Arbejder, i vores små huler

”Se dog hvor vi arbejder, her i vore små huler! Våde i numsen af regnen på cyklen skynder vi os derhen, så vi kan sidde foran computeren, våde i numserne, og taste alle vores ting ind og sende dem til hinanden, og vende dem rundt i hovedet og tilbage igen, mens trommerne spiller i hjernen, for vi er alle ramt af tinnitus og sprænges indefra. Og der er ingen som kan løbe herfra, for bukserne falder og klæber sig våde til stolene og vi sidder fast til fyraften, og man kan prøve at tænde og slukke lyset alt det man vil, Mørkelandet narrer man ikke. For vi er i Mørkelandet, og der er ikke andet at lave end at sidde her på stolene og taste. Udenfor er det bare vådt og trist og arbejdet kalder, for vi er protestanter og protesterer mod lykken, og der er så mange mennesker – lige så våde i numsen som mig – der ringer og ringer og taster løs og sender og læser, og sådan går det hele i ring. Mørkelandet kræver sine ofre, men husmurene skjuler hvor grå himlen i realiteten er. Herfra ligner det nærmest fiktion. Noget fra Blade Runner på en dårlig dag. Det er da en trøst, som mørket sænker sig og numsen langsomt tørrer.”