Her er en artikel, som det desværre ikke lykkedes mig at få trykt i en dansk avis. Der er ingen i DK som interesserer sig for Bolivia, har jeg fundet ud af. Synd for dem. Jeg synes Havets Dag er noget af det mest bizarre jeg har oplevet. Læs selv…Der er billeder til sidst i artiklen.
Drømme om en fjern kyst
Bolivia og havet. Præsident Mesa udtaler, at ”det er et spørgsmål om liv eller død at få havet tilbage”. Men er havet virkelig det vigtigste problem for den kriseramte lantinamerikanske nation?
Af Lars Hvidberg
Tirsdag den 23. marts marcherede en enorm procession igennem La Paz, Bolivias hovedstad, som en bizar blanding af studenternes translokationsdag, en byfest og Den Røde Hærs 1. maj parade. Hele den skoleuniformklædte gymnasieungdom var på gaden med faner og bannere, ledsaget af utallige larmende orkestre, militærpoliti i gallauniformer og enarmede krigsveteraner. Nok fik eleverne en fridag i solskinnet, men baggrunden var skam alvorlig nok, og det sås på den ivrige trommen og marcheren, ledsaget af nationalhymen fra unge struber.
Men det var ikke en strejke der markeredes, og heller ikke grundlovsdag eller en demonstration for økonomisk lighed. Det var Havets Dag, ”Dia del Mar”, 125 år siden Bolivia mistede adgangen til Stillehavet i krig mod Chile, 1879.
”125 års skændsel. Vi studerer og arbejder for at genvinde havet!”, stod der på et banner båret af alvorlige, unge kvinder, som marcherede i takt til stortrommer og tubaer. Tabet af havet er et nationalt traume, og en enorm mængde national identitet er investeret i det opbyggelige projekt at ”genvinde havet”.
Det er ikke for sjov: Det bolivianske forsvarsministeriums logo er en havfugl og har som motto på deres brevpapir ”vi vil genvinde havet”. ”Havet som vi mistede” er forsideartiklen i magasinet Zoom, og det er en historie der virker som et uudtømmeligt reservoir for bolivianerne. Forleden afholdtes en støttekoncert under mottoet ”Quiero el mar a Bolivia” – Jeg vil have havet til Bolivia. En lokal radiostation spiller hver eneste dag kl. 12 en sang om at ”genvinde havet” og sådan kunne man blive ved. Hvis den bolivianske filmindustri havde midler til at lave en episk storfilm a la Borte med Blæsten, ved man godt hvad den ville handle om: ”Hvordan vi mistede havet”. Faktisk er den allerede lavet. Den er af instruktøren Antonio Eguino, og hedder Amargo Mar, hvilket betyder ’Det bitre hav’, fra 1984.
Det kan virke mærkeligt for en dansker. Vi har jo også Dybbøl Mølle og 9. april, men tiden læger alle sår. Sådan er det ikke i Bolivia. Selv sindige akademikere kan fare i flint, hvis man forsøger at spøge med deres alvor om en begivenhed, der trods alt hører til Ruder Konges tid. Men tabet af havet har mytisk karakter, det er et symbol på Bolivias lidelser og en velkommen simpel årsag til alle problemerne. ”Hvis bare vi havde havet”, synes devisen at være, ”så var alt godt”.
Og det var det måske også, for tabet af havet var startskuddet til en lang nedtur for Bolivia, hvor den ellers lovende stat fik sit territorium halveret i krige med nabostater som Brasilien og Paraguay, værst i Chacokrigen 1932-1935, der målt i forhold til indbyggertal var af en det 20. århundredes blodigste. Og al den elendighed på grund af havet, siger man, og glemmer behændigt den enorme optur i mineindustrien i de samme år.
Havet Dag finder sin konklusion på Plaza Abaroa, som er opkaldt efter Stillehavskrigens helt – ifølge legenden den eneste, der ikke var døden nær af druk da chilenerne meget snedigt angreb Bolivia på karnevalets højdepunkt, hvor nationen traditionelt ligger i sprit. Eduardo Abaroa omkom selv på slagmarken, men hyldes den 23. marts hvet år, kl. 12 med en traditionsrig tale til det kæmpe optog, efterfulgt af dagens næsten surreelle højdepunkt, afspilningen under andægtig tavshed, af en båndoptagelse af lyden af havet, komplet med mågeskrig og en tudende damper. Det er både et smukt øjeblik af national samhørighed, og et dybt bizart ritual, fjernt fra enhver virkelighed.
