Simon Espersen fra Markedscentret har skrevet en glimrende artikel om EU’s selvmodsigende vækstbegreber til Ræson. Læs EU a la Monty Python og få svar på, hvorfor man ikke kan skabe vækst ved at omfordele goderne i politiske studehandler. Et par gyldne udpluk:
Det, vi betaler til EU-apparatet går for størstedelens vedkommende ikke til sikring af mere fri handel, men til det modsatte. Trækker man lønnen til eurokraterne fra, består EU’s budgetter hovedsagligt af ”satsninger” overfor udvalgte brancher, politisk udpegede ”kapitaltrængende” regioner (men hvilke regioner, brancher eller virksomheder er ikke kapitaltrængende?) – eller andre såkaldt ”nødvendige” projekter. Det er derfor netop disse bemærkelsesværdige overførsler, indgreb og andre foranstaltninger som adskiller EU fra et hvilket som helst andet internationalt samarbejde (måske lige med undtagelse af FN).
Argumenterne for bistanden er da også ligeså mangfoldige, som der er hænder til at uddele den. Eksempelvis kan man helt i strid med tanken om den frie konkurrence finde på at give støtte til europæiske virksomheder, der ikke er konkurrencedygtige, men som embedsmænd og politikere i Europa ønsker skal holdes i live. Omvendt kan man finde på at belønne virksomheder, der vitterligt er konkurrencedygtige, og som har succes – vel at mærke med overskuddet fra andre virksomheders succes… Det var således englænderne der opfandt Monty Python, men – fortrinsvis – en række fransktalende euro-krater, der som de første for alvor realiserede galskaben og satte den i system.
[…]
”Vækst” kan ikke adskilles fra det enkelte menneskes opfattelse af hvad der reelt er livskvalitet. Det kan heller ikke diskuteres uden at ihukomme menneskers forskellighed herunder deres forskellige præferencer. Begrebet vækst kan således ikke adskilles fra frie menneskers ret og evne til at vælge selv.
[…]
Ideen om en særlig form for ”vækst”, der kan defineres fra oven og som samtidig hævdes at stille alle bedre, og dermed ingen ringere, er derfor også absurd. Og påstanden om at pengene, der opkræves og satses, i et eller andet omfang skulle ”kommer tilbage” igen til dem, der mister dem i første omgang, er aldeles meningsløs.
[…]
I disse år er det langt om længe er ved at trænge ind i de allerinderste kroge i korridorerne i Bruxelles, at landbrugsstøtte blot fører til mere produktion end forbrugerne reelt efterspørger. At den holder de mindst effektive landmænd i Europa i live. Og at den derfor har bidraget til dyrere varer end hvis vi havde åbnet op for handlen med resten af verden og afviklet støtten. Men alt imens er såvel embedsmænd som politikere (herunder medlemmer af partiet Venstre) nu i færd med at finpudse nye argumenter for nye typer af satsninger – nu blot indenfor IT.
Puha, ja det ser godt nok ud til, at NEJ’et trænger sig på til september…
Jeg stemmer selvfølgelig ja – på trods af tåbelighederne – fordi jeg mener, at EU-projektet stadig er noget af det mest visionære globalt set.
Det er jo ikke sådan, at hvis EU (eller det fælles marked) ikke eksisterede, så ville landbrugsstøtte og andre uhensigtsmæssige ordninger heller ikke eksistere.
Så ville de blot eksistere i nationale rammer og derfor være måske endnu mere nyttesløse (spildt i indbyrdes kappestrid) og svære at slippe af med.
Det tror jeg ikke. Jo mere tåbelighederne bliver institutionaliseret i en regulær europæisk forfatning, jo sværere bliver de at slippe af med. Problemet er at traktaten indeholder alt for mange vage og indholdsløse rettigheder og målsætninger, der reelt er et gummistempel til at føre politik om alt mellem himmel og jord i EU, men nu med en regulær forfatning i hænderne – og “du vil vel ikke gå imod forfatningen, vil du?”
