I går hørte jeg en debat mellem Thomas Adelskov (S) og Sophie Løde (V) om socialdemokraternes forslag om at sætte dagpengebeløbet op til gengæld for at forkorte perioden. Formålet med forslaget skal være at få flere til at melde sig ind i A-kasserne, der i løbet af de sidste år har mistet 100.000 medlemmer.
Et modargument er selvfølgelig, at en forhøjelse af dagpengebeløbet ikke bare vil gøre det mere attraktivt at være i en A-kasse, men også at være ledig. Her leverede Adelskov argumentet om, at dagpengene stadig vil være lavere end lønnen, og det derfor “altid vil kunne betale sig at arbejde”.
Men er det nu også rigtigt? Glemmer Adelskov ikke, at arbejdet har en pris i sig selv, nemlig tabet af fri tid (evt. fritid). Jeg får måske 1000 kroner mere om måneden ved at tage et arbejde, men så får jeg også ansvar og skal tidligt op om morgenen. Det er ikke nødvendigvis en god handel. Penge er jo ikke et gode i sig selv, men kun noget værd som et middel til andre ting. Tid er den egentlige begrænsede ressource, og et tab af tid kræver en betragtelig kompensation. Penge er en sådan kompensation, men tid kan jo også bruges til mange andre gode ting end at arbejde, fx hygge sig med sin familie, spille computer, skabe kunst eller lave nyttigt frivilligt arbejde.
Dette er blandt andet et godt argument for, at det er vigtigt at “stresse” de arbejdsløse og faktisk sætte dem på kurser og til at skrive ansøgninger, selvom det for mange umiddelbart virker nytteløst. For så har de faktisk ikke nogen “fri tid” i stedet for at arbejde, og kompensationsspørgsmålet bliver derfor ikke så stort.
Apropos: Lederen i 180grader i dag.
Opdatering: En artikel i Weekendavisen fik også andre op i det røde felt.