Når sandheden skal frem

I morges på vej til arbejde hørte jeg Poul Friis på P1 interviewe Jørgen Hoppe, formand for fagforeningen HK Handel. De skulle drøfte det mærkværdige paradoks, at selvom der i øjeblikket er 30.000 ubesatte stillinger i bl.a. detailhandlen var der alligevel 135.000 personer som var ledige i mere end tre måneder sidste år indenfor de fagområder, hvor der mangler arbejdskraft. Manglen er endda så stor, at banksektoren nu er begyndt at ansætte folk med uddannelser fra detailhandlen, fordi de ikke kan få fat i kvalificerede folk. Selvom der altså er en masse arbejdsløse med en passende uddannelse.

Hoppe og Friis var begge enige om at råbe ‘markedsfejl‘ efter det ubehagelige paradoks. Grunden til at arbejdspladserne ikke bliver besat, er simpelthen, at de ikke er attraktive nok. De ligger på dårlige tidspunkter eller er til minimumsløn. Derfor burde arbejdsgiverne give bedre løn og arbejdsforhold for at tiltrække folk, mente Hoppe. Han råbte endda på at ‘markedskræfterne’ skulle komme i funktion. Og han ville muligvis have ret på et frit arbejdsmarked med fuld beskæftigelse, men han overser et par ting. For det første er der ikke fuld beskæftigelse i Danmark, og arbejdsgiverne kan dårligt forvente andet end, at et job på overenskomstmæssige minimumskrav skulle være rigeligt til at lokke folk, som slet ikke har noget arbejde. For det andet kan man i øvrigt ikke automatisk regne med, at lønnen bare skal op. Måske forventer arbejdsgiverne ikke, at de kan få mere ud af den ansatte end de 90 kroner i timen eller deromkring. De arbejdsløse er muligvis unge folk helt uden joberfaring, og de er næppe mere værd (hvilket jo er en af grundene til, at minimumslønninger skaber ungdomsarbejdsløshed). Så måske burde Hoppe hellere kalde på nogle flere markedskræfter i den anden ende af ligningen: nemlig ved at se på, at overførselsindkomster for mange mennesker tydeligvis er for attraktive i forhold til at arbejde.

Det var så Hoppe og Friis’ vinkel, men det mest banebrydende – som så ofte før i P1 – var i grunden alt det, som ikke blev sagt, og de grundlæggende antagelser, som lå bag. Det mest utrolige var jo i grunden, at Hoppe simpelthen direkte indrømmede, at de arbejdsløse bare ikke gad de jobs, som blev tilbudt. Tidligere plejede vi jo ellers at høre, at der slet ikke var nogen jobs, men nu er der jobs nok. Nu er jobsne bare ikke gode nok til de arbejdsløse. De fortjener bedre, mener Hoppe. Det gør de muligvis også. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Til gengæld må jeg altså konstatere, at en fagforeningsboss for åben mikrofon klart indrømmer, at hans arbejdsløse medlemmer ikke er i arbejde, fordi de simpelthen ikke har lyst til at tage det arbejde, som bliver udbudt – selvom det er indenfor deres faggruppe. De vil gerne have mere i løn og bedre arbejdstider. Ja, det vil vi jo alle sammen, men det er altså ikke det, som er – eller måske rettere burde være – meningen med overførselsindkomster: Her hjælper man folk, der ikke kan forsørge sig selv. Ikke folk, der ikke gider forsørge sig selv.

Det allermest mærkelige var jo i grunden, at Friis slet ikke bed mærke i Hoppes bagvedliggende og ubehagelige præmis, at hans medlemmer har ret til at få skatteborgernes penge indtil de finder et job, som behager dem. Friis mener måske også, at man har ret til et ‘godt’ arbejde, det skal jeg ikke kunne sige, men sit fra min vinkel er det tænderskærende vanvittigt. Jeg har ikke problemer med at give midler til handicappede eller sindslidende eller i ekstreme tilfælde til ellers raske folk, der er ved at dø af sult. Men at blive tvunget til gennem staten at støtte en flok arbejdsløse, som ikke gider tage det faglærte arbejde, de bliver præsenteret for, og som de er velkvalificerede til, det er simpelthen at være til grin for sine egne penge. Men sådan er det vel i grunden at være dansk statsborger. Skammeligt.