Men jeg har da på mange måder også stor sympati for det europæiske projekt. Jeg mener bare, at det burde begrænse sig til et frihandelsområde, og samarbejde om de problemer som reelt er grænseoverskridende (fx miljø og kriminalitet), men ikke med at udstikke harmoniserende standarder for alt muligt, som jeg reelt ser som konkurrencebeskyttelse for de gumpetunge franske og tyske (offentlige) virksomheder, der kan sætte standarderne. At det er det EU-projektet også går ud på burde være tydeligt i forholdet til østarbejderne og outsourcing osv., hvor folk simpelthen forventer at EU skal beskytte deres jobs mod konkurrence fra billig arbejdskraft. At mange så fx i Frankrig stemmer nej, fordi de ønsker endnu skrappere grænser er en anden sag.
Ærligt talt, jeg har ikke sat mig tilstrækkelig ind i traktaten. Men det er et faktum, at EU, set som en slags statsforbund, har uendelig meget mindre volumen end forbundsstater som fx. USA. EUs budget er faktisk minimalt (desværre suger landbrugsstøtten størsteparten).
Harmoniseringer er da også i bund og grund fornuftige. Uanset hvilke standarder, der bruges, så er det vel i Danmarks interesse, som lille eksportørnation, at der er fælles standarder?
Ang. konkurrencebeskyttelsen, så skriver WA i denne uge om franskmændene, som har formuleret skræmmebilledet: le plombier polonais – den polske blikkenslager, ham som kommer og tager jobbene fra franskmændene. Den lille ironi er, at man kan vente måneder på at lavet sine afløb, da der mangler op mod 6.000 blikkenslagere i Frankrig.
At traktaten indeholder mange vage og indholdsløse formuleringer, tja, det modsatte ville vel være den rene elendighed. Så ville enten de liberale, de konservative eller socialisterne for alvor kunne skrige op om, at EU er “et socialdemokratisk monstrum”, “et eliteprojekt” eller et “Fort Europa”.
Vage formuleringer gør vel blot, at lidt mere af den politiske kamp kan flyttes til fælles europæiske instanser, væk fra de nationale parlamenter. Men kampen står for så vidt stadig mellem de samme synspunkter.
Det er klart, at hvis man generelt er tilhænger af, at statsmagten skal opstille standarder for handel m.m., så er der god fornuft i EU-projektet, i det mindste på den måde, at det sparer tid og administatration, når standarderne sættes ét sted i stedet for 25.
Men spørgsmålet er, hvor omfattende standarderne egentlig bør sættes af en statsmagt? Netop her er det meget vigtigt hvad der står i en forfatning, og derfor stejler jeg, når den europæiske forfatning tilsyneladende giver plads til – i princippet – standarder (dvs. politiske beslutninger) om alt i borgernes liv. Det er et princip, som jeg ikke er tilhænger af – jeg mener snarere at politikkens rolle er at begrænse statens magt over borgerne, ikke udvidde den. Det er den begrænsende funktion, som skal være central for en forfatning, og den funktion mener jeg ikke den nuværende forfatning kan leve op til. Tværtimod.
Jeg er heller ikke ekspert, men de vage formuleringer er netop ikke åbne for politiske tolkninger, tværtimod cementerer de en række målsætninger, som kan være fine nok som rent politiske målsætninger, men som er meget problematiske som rettigheder nedfældet i en forfatning: sociale rettigheder, ret til uddannelse, ret til et job, osv. Alle disse er positive rettigheder der dermed har krav på andre mennesker, og forfatningen vil derfor i praksis tjene som EU’s carte blanche til at opkræve skat og lovgive med henblik på at opfylde forfatningen. Det bør aldrig være en forfatningsmæssig ret, at andre har pligt til at betale en uddannelse for dig, eller give dig et job eller lignende. Forfatninger skal nedfælde de grundlæggende rettigheder: liv, frihed og den slags. Resten er politik og skal holdes indenfor det politiske område, hvor det hele tiden er til debat og kan ændres – en forfatning er jo netop karakteriseret ved, at den ikke, eller kun meget vanskeligt, kan ændres.
Jeg vil læse lidt mere i traktaten, før jeg diskuterer videre…