Godt i forlængelse af vores nye podcast på Djævelens Advokat bringer Jacob Mchangama i dag hos Punditokraterne en længere undersøgelse af den formørkede og ufrie periode i den danske historie, som går under navnet Den lutherske ortodoksi, hvor man i 1600-tallet forsøgte at gennemføre kristendommen ved lov, med tvangsdåb, hekseafbrændinger og andet godt. Et godt modspil til de mange kulturkonservatives hævdelse af en afgrundsdyb kløft mellem frigørende religioner som kristendommen og lovreligioner som islam, der nødvendigvis må ende i totalitær undertrykkelse. Et lille udpluk, der viser at frihed og kristendom ikke nødvendigvis går hånd i hanke.
1600 tallets religiøse ortodoksi, der mere end flirtede med kristendommen som lovreligion, må siges at være en særdeles effektiv historisk tilbagevisning af den krarupske påstand. En påstand som hævder at der ikke kan føres kristen politik, indføres kristne love og at kristendommen i sin natur står i modsætning til fundamentalisme. Denne epoke må endvidere også i bredere forstand siges, at rokke alvorligt ved den danske luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative. Protestantismen var ved dens indførsel således ikke venligt stemt overfor “oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter”, som Kasper Støvring gør gældende. På mange områder var protestantismen direkte fjendtligt indstillet heroverfor (med Luthers stærke anti-semitisme og modvilje mod homoseksuelle som et andet godt eksempel). Ligeledes må der sættes alvorligt spørgsmålstegn ved påstanden om, at protestantismen har en iboende skepsis overfor autoriteter. For rigtigt nok gjorde man med reformationen op med Pavens ufejlbarlige magt, men samtidig konsoliderede man kongens magt kulminerende med indførslen af enevælden i 1660.