Ny Alliance over midten

Det er meget interessant med Khader, Samuelsen og Seebergs nye parti. Jeg er helt enig i, at det er rigtig dårlige nyheder for Liberalisterne, men i øvrigt tror jeg, at partiet Ny Alliance er godt nyt for det borgerlige Danmark: Et “anstændigt” borgerligt parti, der også går ind for skattelettelser.

Partiet bliver nok en kende for midtsøgende for min smag (de kalder sig selv “socialliberalister og socialkonservatister”, hvilket vel er sådan ca. 50-50 af godt og skidt), men jeg kunne såmænd godt overtales til at sætte krydset ved Khader, hvis det kan medvirke til at reducere Dansk Folkepartis indflydelse – uden det samtidig betyder endnu værre socialister ved roret end de nuværende.

Pariet har i øvrigt allerede en hjemmeside. Så partistiftelsen var nok ikke lige noget, trioen fandt på i en weekendbrandert. Referat fra pressemødet i dag kl. 13.30 kan læses på Khaders hjemmeside.

Liberalisternes udmærkede formand Torben Mark Pedersen har i øvrigt allerede formuleret et gensvar til Ny Alliance. Jeg er sådan set helt enig med ham (og er også medlem af partiet), men jeg ved ikke, hvor mange andre borgerlige, der har det sådan.

3 tanker om “Ny Alliance over midten”

  1. Al respekt for Liberalisternes og deres intentioner, men lad os nu tage et kig på elefanten i værelset; hvor meget har de gjort ud af at profilere sig udadtil i medier og andre offentlige sammenhænge?

    Jeg tør ikke tænke på, hvilket parti, der havde eksisteret, hvis Lars Løkke ikke på bedste magtmanipulatorisk vis havde syltet godkendelsen af deres navn gennem godt halvandet år – der er blandt andet stadig et pinligt rungende <i>”Liberalisternes […]politik forventes klar inden udgangen af 2006″</i> under miljø og uddannelse, og jeg mener endda at huske, at der engang var en ‘forskning’ under deres principprogram. Sammenlignet med andre partier kan de sagtens klare sig uden en artikuleret miljø- og uddannelsespolitik – eller nogen overhovedet – men det er da fjoget at påstå, at de har en mening om det. Har de tænkt sig at vente til 2008 med at brage igennem og for alvor lancere sig selv eller hvordan?

    Dertil skal vi tilføje nøleriet med at finde en partilederkandidat, der, efter afsløringen af Søren Pind-konspirationsteorien og den eklatante misforståelse, der fulgte efter Weekendavisen-artiklen, sev fuldkommen ud i sandet. Det er mildest talt svært at finde ud af, om Liberalisterne stadig gør sig ambitioner om at opføre sig som et officielt parti (og komme over spærregrænsen).

    Jeg indrømmer gerne, at jeg som regel ikke kan se DR2, så det er muligt, at vi ser Torben Mark Pedersen optræde som vismand eller Deadline-debattør fra tid til anden, men det billede, jeg har af Liberalisterne, er et eller andet mærkeligt underground-foretagende, der i bund og grund er et pundit-/blogpanel frem for noget, der minder om et reelt parti – personligt er jeg nødt til at frekventere deres hjemmeside manisk hver dag og med lup undersøge deres kalender, hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbninger om at se, om der nu måtte være en forsamling af den ene eller anden art, så jeg kan få en idé om, hvorvidt partiet rent faktisk er gået nedenom og hjem, eller om de stadig møffer videre på deres egen højst mærkværdige måde.

    Sandheden er, at Liberalisterne næsten har modarbejdet sig selv i selvpromoveringen, hvilket med Ny Alliances indtog muligvis bliver partiets død – forudsat at partiet overhovedet formåede at føre et reelt partipolitisk liv indtil annonceringen. Ekstremt sørgeligt når de har et fantastisk økonomisk principprogram, hvilket er mere, end man kan sige om Ny Alliance – men hvis de ikke kan få fingeren ud, fristes man næsten til at sige, at det er deres egen fortjeneste – ærgerligt eller ej.

  2. Forresten lader gensvarslinket ikke til at fungere – måske de fortrød?

    Giv endelig et resumé af ordlyden hvis det står nogen af jer klart i erindringen.

  3. Hej Niclas,

    Du har ret i, at Liberalisternes track-record ikke har været imponerende indtil videre (hvilket sikkert også skyldes, at vi liberalister ikke bryder os om politisk parti-arbejde). Og med Leif Mikkelsens skift til Ny Alliance vil det partis profil givetvis også blive endnu mere liberalistisk og skatteorienteret.

    Hvor de tre musketerer primært har profileret sig som “anti DF” er Leif Mikkelsens grund nok det låg, der er lagt på skattediskussionen i Venstre. Men den diskussion er helt åben med udmeldingen om en topskat på 40 %. En udmelding, der i andre sammenhænge ville blive betegnet som asocial og vanvittig, men som altså her skaffer NA 8000 betalende medlemmer på en lille uge.

    Gensvarslinket er ændret, fordi der nu er skrevet et længere gensvar. Det findes <a href=”http://liberalisterne.dk/liberalisterne/index.php?id=0,252,0,0,1,0″ rel=”nofollow”>her</a>. (også rettet i teksten).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *