Jeg har i længere tid villet skrive noget om blasfemiparagraffen, som jeg (ikke overraskende) mener skal afskaffes hurtigst muligt (faktisk var jeg ikke klar over at vi stadig havde en, før debatten begyndte). Men Mr. Andersson kom mig i forkøbet. Læs ham i stedet, øv.
Lige en hurtig kommentar, dog: Forsvarerne for blasfemi-paragraffen (som fx juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen i Weekend-avisen, den 10. december) hævder ofte, at paragraffen har (eller kan have) en slags offentligheds-saniterende effekt, hvor de mest ‘ugavnlige’ bidrag til samfundsdebatten bliver sorteret fra, således at diskussionen holdes på et lødigt niveau. Det er i øvrigt det samme argument man i Sverige i længere tid har brugt for at lægge låg på den ulmende indvandringsdebat: Ikke alle bidrag til samfundsdebatten er lige valide. Og det har de naturligvis ret i, på sin vis. Det kan næppe være gavnligt i det store perspektiv at kalde folk for ‘gedekneppere’ eller bruge nedsættende ord om alment udbredte religioner, eller vove at lave en så gudsbespottende film som Life of Brian, der som bekendt var ‘så morsom at den blev forbudt i Norge’, som reklamekampagnen lød (ja, den blev faktisk forbudt, men på grund af sin blasfemiske, farlige og helt igennem ‘ugavnlige for samfundsdebatten’-bekaffenhed).
Man må ikke gøre grin med regligioner, nej. Medmindre det er åndssvage religioner naturligvis, eller at man selv synes de er åndssvage, og kan argumentere for det. Og så melder problemet sig: Der er ikke noget fint, olympisk sted, hvorfra man kan observere hvad der er ‘mest gavnligt’ for ‘samfundsdebatten’, og dømme der fra. I praksis vil man dømme til fordel for dem som råber højest og som giver mest udtryk for at være stødt på manchetterne. Det virker muslimer i Danmark i stigende grad at være klare til – og kristne i en del andre lande end Danmark står også klar med forbud og lovgivning, og det er efter min mening en meget ubehagelig udvikling: Religion i dag, ideologi i morgen – sådan ser scenariet ud for mig – og vi er jo sådan set allerede godt igang med tankekontrollen herhjemme, med den gældende demokratihetz: Først ryger de deciderede ondskabsfuldheder, men snart skal stand-up komikerne til at passe på og så er vi langt inde i et samfund, der ligner Danmark før 1848, hvor regeringsagenter kommer efter dig, hvis du vover at gøre grin med hvad der holdes for helligt på borgen. Ellers tak.
Nej, ordet skal være frit, fuldstændigt frit. Man skal ikke gøre ondskabsfuldt grin med hvad andre regner for helligt – men man må altså godt kritisere det, også i en hård tone, hvis man mener det er berettiget. Under ansvar, naturligvis, og vi skal behandle hinanden med respekt og en høflig omgangstone. Dem som ikke følger almindelig civil adfærd, som det sømmer sig for en sydstatsgentleman, skal dømmes moralsk ude af de mere høviske debattanter. Men de skal ikke forfølges med paragraffer eller rulles i cirkulærer eller lukkes munden på. Ordet er frit, netop derfor skal man være varsom med hvad man siger, og sætte en høj standard.
Hørt!
Det er helt skævt, det du mener.
For det første: Med mindre du også mener vi skal afskaffe injurieparagrafferne, så skal vi ikke afskaffe blasfemiparagraffen. Ellers flytter man bare en masse personangreb over i en stereotypisering som i og for sig er endnu ferligere end injurierende udtalelser fordi den rammer bredere.
For det andet: Se lige på retspraksis inden du får afskaffet ytringsfriheden: Blasfemiparagraffen bruges stort set aldrig, og har endnu sjældnere ført til dom.
For det tredie: Bemærk venligst at seneste forsøg på at bringe paragraffen i anvendelse var drømt op af en skruppelløs, pengehungrende advokat, ikke af noget trossamfund der forsøgte at knægte nogen ytringsfrihed.
