Mesteren selv, Bob Mould, udgiver nyt album: Body of Song. Datoen er indtil videre 26. juli. Selvom Moulds karriere i de seneste år har taget mange mærkelige drejninger (techno/danse-musik, pro-wrestling-producer og det store, lykkelige spring ud af skabet), og hans seneste plader ikke rigtig har været up to par, som man siger, ser den nye plade ud til at finde guitaren frem igen, og det har ærligt talt været savnet. Måske aner man en ny Workbook? Det er selvfølgelig en reaktionær holdning, men nu hvor jeg er fyldt 30, må jeg godt læne mig tilbage i sofaen og bare kræve mere af det samme…
Læs mere på Moulds meget fyldige og ofte opdaterede weblog.
Ved du ikke hvem Bob Mould er? Tjeck her.
Til lykke med at blive gammel og sat! 😉
Men faktisk er der ikke noget at gøre: Workbook er hans bedste soloalbum. Og numre som “Heartbreak a Stranger” og “Sinners and their Repentances” blandt hans allerbedste.
Men man kan jo også tænke endnu længere tilbage, til dengang JEG var ung og det var Hüsker Dü det handlede om. Jeg har næsten slidt mine vinylplader med Hüsker Dü op, og det er en præstation i sig selv at lave så (let’s face it) simpel musik som er så slidstærkt som Hüsker Dü, og det er jeg Bob Mould og den fallerede Grant Hart evigt taknemmelig for.
Tag et nummer som “New Day Rising” (fra albummet af samme navn), der er uforskammet simpelt og råt, men bare rummer så meget energi at man mærker de dage hvor man står op og er fuld af energi fordi solen skinner. Det er hvad jeg kalder positiv punk!
Torben, det er som talt ud af mit hjerte. Selvom de lover at cd’ere er uopslidelige, er jeg nu ret sikker på, at mine Hüsker Dü-udgaver må være tæt på nedslidning, så meget laser som de har fået – specielt… ja, specielt dem alle sammen, men måske mest “Gravity” fra Everything Falls Apart og “It’s Not Peculiar” fra Warehouse. Desværre er jeg jo aldersmæssigt en postgang for sent til at have købt dem på vinyl, men hvis den nye Mould kommer på vinyl kan det jo være…
Jeg synes egentlig ikke, der var noget at tilføje her, men da jeg nåede til enden af Torben Sangilds post og så sangen “New Day Rising” blive nævnt, blev jeg en smule optændt. Det er et af mine favoritnumre med bandet, og det symboliserer starten på et paradigmeskift i min erkendelse af musik – intet mindre! Jeg havde forlængst dechiffreret punken til pop, men med “New Day Rising” kom støjen, STØJEN!, på banen. Hvid støj. Sjovt, at lige det nummer, som i den grad er et kardinalpunkt i min oplevelse af musik, skulle optræde her. Og tænk sig, at noget så rent som Olesen-Olesen skulle vokse ud af det (over Green, nå nej, Greene).
“New Day Rising” er og bliver et utroligt sejt nummer. Jeg hører det lige nu…
New day riiiising!
New day riiiising!
New day riiising!
New day riiiising!
……….(etc.)
– findes der ikke en smiley der headbanger?
Headbangin’ Smileys… lidt for heavy-agtige er jeg bange for:
http://www.kerrazy-torrents.com/lofiversion/index.php/t29218.html
Bob Mould tager for øvrigt på verdensturné til efteråret, så hvis han lægger vejen forbi DK, så regner jeg da med at se alle til en uforlignelig koncert? Jeg mindes stadig Sugar på Roskilde i 1993, det var fandme vildt!
Ja, det var mægtigt! Især “JC Auto” (deres bedste nummer)
NEW DAY RISING!
NEW DAY RISING!
(now playing…)