I dag i P1s Orientering kunne man høre eksperter forklare, hvorfor Socialdemokraternes udspil til en velfærdsreform ikke vil tiltrække vælgerne. Tiden er for individualistisk, lyder det. Vælgerne er ikke indstillet på ting som “pligt” og “solidaritet”, og derfor gider de ikke være med til at udbygge den socialdemokratiske velfærdsstat (bemærk: den skal hele tiden udbygges, det er aldrig nok). Vi er blevet for egoistiske og interesserer os kun for vores egne projekter. Det er en sang vi har hørt ofte, og den spiller på den dårlige samvittighed og en belærende trussel om at makke ret. Jeg husker kort tid efter regeringsskiftet i 2001 (hvor jeg ikke selv stemte på den borgerlige regering), at Anne Marie Helger forarget og selvretfærdig gøglede sig igennem et musiknummer, som skulle illustrere den nye tidsånd med Anders Fogh i spidsen: “MIG! MIG! MIG! MIG!” råbte hun, mens hun marcherede rundt (sikkert i en strækmarch, det er jo hendes sædvanlige niveau).
Men hvad nu, hvis det hænger anderledes sammen? Hvad nu hvis et flertal af vælgerne bare har indset, at kollektive løsninger slet ikke er løsninger, men problemer? At velfærdsmodellen har spillet fallit og skaber tabere i stedet for at hjælpe dem. Før 1973, krisen og de massive bistandsprojekter, der fulgte, var stort set ingen mennesker i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst. Der var nemlig ikke nogen overførselsindkomst. Lå de så og døde i rendestenen? Nej. De var i arbejde og klarede sig selv.
I dag er næsten en million uden for arbejdsmarkedet, på trods af at vi befinder os i et økonomisk boom. Det virker ikke troværdigt, at andelen af mennesker som er handicappede eller fra naturens side på anden måde er uarbejdsduelige, skulle være steget fra et par procent i 60’erne til 30 procent i dag. Skal vi virkelig tro på, at andelen af ‘nedslidte’ er så meget større i dag, når folk i 60’erne havde været på arbejdsmarkedet siden 20’erne, hvor det var rigtigt hårdt at gå på arbejde – og alligevel arbejdede til de var 67? Nej, i stedet er folk blevet holdt fast (eller har valgt at lade sig holde fast) af overførselsindkomsterne. Det er ikke krisen, der har skabt arbejdsløsheden, for der er ingen økonomisk krise længere. Det er velfærdsstaten, der har holdt folk fast i taberrollen. Der er masser af jobs, men ingen som kan bestride dem. De er gjort uarbejdsdygtige – ikke af et hårdt liv på arbejdsmarkedet, men af et liv uden for arbejdsmarkedet. Hvad nu hvis man i virkeligheden er solidarisk med de svage, når man siger: “ikke mere”. Skær ned, lad folk klare sig selv. Det kan de sagtens.
Den uudsagte præmis i socialdemokraternes forslag er jo, at udgifterne til velfærd altid vil stige, idet Thorning & Co. vender sig imod skattestoppet. Det er logisk nok: der er ingen grænser for gode projekter, man kan bruge kræfterne på: Endnu mere til børnepasning, endnu mere til aktiveringsprojekter, endnu mere til plejehjemmene. Men måske har vi bare indset, at ‘velfærd’ det er ikke kun, når det offentlige bruger penge. Velfærd er også, når man køber tøj til sine børn – for egne penge. Velfærd er også, når jeg tager mig tid til at besøge min kærestes bedstemor på plejehjemmet. Velfærd er også når jeg køber en sygeforsikring til mig selv – helt privat, uden det offentliges indblanding. Ressourcerne kan nu engang kun bruges én gang. Enten på det, vi selv mener er velfærd, eller på det politikerne mener er velfærd (eller dvs. 60 % af ressourcerne, når det offentlige bruger dem – resten forsvinder i administration).
Velfærd er det ikke mindst, når jeg melder mig ud af fagforeningen og A-kassen, fordi jeg ved, at jeg nok skal klare mig selv, at jeg er sund og rask og ikke har brug for deres offentlige velfærd. Velfærden klarer jeg selv, helt privat, både for mig selv og mine nærmeste, og for de mennesker, jeg har mulighed for at hjælpe andre steder. Det kræver også ressourcer – og de ressourcer staten har taget fra mig, kan jeg ikke selv bruge på velfærd. Gør det mig til egoist at ønske, at jeg har ressourcer til mig selv, til mine nærmeste og til andre jeg ønsker at hjælpe – jordskælvsofre, hjemløse eller uddannelsessøgende i Ghana? Jeg er ikke egoist, ikke materialist og ikke grådig. Jeg er ligeglad med at være rig, køre i en dyr bil eller spise gåseleverpostej. Jeg vil bare gerne have lov til at bestemme selv.
Passer det derfor, når både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti mener, at regeringens udspil til forringelse af efterlønnen er ‘for barskt’? Næh, tværtimod. Det er deres manglende vilje til at skære ned, der er for barsk – for os andre. Det er barskt for os, der skal betale for, at politikere gerne vil give andre menneskers (vores!) penge til udvalgte vælgergrupper, og tilmed være så frække at lade som om det er en ‘gave’. Det er ikke nogen gave, det er en overførsel af penge fra en gruppe af mennesker til en anden, og det er barskt for os, der mister ressourcer, som vi kunne have brugt på velfærd. Det er barskt, og det har været barskt længe. Det skal det åbenbart blive ved med at være, hvis det står til Socialdemokraterne.
Især forslaget om mere hjemmehjælp til ensomme gamle underede mig. Nu kan man endda være så doven at man får staten til at besøge sin bedstemor. Det er da et ynkeligt menneske der har fundet på det foreslag.