Hej Claus,
Du må forklare nærmere hvad du mener med “Ellers flytter man bare en masse personangreb over i en stereotypisering som i og for sig er endnu ferligere end injurierende udtalelser fordi den rammer bredere,” hvilket jeg simpelthen ikke forstår. Hvem er ‘man’ i den sætning?
Hvis du i øvrigt havde læst lidt grundigere ville du se, at min anklage ikke går på nuværende praksis for blasfemiparagraffen, men i stedet på den fremtidige mulige anvendelse af paragraffen – det være sig af emsige advokater, trossamfund (hvis du ikke har lagt mærke til det, så har der altså været muslimer ude og sige, at man skulle overveje at lovgive for at beskytte netop deres særlige interesser – i andre lande, fx Storbrtiannien sker dette allerede i praksis) eller juraprofessorer, der mener at de skal sanitere den offentlige debat. Og det er utilladeligt, simpelthen.
Det er drønfarligt at afskaffe en retsbeskyttelse bare fordi man fremdiskonterer alle mulige ulykker der ikke er sket endnu, så jeg synes ikke “det kunne ske” argumentet kan anvendes. Det er retspraksis der tæller.
Det første afsnit: Hvis det er ulovligt at sige, “du er et børnemishandlende, tyvagtigt svin”, men ikke at sige “muslimer er børnemishandlende, tyvagtige svin” så vil folk der har lyst til at sige det første om en navngiven person, sige det andet i stedet om en befolkningsgruppe. Blasfemiparagraffen er den paragraf der gør det ulovligt.
Hej Claus,
Nu modsiger du dig selv. Hvis paragraffen aldrig bruges, så er der vel heller ikke nogen grund til at beholde den?
Angående det andet. Det er lige præcis her jeg er uenig. Det skal være ulovligt at beskylde en navngiven person for forbrydelser. Det skal det ikke være om fx religioner. Det er sådan set det jeg mener. Grunden er, at individet vil kunne straffes og retsforfølgeles for de beskyldinger du nævner – det kan religioner ikke. Kun individer har rettigheder, religioner (eller ideologier eller fan-tilhørsforhold eller hvad folk nu ellers kan finde på at blive stødt på manchetterne over) har ingen.
Hvis paragraffen handler om at man ikke må udtale sig negativt om religiøse grupper, så er det jo ikke en blasfemiparagraf, men en slags “racismeparagraf” (som vistnok dækker bredere end race).
Blasfemi er vel at skildre det som nogen finder helligt på en ikke-hellig måde, at bespotte Gud. Ikke at bespotte dem som (kulturelt) tilhører religionen.
Er der ikke en principiel og juridisk forskel på de ting? Og er dit eksempel, Claus, med at bespotte muslimers væremåde så ikke fejlagtigt?
Hvilket minder mig om: kunne vi ikke lige få ordlyden på den paragraf? Jeg har søgt på nettet uden held. Alle har en mening om den, men ingen citerer den…
Jo, jeg mener du har ret her, Torben. Jeg kender ikke den præcise ordlyd – typisk 😉
Bespottelse af religiøse grupper (indivder) vil potentielt høre under racismeparagraffen – som man i øvrigt kunne argumentere for kunne dækkes af injurieparagraffen. Således ville man kunne opnå samme beskyttelse med én paragraf – og man ville kunne kritisere religioner (og ideologier og hvad folk ellers måtte føle sig stødte over) så tosset man ville.
I stakler … Nu skal jeg hjælpe jer. Straffelovens §140: “Den, der
offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt
bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”
Journalister er altid på pletten!
Det som for mig er uforståeligt er hvorfor religioner skal have en særstatus i det offentlige rum. Jeg må ikke håne en religions troslærdomme, men jeg må gerne håne marxismens og liberalismens troslærdomme. Jeg kan ikke se hvorfor man ved hjælp af sådan en paragraf skal beskytte religiøse menneskers følelser mere end ikke-religiøse menneskers følelser. Man gør på den måde faktisk religiøse mennesker til mere værd end ikke-religiøse mennesker.
En anden ting er så om blasfemiparagraffen bliver afskaffet. Der var vist et alternativt flertal til at afskaffe den før valget, men det virker som om den er blevet lidt glemt.