Det kan ofte være en god idé at opsummere de gode (eller knap så gode) pointer, før diskussionstrådene bliver alt for lange. Spørgsmålet der rejses, dukker ofte op, når – især europæere – diskuterer uddannelse. Kan uddannelse privatiseres? Vil det føre til, at de fattige ingen uddannelse får, hvis de selv skal betale for den?
Jeg forudsætter, at vi har fælles mål med diskussionen. Alle jeg kender går ind for uddannelse til alle, som har evner for det, og ingen mener, at det bør være en hindring for et kvikt barn at komme på universitetet, at barnet kommer fra de lave sociale lag. Spørgsmålet er imidlertid hvilket uddannelsessystem, der er bedst til at sikre de bedste muligheder for flest mulige mennesker?
Umiddelbart virker det indlysende, at et offentligt administreret og finansieret system bør være det rette: Her gøres ikke forskel på folk, og alle har lige muligheder. Men det gælder kun tilsyneladende, for selv i et land som Danmark, der om noget burde have lige muligheder for uddannelse, kommer 1 ud af 3 børn aldrig videre end folkeskolen. Næsten alle sammen har forældre, som heller ikke har nogen uddannelse. Faktisk er Danmark et af de lande, hvor man i allerhøjeste grad reproducerer sine forældres sociale position: Er du barn af arbejdsløse ufaglærte bliver du sandsynligvis også selv arbejdsløs ufaglært, er du barn af akademikere bliver du sandsynligvis også selv akademiker. Der har kun været meget begrænset social mobilitet i de sidste 30-40 år, siden velfærdsstaten blev indført, og det kommer ikke til at blive bedre i fremtiden: De ressourcestærke vil ikke i længden finde sig i en middelmådig folkeskole, og stikker af til de private.
Der er naturligvis en lang række grunde til den manglende mobilitet, både kulturelle, pædagogiske og økonomiske – vigtigst af disse er nok reformpædagogikkens tendens til at reproducere og belønne middelklassens kultur frem for almene kundskaber, og de manglende økonomiske incitamenter til at tage en uddannelse. Der kan være mange forskellige løsninger på dette, men eksemplerne fra Danmark må gøre det klart, at der ingen nødvendighed er i at et offentligt, velfinansieret, støttesystem sikrer uddannelse til alle – tværtimod. Eksemplerne med offentlige uddannelser i andre lande gør kun ondt værre, for selvom der fx i et land som Bolivia faktisk tilføres betydelige offentlige midler til uddannelse, også på universitetsniveau, så lider hele sektoren af de klassiske offentlige problemer – mangel på muligheder for at stille de ansvarlige til regnskab: Fx afleverer universiteterne i Bolivia intet regnskab for de enorme beløb de modtager. Stilles der krav om regnskab, går universiteterne i strejke, fordi de ikke vil kontrolleres (men gerne have penge). Manglen på accountability med et fint ord – muligheden for at stille de ansvarlige til regnskab for dårlige beslutninger – er den offentlige sektors indbyggede problem i det meste af verden, og fænomenet præger også i udtalt grad de nordiske lande, selvom det er mindre her. Men ikke engang her virker den offentlige model efter hensigten, at give alle lige muligheder. Desværre, kan man næsten sige, for hvad gør man så?
Det private system har det, som det offentlige mangler, nemlig accountability (et mundret dansk ord ønskes, tak!). Leverer skolen, gymnasiet, universitetet ikke det jeg efterspørger, så går jeg et andet sted hen med mine penge. De dårlige institutioner vil dø ud med tiden af mangel på ressourcer, mens de gode vil blomstre. (Logikken er som bekendt en anden i det offentlige: leverer en institution ikke varen, så skal den have flere penge. Det er det modsatte af accountability, det er at belønne inkompetence). Dette er naturligvis et alt andet lige argument, for der findes også dårlige private skoler (man kunne fx pege på de religiøse skoler i Pakistan), men vi bliver nødt til at forudsætte, at folk som helhed ønsker god uddannelse, for ellers er der hverken mening i det private eller det offentlige system.
