Gæsteindlæg af Caroline Nellemann, stud.scient.soc.
ENDNU engang sidder jeg tilbage med en følelse af frustration over den kvælende enighedskultur, jeg konstant møder i den akademiske verden.
Som studerende tog jeg forventningsfuld af sted til konferencen New Media in the Middle East på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet den 31. oktober til 1. november. Jeg håbede der ventede mig en fordomsfri og pluralistisk debat om medierne i Mellemøsten, men blev slemt skuffet.
Der manglede ikke interessante oplæg, men der var en klar tendens til at oplægsholderne og deltagerne var rystende enige om, at USAs og Israels politik generelt er imperialistisk, at Irak-krigen var en stor fejl og at globaliseringens strømninger fra Vesten kun fører til McDonaldisering og pornoficering af samfundet, tab af moral og oprindelig identitet.
Som studerende på et dansk universitet kom disse fordomme – desværre – ikke som en overraskelse. For det er faktisk alt hvad jeg har lært gennem min studietid: Det er altid Vestens (især USA og Israel) og »den nye regerings« skyld. Jeg blev på konferencen blandt andet præsenteret for udtalelser om Præsident Bush som »stupid« fra en amerikansk oplægsholder efterfulgt af latter og positive tilkendegivelser fra forsamlingen. For hvem ville dog anfægte dét udsagn?
Til konferencen havde arrangørerne inviteret Mirjam Gläser fra den uafhængige organisationen, The Middle East Media Research Institute (MEMRI), der har til formål at oversætte en række medier i Mellemøsten, hvorefter materialet er tilgængeligt på deres hjemmeside.
Gläser belyste ud fra en række eksempler på, hvordan arabiske medier spiller på offermentalitet og antisemitisme. Så snart oplægget sluttede og spørgerunden begyndte, var der en oprørt, emotionel stemning i salen. Destruktive kommentarer regnede ned over Gläser, og antydede blandt andet, at hun havde skjulte motiver eller interesser.
På et tidspunkt måtte ordstyreren Mehmet Ümit Necef gribe ind og sige fra overfor flere personlige angreb fra forsamlingen. En stor del af kritikken gik ikke på substansen i oplægget, men på terminologiske ligegyldigheder som »semitismes« betydning som en samlet betegnelse for de semitiske sprog, der således også inkluderer arabisktalende.
Derfor blev antisemitisme med reference til jøder sammenholdt med antizionisme, og der blev derved sat lighedstegn mellem jøde og zionist – og er du zionist er du i mod os.
Der blev sat tvivl ved sagligheden ved Gläsers metodiske tilgang: Var det overhovedet muligt at udlede noget som helst ud fra en så selektiv metode? Repræsenterede de valgte eksempler ikke blot en ubetydelig del af det samlede mediebillede? Og i øvrigt havde israelske og vestlige medier ikke racistiske udtalelser og illustrationer af arabere?
Det interessante er imidlertid, at Jakob Feldt fra Center fra Mellemøststudier tidligere havde holdt et lige så sagligt oplæg om israelsk identitetskonstruktion ud fra en enkelt dokumentarserie fra israelsk tv. Ikke en eneste fra forsamlingen stillede spørgsmålstegn ved Feldts metodiske tilgang som var identisk med Gläsers.
Det er åbenbart i orden at forholde sig selektivt til israelske medier, men ikke at gøre det samme i en arabisk kontekst. Alt i alt en beskæmmende oplevelse, hvor følelser og forudindtagede meninger trådte i stedet en frugtbar, akademisk dialog om de arabiske mediers rolle for den arabiske identitet.
Oplevelsen har desværre endnu engang bevist, at jeg er studerende i et meget ensidigt, konsensussøgende, akademisk miljø med en forfærdelig masse rygklapperi, hvor der ikke er plads til meninger ud over, hvad der per definition er politisk korrekt.
Problemet er at det bliver taget for givet, at alle har den samme holdning. Ikke blot er det ufrugtbart, men også farligt idet det isolerer en hel gruppe vigtige forskere, undervisere, studerende og mediefolk i et forum, hvor stemmer der har en modsat holdning ikke er velkomne.
Der er ikke plads til dem der støttede krigen i Irak, stemmer til højre for midten eller på anden måde træder uden for den kvælende enighed. Velkommen til den danske akademiske virkelighed.
[Også bragt i Weekendavisen, 11. november 2005]
Glimrende indlæg, Caroline. En kommentar – personligt havde jeg protesteret, hvis en oplægsholder havde kaldt Bush ‘stupid’. Men i den aura af sammenspisthed kan jeg godt fornemme hvordan det er svært at komme til orde.