Der er noget paradoksalt ved det næsten krampagtige fokus på national enhed i Havets Dag, for er bolivianerne samlede om havet, så er de splittet om stort set alt andet. Det utroligt smukke og righoldige land deler sig voldsomt mellem rig og fattig, by og land, den indianske og forarmede majoritet og det velstående mindretal af europæiske efterkommere. Ejendommene er på færre hænder end godt er, bureaukratiet er korrupt og byzantinsk, og privat initiativ umuligt uden forbindelser på højeste sted.
Det er ikke meget mere end fem måneder siden at landets folkevalgte præsident Gonzalo Sanchéz de Lozada, kaldet ’Goni’, stak halen mellem benene og flygtede fra et blodigt oprør blandt indianerne og minearbejderne i El Alto, den eksplosivt voksende og kaotiske forstad til La Paz, der nu er en selvstændig by. ’Goni asesino’ – Goni er en morder – står der nu på husvæggene om Gonis forsøg på at holde på magten, der kostede mere end 80 mennesker livet. Men spørgsmålet er om Gonis efterfølger, Carlos Mesa, der p.t. er den mest populære præsident i lange tider, snart kommer til at gøre ham turen efter som grafittiens hadeobjekt? Mesa maner til samling og en ’social fred’ omkring havet som et symbol på Bolivias fremtid, men han ved også, at han kommer til at træffe ubehagelige beslutninger, hvis han skal løse landets krise.
Selvom Bolivia som sådan har et enormt potentiale, idet både Andesbjergene og den tilhørende jungleregion rummer næsten uudtømmelige rigdomme i både naturgas, tin, olie og landbrugsprodukter, så har udbyttet – på trods af Bolivias ihærdige nationalisme og enhedstanke – en tendens til enten at forsvinde ud af landet eller ned i alt for få og forkerte lommer. Men det er nu ikke noget en genvindelse af havet kan hjælpe på, for her skal helt andre boller på suppen, nemlig politiske og økonomiske reformer, inklusive muligheder for den kontroversielle eksport af naturgas.
’Goni’ underskrev aftaler med nordamerikanske selskaber om udvindelse af naturgas, men aftalerne var bare ikke gode nok for de meget røde, velorganiserede og oftest indianske minearbejdere, der konstant har været en magtfaktor i landets historie, og som valgte at tage sagen i egen, blodige hånd. Nu er der aftaler på vej med både arvefjenden Chile og Argentina, både om gas og om adgang til havet. Men er det godt nok til at tilfredsstille de fattige indianere, der næppe har tålmodighed til at vente på, at rigdommene måske engang risler ned til dem? Og omvendt: Gassen er jo ikke til glæde for nogen, så længe den bare bliver i undergrunden. Det kræver udenlandske investeringer, som de katastrofale erfaringer med nationaliseringen af dele af minedriften i det statslige fallitbo COMIBOL har vist.
Der er store forventninger til Carlos Mesa, men de færreste venter nok, at han erklærer krig mod Chile for at genvinde kysten, og det er vel strengt taget heller ikke det, Bolivia har brug for. Der er lige nu en optimisme og en tro på fremtiden, men indholdet er meget uklart, og det kan hurtigt vende. Sørgeligt nok er det eneste, der lige nu kan forene den splittede befolkning, de trætte nationale symboler som ønsket om at ’få havet tilbage’.
Billeder fra Havets Dag:
Studerende og lærere fra Liceu La Paz, som ville have at jeg tog et billede af dem. På skiltet står: “Så længe Fædrelandet lever er det vores ideal at redde kysten.”
Soldater, klar til at genopføre slaget i 1879
Parade. På banneret står: “125 års skændsel. Vi studerer og arbejder for at genvinde havet.”
En bonus: Søde tamburpiger, med lange røde støvler.