Logikken for det private holder altså, for dem som har penge til at betale, det kan der ikke være nogen tvivl om. De amerikanske betalingsuniversiteter er konsekvent de bedste i verden, og der kan ikke være nogen tvivl om, at det er den rent private, profitorienterede finansiering, som gør dem konkurrencedygtige. Men hvad med de fattige, som ikke har råd? Skal de så ikke have muligheden?
1) For det første må man påpege, at i et privat system vil skolerne konkurrere om at tiltrække de bedste elever, også selvom de er fattige. Der vil derfor være et stort udbud af stipendier til mindrebemidlede, men dygtige elever. Erfaringerne fra USA bekræfter dette: Det kan faktisk lade sig gøre at komme fra Crown Heights til Harvard, selvom det naturligvis alt andet lige er sværere end at komme fra Orange County til UCLA. Jeg benægter ikke, at de fattige står overfor langt større både sociale og økonomiske udfordringer i uddannelsessystemet – jeg benægter derimod, at et offentligt system skulle være specielt gavnligt til at afhjælpe problemet.
2) For det andet kan man måske stille spørgsmålstegn ved, hvor dyrt det egentlig er at blive uddannet, og hvor svært det egentlig er at skaffe pengene. Naturligvis, hvis du skal på Harvard, jamen så koster det mange penge, men mindre kan vel også gøre det. Jeg har set eksempler på fattige mennesker i Bolivia, som det faktisk alligevel lykkedes at sende nogle børn på universitetet, gennem hårdt arbejde, planlægning og sparsommelighed. Om der har været en større eller mindre del af offentlig medfinansiering skal jeg ikke kunne sige i disse tilfælde, men de er beviser på at det kan lade sig gøre, selv i et land som Bolivia, hvor det er næsten umuligt at optage et lån. I mangel på offentlig finansiering vil låntagning være det mest almindelige grundlag for en uddannelse – men netop låntagning er et stort problem for fattige i ulande: Der lægges dem meget aktivt en række hindringer i vejen af systemet. Man må derfor forestille sig, at mulighederne bliver langt bedre, når (hvis) lovreglerne er forenklede, så man får langt bedre muligheder for at få anerkendt sin private ejendom, opspare kapital og optage lån, og hvis det enorme bureaukrati i det hele taget bliver forenklet. I denne forbindelse er det måske værd at påpege, at de fine danske folkehøjskoler indtil for nyligt alle var privat ejede og ofte startet på initiativ af bønderne selv (i dag omklamres de som bekendt af offentlig finansiering og vil snart uddø). Folk både vil og kan uddanne sig – hvis de får lov.
3) For det tredje skal det naturligvis siges, at der intet som helst galt er i at hjælpe mennesker, der gerne vil uddanne sig, men som af forskellige grunde ikke kan finde pengene. Der er en lang tradition for filantropi i denne henseende (indtil den blev mistænkeliggjort ud fra en misforstået klasseanalyse), og den bør fortsætte. Der er ingen grund til at tro, at danskere, der er villige til at betale 70 % i skat, bare for at hjælpe ‘de svage’, ikke også vil være indstillede på at give noget frivilligt. Fordelen ved den frivillige finansiering er ydermere, at der er langt stærkere accountability indbygget i modellen. Så mange penge behøver det i øvrigt heller ikke koste. Min kæreste og hendes søster er ved at oprette en fond, der skal støtte to kvikke fyre de mødte i Ghana, så de kan komme på universitetet. Det er sådan set ikke mere end et par 1000 kroner om året, og det tror jeg let vi skaffer. Til stor glæde for dem – og for os.
Skal vi ikke slutte med et par ord af Grundtvig? Det tror jeg vist nok vi skal, for nu at blive helt rørstrømske. Hans ord om det gode i at “få har for meget og færre for lidt” citeres tit som et argument for statslig omfordeling, men man glemmer hvad der står i en anden gammel sang:
Kærlighed alt sit udretter,
som nødvendigt men dog frit,
flytter frit, hvad loven sætter:
skellet mellem mit og dit
Ansvarlighed? Ansvarsfordeling? Ansvarsplacering?
Resultatansvar/resultatansvarlighed? – selv om mundret nok ikke er det første tillægsord, der falder nogen ind, hvis de skule beskrive disse herlige sammenskrivninger 🙂
Hej Lars –
interessant artikel – og tankevækkende. Du har givetvis ret i en hel del ting – specielt omkring det problematiske i, at folkeskolen fremmer middelklassens værdier. Men er det nødvendigvis det offentliges eller velfærdstatens skyld? Erik Jørgen Hansen fremhæver i sin forskning i social mobilitet især mangelen på hård videnstilegnelse i vore dages folkeskole og kobler det på den generelle økonomiske udvikling i samfundet. Den sociale mobilitet i Danmark var jo meget høj i årene 1930 til ca. 1970, altså også samtidig med udbygningen af vores store statsapparat (jeg vedgår gerne, at det nok er blevet for stort), og hvor Socialdemokratiet stort set havde monopol på magten (34 af 39 år fra 1929 til 1968).
Hansen påstår også, at Socialdemokratiet for 100 år siden var kraftige tilhængere af en oprustning af det dengang miserable offentlige skolesystem med flere lærere, flere eksaminer og flere karakterer, mens borgerskabet var imod.
Jeg kunne godt forestille mig, at den sociale arv i en vis grad kan brydes ved en opprioritering af det faglige niveau i folkeskolen indenfor det eksisterende system. Jeg må dog desværre erkende, at mange velmenende venstreorienterede trækker i den forkerte retning.
Men jeg tror, at vi kan blive helt enige om, at Grundtvig fortjener en plads også i fremtidens pædagogik – en hel del mennesker har simpelthen ikke fattet, at hans opgør med Den sorte Skole var en kamp for HØJERE faglighed med fokus på det, der faktisk var vigtigt for folk i fremtiden snarere end “flovt kæleri”, som han nok ville have kaldt store dele af vore dages pædagogik.
Mvh
Christoffer Harder
P.S: Og så bare for en ordens skyld fra pedanten her: “Få har for meget og færre for lidt” stammer nu fra “Langt højere bjerge” – den sang, der også har linjerne om “ved jorden at blive, det tjener os bedst”.
Det sidste citat stammer derimod fra “Kærlighed til fædrelandet” med de berømte linjer om “kærlighed gør blind”. Grundtvig sagde og skrev mange ting, der strittede i mange retninger, men de to citater står nu ikke i den samme sang.
For f…… jeg ser lige, at pedanten alligevel har citeret forkert – ok, pedanten retter lige sig selv og undskylder: Det berømteste citat fra “Kærlighed til fædrelandet” er det om jordens riger, der står og falder med kærlighedens ild, hvad verdensmagten end vil.
“Kærlighed gør blind” stammer derimod fra “Nu skal det åbenbares” – en anden Grundtvig-sang, der kan anbefales.
Mvh
Christoffer
Hej Christoffer,
Tak for dit indlæg. jeg skriver et svar senere. Jeg ville bare lige sige, at jeg godt ved, at citatet kommer fra “Kærligheden til fædrelandet” (som jeg også linker til), og den med få har for meget er fra Danmarks Trøst. Men det var nok det lille ‘også’, som ikke burde have været der – det er rettet nu, tak 😉
mvh
Lars
Man kan diskutere om det er den offentlige styring og velfærdsstatens skyld, at folkeskolen i stigende grad svigter sin opgave overfor dem, som den egentlig er sat i verden for at tjene (resten skal jo nok klare sig selv). Der er sådan set ikke nogen nødvendighed i det og man kunne godt forestille sig, at med stærkere faglighed ville skolen være bedre rustet til opgaven.
Der er imidlertid også en række faktorer, som ikke direkte har noget med skolen at gøre, som trækker i den forkerte retning, nemlig den passivitet, som velfærdsstaten har fremkaldt hos børnenes forældre, der i stadig stigende grad (for de svages vedkommende), simpelthen fralægger sig ansvaret – og politikerne er villige til at tage imod det. For nylig hørte vi fra Mette Frederiksen, at det burde være en offentlig opgave at sikre børnene sunde madpakker. Så er vi vist derude, hvor det slet ikke længere er forældrenes børn, men det offentliges. Problemet er imidlertid, at det offentlige generelt ikke er særligt gode til at varetage det ansvar. Andre grupper er så i langt højere grad deltagende i skolearbejdet, og gør alt for at skolen skal sørge for lige netop deres børns behov – men uden at de selv kommer til at betale for det. Det gør at kravene stiger, uden de bliver bakket op af penge. Et privat system giver et mere direkte forhold mellem krav og betaling.
Hvor vil jeg hen med det? Jo problemet er, at uden aktiv opbakning og stimulation fra forældrene, så tror jeg ikke børnene kommer langt i folkeskolen. Børn følger i det store og hele deres forældres eksempel, og passive og opgivende forældre giver passive og opgivende børn. En del af grunden til at folkeskolen tidligere har haft en relativt stor succes med rent faktisk at uddanne befolkningen har givetvis været, at der var meget stor folkelig opbakning bag skolen, både fra socialdemokraterne og arbejderbevægelsen, men også fra højskolebevægelsen (en del af grundtvigianismen var jo i øvrigt også friskolerne, hvor forældrene selv tog ansvaret og skabte skolen). Det var dengang hvor man stadig regnede det for problematisk at blive forsørget af det offentlige, og man satte en stolthed i at klare sig selv.
Men vi står i dag med en generation af børn, hvis forældre ikke længere er myndige og ansvarlige eller føler at de har nogen indflydelse på deres eget liv, men forsumper på livsvarig offentlig forsørgelse. Heller ikke skolen til deres børn skal de betale for eller gøre noget ved – den dumper bare ned i skødet på dem. De er ikke i stand til at lægge det pres på skolen som skal til for at få den til at præstere ordentligt. De skal jo i øvrigt også være høflige, for folkeskolen er en gave fra staten til folket, især til ‘de svage’. Hvordan siger man nej tak til en gave?
Med et privat system ville presset være et helt andet – og det fungerer jo det allerede til dels, så voldsomt som de private presser folkeskolen. Er jeg den eneste der mener, at det er en skandale, at Per Bregengaard stadig (ikke lang tid endnu, forhåbentlig) er skoleborgmester? Havde manden præsteret den samme ansvarsforflygtigelse i privat regi var han blevet fyret omgående. Men i det offentlige forsvinder ansvaret, både fra det offentlige og fra den der modtager. Det kan ikke føre til andet end stigende priser (den danske folkeskoler er verdens dyreste), og faldende kvalitet (pisa-undersøgelsen).
Man kan naturligvis godt rent teoretisk forestille sig en genvitalisering af folkeskolen, men der skal andet og mere til end forældredeltagelse i skolebestyrelser, der hurtigt kan gøre mere skade end gavn, når en tilfældig forældrepsykopat skal spille Kong Gulerod med de beføjelser der nu dumper ned fra himlen. Ansvaret opstår kun for alvor, når man selv er med til at betale, sådan fungerer det nu engang.
Mere Grundtvig synes jeg i øvrigt lyder fint, uden at jeg dog skal lege ekspert på manden. Men min interesse for de gamle danskere er stærkt stigende, kan jeg da i øvrigt konstatere, uden jeg af den grund er sentimental eller nostalgisk på fædrelandets vegne.
Thomas:
“Ansvar, smansvar
selvstyre er velstyre”