Så gjorde jeg det, købte min anden nye LP på kort tid – tilmed første gang jeg har haft råd til at købe musik siden mit sidste LP-køb. Det er Nick Cave & The Bad Seeds: Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus, et smukt og spraglende dobbelt-album, som man netop i LP-versionen får det fulde udbytte af: en forside til hver af de enkelte plader på hver side af coveret, to smukke og minimalistiske plade-poser (af godt, solidt pap), og naturligvis hele glæden ved det store cover, med de smukke billeder. Simpelthen en æstetisk nydelse, som cd’en slet ikke kan levere. Dertil kommer ritualet med at sætte pladen på, omstændeligheden, dét at man skal gøre noget ekstra for at høre lyden.
Den særlige omhu man skal udvise er faktisk endnu et træk ved LP-lytning som jeg vil fremhæve (i forlængelse af min forrige post om LP’er): Vi lever i en verden – i det mindste når man som jeg arbejder det meste af dagen foran en computer – hvor rummene mellem forskellige aktiviteter er udflydende: Med internettet og computeren er der altid allerede adgang til hele verden, og al den musik man kan ønske sig, underholdning på 1000-vis af kanaler, og med ipod’en kan man tage musikken med sig hvor som helst, når som helst. Fritidens og arbejdets rum flyder sammen, og musik og film kan ledsage ethvert vågent øjeblik, lige meget hvor man er. Undtagen med LP’er: De kan kun lyttes til derhjemme ved grammofonen, de kan ikke overføres til noget andet medie og tages med i skoven eller ved stranden eller på jobbet. Det er så omstændeligt at betjene grammfonen, at man må give pladelytning langt mere opmærksomhed, end man gør med cd’er, bl.a. fordi man er bange for at skade LP’en, der er skrøbelig og sårbar. Det kræver en bestemt form for tid og et bestemt rum. Det er ikke ‘instant’-musik, og ikke hvert-rums-musik. Det er musik til et bestemt sted – dér hvor grammfonen står – og til en bestemt tid – sent på aftenen med overskud til at nyde og pleje musikken. Det er LP’ens særlige tilbud, som intet andet medie kan levere. Og det er derfor jeg vil blive ved med at købe LP’er.
Og så har jeg endda slet ikke talt om musikken på Cave’s nye plade. Det er fordi jeg endnu ikke har hørt den mere end 1 gang, men det lyder godt indtil videre: Især Abattoir Blues lyders anderledes end det meste af Bad Seeds produktionen, mere støjende og storladen, mens lyre-pladen naturligvis er mere lyrisk og afdæmpet. Ja faktisk virkede hele pladen allerede smuk, insisterende og iørefaldende ved første gennemlytning – uden at være poleret, naturligvis. Jeg glæder mig allerede til jeg skal hjem i aften og lytte til den igen, pille ved grammfonen og give mig god tid.
Jeg havde efterhånden opgivet Nick Cave efter de seneste salmeplader, så nu spørger jeg dig – hvordan er den nye sammenlignet med fx The Boatman’s Call, som jeg i sin tid gav en skuffet anmeldelse? Altså ikke er den bedre eller dårligere, (for der er jeg uenig med mange) men hvordan er stilen? Er der andet end to akkorder på klaveret og simple salmer?
Min baggrund er at jeg stoppede med at købe Nick Cave-plader (jeg har ellers været en stor fan af ham i 80erne) efter The Boatman’s Call. Ikke fordi jeg ikke kan lide ballader, for det kan jeg, de skal bare som minimum have en smuk melodi der bevæger sig ud over akkordens toner. Men nu aner jeg at der måske er morgenluft hos den gamle stripper – eller hvad?
Kort sagt: hvis du gider vil jeg gerne læse flere beskrivelser af musikken på den nye Nick Cave-plade når du har genhørt den.
Hej Torben,
Jeg har desværre ikke haft tid til at høre den så meget (har været væk i weekenden), men jeg kan godt love at den er en del anderledes end Boatman’s Call – men dog også anderledes end Cave’s 80’er plader. Især Abattoir Blues er stor og bastant i lyden med kor og larm og alt muligt – ikke nogen ballader her (numrere er også længere og mere komplekse end de simple sange på Boatman’s Call). Pladen minder nok mest om en mere larmende udgave af No More Shall We Part – og det er ret godt for mit vedkommende.
Men som sagt skal jeg nok give en fyldigere omtale, når jeg har hørt den lidt mere.