Prøv at høre hvordan den samme dirkurs er fasttømret på statsradioen finansieret af tvangsopkrævne licenskroner i indslaget “Plame-sagen sætter fokus på Irak-lobby”. 7 minutters Lars Møller Rasmussen-indlæg, hvor man bl.a. lærer at “næsten alle neokonservative er jøder” og – lettere oversat – at det nok ikke bare er de neokonservative der er ‘bagmænd’, men nogle andre (den store jødekonspiration?) og at det hele nok bare handler om at indfri israelske højreorienteredes ‘vildeste fantasier’…
Indslaget indledes med at drage en parallel mellem sigtelsen af Libby og et af de første vundne slag mod nazismen ved El Alamein som krydres med Churchills kendte citat “”now this is not the end, it is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning”…
http://www.dr.dk/orientering/or_MP/2005/ark0544.shtm
http://www.dr.dk/orientering/Or_MP/2005/RAM/o051102a.ram
MVH
Jakob
Hej Jakob,
Tak for kommentaren. Jeg håber Caroline også får tid til at give en gen-kommentar en af dagene, men jeg vil da lige sige for mit eget vedkommende, at jeg efterhånden bare er begyndt at ryste overbærende på hovedet over Orientering, men hvis de nu skal til at snakke om jøder og lobbyer, så er den altså gal.
mvh
Lars
Lars,
jeg ville også gerne kunne ryste overbærende på hovedet af Orientering – som jeg gør ad “Arbejderen” eller “Faklen” (hint: associationstrick 😉 ). Jeg har dog svært ved det, når jeg har erfaret, at det er der mange får deres verdenssyn fra. At man er tvunget til at finansiere det ikke mindre end absurd.
Lyt endelig til indslaget. Ærligt talt måbede jeg, da jeg hørte det. Måske er jeg for fintfølende (mener jeg nu ikke jeg er i dette tilfælde), men døm selv.
MVH
Jakob
Bedre sent end aldrig! Tak for din kommentar, Jakob – og nu har jeg endeligt fået lyttet til indslaget på P1, hvor jeg er mest rystet over kommentaren: ‘næsten alle neo-konservative er jøder’, hvilket i princippet ikke er en væsentlig information. Hvorfor ikke bare forholde sig til neo-konservatives politik, i stedet for at beskæftige sig med om de er jøder, muslimer eller midaldrende kvinder fra Minnesota?
Et andet eksempel på det ovenstående er igen fra konferencen ‘New Media in the Middle in the Middle East’. Her forsvarede Jakob Feldt, forsker fra Center fra Mellemøstestudier på Syddansk Universitet, MEMRI’s udsendte Mirjam Gläsers oplæg om arabiske medier. I pausen overhørte jeg folk spørge om Jakob Feldt var jøde. Underforstået – hvorfor ville han ellers forsvare ‘den zionistiske konspiration’?
Mit indlæg i sidste uges Weekendsvis har i denne uge udløst en kommentar fra Poul Verner Laursen i Beder, der skriver at MEMRI på ingen måde kan betragtes som uafhængig, da ‘Le Monde Diplomatique’ skriver at MEMRI er ‘et amerikansk baseret propagandaforetagende grundlagt i 1998 af den tidligere oberst i den israelske sikkerhedstjeneste, Yigal Carmon’, og at der helt klart er tale om ‘et propagandaforetagende, der har til formål at understøtte Israels synspunkter i den mellemøstelige konflikt.’
Jeg er sikker på at Poul Verner Laursen mener at have objektiviteten på sin side og betragter ‘Le Monde Diplomatique’ som en del af en objektiv sandhed. Hvad en person fremstiller som objektivt, vil en anden opfatte som en ren subjektiv vurdering.
Poul Verner Laursen anfægter min defintion af ‘uafhængig’. Med min beskrivelse af MEMRI som en uafhængig organisation, mener jeg at det er organisation, der er uafhængig fra et statsapparat. Ligesom man betragter NGO’ er som uafhængige organisationer (selvom de for manges vedkommende financieres af staten især i en dansk kontekst).
Uafhængighed er ikke det samme som neutralitet, for selvfølgelig har alle organisationer en dagsorden, ligesom alle medier mere eller mindre bevidst har en klar politisk linie.
Derfor fastholder jeg at MEMRI er en uafhængig organisation, der ikke kan defineres som et amerikanskbaseret propagandaforetagende, men er et oplysningsprojekt, hvis arbejde er velrespekteret i mange kredse. Fx kan jeg oplyse at lektor i Statskundskab fra Hærens Officerskole Henning Duus har forklaret mig, at han ofte anvender MEMRIs rapporter og arbejde i sin undervisning.
Mvh,
Caroline