Sideways

Den nye film af Alexander Payne (der stod bag perlen About Schmidt) er helt på toppen og anbefales varmt. Payne er en mester i at fortælle off-beat og rørende historier, der gemmer en menneskelig kerne under en satirisk og morsom overflade, der med lethed forfører med grin og slutter af med pathos. Sideways har været hans store gennembrud i USA og har sendt horder af filmfans til Nordcalifornien for at efterprøve den famøse vinsmagningsrute, som er motoren for plottet i filmen, hvor to gamle venner i slutningen af 30’erne tager på ‘en sidste tur’ før den ene skal giftes. Et patetisk oplæg, men herefter kører alt helt sidelæns af sporet, for den ene ven er bitter forfatter med et forlist ægteskab bag sig, og den anden er en afdanket skuespiller og en sand satyr, der ikke kan vente med at få sig et slag f***, selvom han skal giftes med jordens dejligste (og rige) pige: det går naturligvis helt galt og den smagfulde ‘rødvins- og golftur’ drukner i stridigheder (hvorfor hader vor forfatterhelt Merlot og elsker Pinot Noir?), misforståelser og sex. Forrygende.

[“Sideways”. USA, 2004. Instruktion: Alexander Payne. Manuskript: Alexander Payne, Jim Taylor. Medvirkende: Paul Giamatti, Thomas Haden Church, Virginia Madsen, Sandra Oh.]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *