”Det er jo næsten for latterligt, sådan at have en skabelon til sin automatskrivning. Men det er nødvendigt, så man ved hvor meget man skal skrive. Det gør sig nemlig sådan at hjernen er tilpas firkantet til at den gør det den får besked på, og hurtigt endda! Hvis man vel at mærke giver den ordentligt besked. Det gælder om at give den et vist antal linjer at være kreativ på, og så skal den nok klare resten – bare den ved at der er lys for enden af tunnellen! Tror den at den skal være kreativ i én uendelighed, ja, så går den helt i stå. Mærkværdigt nok, men sådan fungerer det. Og sagde jeg hjernen? Jeg mener hænderne. Læg mærke til hvordan de skal vende sig til et nyt tastatur. Da jeg fik mit nye tastede de helt forkert, men nu er de ved at vende sig til det. Det visuelle indtryk har været det samme hele tiden: Øjnene ser hvad de hele tiden så, men hænderne føler det anderledes. De er bedre i stand til at se hvordan tastaturet ser ud, end mine øjne. Fx klik klik, sådan ser det ud, og sådan, klik. De har et portræt inden i håndefladerne, men det er endnu utydeligt. Med mine gamle tastaturer er det perfekt, sådan som det skal være.

Sådan skaber man noget: man sætter en tidsgrænse og lader hænderne gøre arbejdet.”