”Lefle for masserne? Ikke her. Her skal ikke lefles for nogen, andre end mig selv. Men dér skal til gengæld også lefles! Dér skal der ikke være nogen tilbageholdenhed, der skal lefles i lange baner, jeg skal give mig selv lige præcis det jeg vil have. Mums! Se, det er godt, det er det som skal til. Jeg synes du rynker på næsen? Eller rynker på næsten? Skal min næste også lefles for? Er det hans ret? Jeg tror det næppe. Han må lefle for sig selv, gerne i enerum, mange tak. Kom ikke her. Ydmygelser er der nok af i det offentlige rum, vi behøver ikke flere leflelser her. Det er jo også et slags overgreb. ”Hej du, skal jeg ikke lige lefle lidt for dig?” – ”Fingrene væk, kammerat!” siger jeg. Kun jeg selv ved, hvordan der skal lefles – og hvor. Lige et øjeblik, jeg skal lige lefle lidt… arh, tak, det hjalp.”