Samfundet i dag ville nok havde set ret anderledes ud hvis Socialdemokraterne havde holdt fast i “gør din pligt, kræv din ret”, istedet for (sammen med resten af folketinget) at bygge en mastodont op omkring “yde efter evne, nyde efter behov”. Et slogan jeg hader da selve essensen ligger i at være så doven som muligt, samtidig med man tigger og ynker sig til at få dækket sine behov af andre.
Så sandt, Lars!
Som Frédéric Bastiat engang skrev: “Staten er den store fiktion, at vi alle kan leve på andres bekostning.” “Den store fiktion” er helt korrekt med til at fjerne det personlige ansvar. Velfærdsstaten kalder på den menneskelige svaghed, der hedder at læne sig tilbage eller op ad andre. Det er for anstrengende at tage sig selv alvorligt og lettere at tage let på sig selv. Men når en sådan adfærd bliver subsidieret og måske endda opfordret, så ender man i et lommepengesamfund, hvor fornemmelsen for det personlige ansvar er forsvundet og man i stedet forventer – eller oftere; kræver – at få store summer lommepenge udleveret af staten. Velfærdsstaten gør på denne måde stadig flere danskere til skrøbelige og afhængige individer, som er ude af stand til at klare sig selv. Velfærdsstaten er kort og godt blevet indbegrebet af en ny og foruroligende kultur, der befordrer svaghed og fortrænger personligt ansvar! Øv!
Der er flere ting som falder mig i øjnene. For det første er der jo pt. ikke et flertal der går ind for en mindre stat. K og R er vel de eneste som reelt gør det. Om V gør, tja, ikke rigtigt vel, det vil jo tvinge for mange til at modtage ministerpension for hurtigt. At forskellige meningsmålinger viser at folk gerne vil betale mindre i skat er jo selvindlysende. Sådanne undersøgelser er jo først rigtigt sjove hvis interviewpersonerne samtidigt bliver spurgt om de vil have mindre Stat. Det vil de færreste. Det er vel der, de fleste der læser dette site, skilder sig ud fra mængden.
For det andet, så er jeg kategorisk uenig i din fremstilling af DK op til oliekrisen. Som jeg forstår det korrekt, så siger du at de vilde 60’er på arbejdsmarkedet skyldes manglen på alternativ overførsel fra staten? Arh. Det er nok lige at stramme den noget. Sat på spidsen, hvorfor var der så høj arbejdsløshed i 1930’erne i USA? Der havde folk ikke alternativ indkomst i form af statsstøtte. Fylder sikkert for meget allerede, så en kritik af din opfattelse af forsikringsprincippet forsvinder bag deleteknappen.
Lækkert indlæg!!
Til Mads Keller
” Sat på spidsen, hvorfor var der så høj arbejdsløshed i 1930?erne i USA? Der havde folk ikke alternativ indkomst i form af statsstøtte”
Arbejdsløsheden i 30’ernes USA var skabt af staten, den har ikke noget af gøre med at der ikke var nogen høj bistand. Depressionen var i højere grad en konsekvens af det kreditboom som var skykd i de brølende 20’ere, se evt. http://www.mises.org/rothbard/agd.pdf
Rasmus: Det er meget muligt, men faktum er jo at de ældre _er_ der..hjemmehjælp eller ej…og flere ville leve endnu mere kummerligt end tilfældet er nu, hvis ikke der var hjemmehjælp. Nu vil du så sige, at hvis hjemmehjælpen ikke var der, så ville folk selv tage sig af deres gamle forældre. Jeg tvivler…Der er allerede nu mange der kun får en lille halv time om ugen…Hvilket ikke er anstændigt! Alligevel ser de ikke noget til deres familie.
Lars: Din fortolkning af velfærd gi’r jeg ikke meget for. Det er muligvis velfærd i dine øjne…men du kan jo,- mange kan ikke! Er det den amerikanske model du gerne ser implementeret i DK?
Madsen, dit svar peger lidt på det jeg mener om hvor skæv hele diskussionen er: Er det kun det offentlige, der kan udbyde hjemmehjælp, eller skabe velfærd? Nej, allerede i dag køber folk sig privat til yderligere ydelser end det, som det offentlige udbyder. Hoveddelen af den pension du som gammel skal leve af, står givetvis allerede nu i en mere eller mindre privat pensionsordning. Det er den, du skal betale din fremtidige velfærd med. Forskellen er udelukkende antallet af udbydere og mængden af tilskudsordninger.
Der vil naturligvis findes privat hjemmepleje og plejehjem, hvis det offentlige ikke udbyder dem, ligesom private vil tilbyde alle mulige andre løsninger, man måtte efterspørger – som de allerede gør i dag, hvor 400.000 mennesker har en privat sygeforsikring, fordi den offentlige er for dårlig.
Spørgsmålet er, hvem der betaler og dermed hvem der bestemmer hvordan ydelserne skal se ud. Sparer du ikke op til din pension? Jamen, det er med en del af den, at du (allerede nu) skal betale hjemmehjælp, alderdomshjem og meget andet. Hvis staten lod være med at konfiskere så mange af dine penge i skat, så ville du have endnu bedre mulighed for at planlægge dine egne løsninger, når du blev ældre.
Hvilken fortolkning af velfærd giver du? Er det kun velfærd, når der er tale om fordeling af skattemidler? Kan man ikke købe velfærd til sig selv eller til andre? Er det velfærd, når det offentlige opkræver mig skat og giver mig henved 60 % tilbage i den offentlige sygekasse, når jeg skal til lægen, men ikke velfærd, hvis jeg har en privat sygeforsikring?