Man må næsten håbe, at det er falsk reklame, når politiet lokker med begreber som Empati, Tolerance og Udrykning. Kampagnen er åbenbart et par år gammel, men jeg faldt først over den forleden og blev temmelig forbavset. Det var naturligvis de to første begreber, der sprang i øjnene – og ikke det sidste, der bare virker mærkeligt fejlplaceret (“udrykning” wtf?). Jeg er ikke meget for den mere social-konservative borgerligheds begreber om kulturforfald og feminisering, men det her var alligevel skrap kost. Er det virkelig begreber som empati og tolerance, der er centrale til at beskrive, hvad en politibetjent gør?
Det er da selvfølgelig udmærket at have empati og tolerance, og politiet udfører naturligvis også en vis portion “socialt arbejde”, men den slags kampagner peger i sidste ende på et meget stort kulturelt selvbedrag, som jeg først så beskrevet i Henrik Dahls Den kronologiske uskyld: Nemlig magten, der nægter at vedstå, at den er magt. Dahl beskriver især “Børnehavegenerationens” problemer med at gøre oprør mod stadig mere moderlige og forstående magtinstanser som pædagoger, skolelærere og politikere, der jo kun vil os vores eget bedste og derfor fleksibelt og bøjeligt hele tiden vil forstå og hjælpe os – og som alligevel på en eller anden måde altid ender med at få deres vilje. Der er jo ikke noget mere besværligt end at stå fast imod en magt, der bare siger “Hvad synes du selv?”
Taktikken virker måske i skolen, men at kerneinstanser som politiet nu også skal være definerede ved empati og tolerance er måske at gå for vidt. Hvis det er det selvbillede, politiet har, er det i hvert fald åbenlyst, hvorfor de har ekstremt svært ved at opretholde loven når venstreekstremister, indvandrerbander eller pusherbøller går amok og smadrer alt omkring sig. Empati er jo en fin ting, når man skal irettesætte søde gymnasiepiger (som i et af videoeksemplerne i kampagnen), men når voldsomme optøjer truer selve retsstatens opretholdelse, er det altså på tide at tage staven i den anden hånd.