Ole Birk Olesens bog Taberfabrikken er virkelig overbevisende. Den er faktuelt mættet og velskrevet, og mit største ankepunkt er egentlig, at den ikke er længere. Jeg kunne især godt have tænkt mig nogle lidt længere interviews med de 6 forskellige “tabere”, der står uden for arbejdsmarkedet (dog kun de 5 af dem), for at høre endnu mere om deres livshistorie.
Men interviewsene er virkelig tankevækkende, fordi vi her møder folk på understøttelse på en anden måde end den sædvanlige (dvs. at man stort set ikke møder dem, hvis man ikke er en af dem). Jeg har indtrykket af, at det er meget ærlige interviews, selvom de ikke altid falder ud til interviewofrets fordel, hvor i hvert fald tre af dem helt tydeligt har konstrueret små narrative forløb (muligvis hjulpet af deres socialrådgiver), der forklarer, at det bare ikke kunne være gået anderledes: “når man er i en oprørsk alder så er man jo sådan set kold i røven”, “jeg skal holdes til ilden hele tiden” (og derfor blev jeg dranker) og “man vil nok altid lave nogle [kriminelle] småting, men ikke de store ting.”
Interviewpersonerne virker både forbløffende bevidste om deres situation, samtidig med at de ser sig selv udefra, som om de ikke selv har indflydelse på, hvad de foretager sig. Den hjemløse “Jan” er egentlig den mest ærlige, fordi han siger, at han selv har valgt at blive hjemløs (så slipper han for ensomhed eller en brokkende kone), og at de fleste andre hjemløse i øvrigt også har det fint – de tigger for at få råd til bajere. Undtagelsen er den afghanske flygtning Homa, der vitterligt er fanget af de høje mindstelønninger i Danmark: Hun er intelligent, men taler ikke sproget godt nok til at oppebære den løn, der skal til – og hun vil heller ikke gå på kompromis. Og så selvfølgelig den aspirende musiker “Jesper”, der hellere vil spille musik end arbejde, og han derfor helt kynisk har taget en beslutning om at suge systemet for, hvad den kan trække. Man forstår ham godt, og der er mange danske kunstenere, der tænker på samme måde.
Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at Ole Birk Olesen havde gået lidt i dybden med de seks interviewpersoners forhold til de sociale myndigheder (og for Homas vedkommende også de frivillige i Dansk Flygtningehjælp). Man kan nemlig godt få en mistanke om, at de i høj grad har lært at italesætte deres situation, så de kan forklare den på en tilsyneladende logisk måde: “Så det var ikke lige noget for mig” eller “der sætter jeg grænsen”, så det ikke rigtig ser ud som om, at der er andre muligheder – andet i end nogle flygtige drømme. Hele det selvforhold kunne jeg godt have tænkt mig at høre endnu mere om, sådan som det bl.a. skitseres i bogen At skabe en klient.
Alligevel er “Taberfabrikken” en overbevisende skamstøtte over den danske velfærdsstat, den mest tåbelige og selvdestuktive politiske beslutning siden Christian IVs indtræden i 30-års krigen. For velfærdsstaten er resultatet af en politisk beslutning, hvilket Ole Birk kommer ind på i sin manende afslutning: Det har ikke altid været sådan. Før 1960 var der ingen velfærdsstat og Danmark var et “ultraliberalistisk” land med et skattetryk på 25 %. Men folk lå jo ikke og døde i rendestenen af den grund og de sociale problemer var på mange måder mindre end i dag, og i hvert fald slet ikke så udsigtløse og meningsløse. Dengang kunne man have en drøm om at arbejde sig selv op fra bunden, og for mange mennesker lykkedes det faktisk. I dag har underklassen ingen drømme tilbage, fordi den bliver betalt for at lade være med at skabe sig et selvstændigt liv. Offerrollen belønner sig på kort sigt – men på langt sigt er den ødelæggende både for offeret og for den, der betaler. En sådan nedværdigende og menneskeforagtende behandling kan vi virkelig ikke være bekendt.
Mere debat:
US skriver en kommentar til mit svar till Villy.
Jeg har hørt indslaget nu med Ole Birk og Mette Frederiksen. MF er en dreven debattør, men hun har nogle meget mærkelige sammenligninger: De har også sociale problemer i Frankrig, så der kan jo ikke være noget galt med den danske model. Hallo, Frankrings velfærdsstat er endnu værre skruet sammen end den danske. Der er det fuldstændigt umuligt at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis du ikke allerede er der. Hendes klassiske socialdemokratiske ideer om, at alle der ikke selv kan tjene til føden, skal opgraderes med kvalifikationer, virker også urealistisk – og det er hørt mange gange før. Hvorfor må folk ikke få lov til at arbejde med de evner, de nu engang har? Hvorfor skal man partout dømmes ude og gemmes væk, bare fordi man ikke har samme evner som et faglært LO-medlem? Ja, grunden er bl.a., at folk så ville komme ind og konkurrere med selvsamme LO-medlem, og det bryder man sig ikke om i Socialdemokratiet eller fagbevægelsen. Lighed frem for alt – dvs. alle skal være lige som mig.