“…og makrellen bliver ved med at spilde af rugbrødet, ned på bordet og ligge der og irritere – i større og større mængder, i en veritabel bunke af rødt fiskekød. Føj! Og knive og gafler falder og klirrer og klinker og jeg forsøger at koncentrere mig om avisen, men det hele bliver ved med at skurre og falde omkuld og selv det bløde fiskekød larmer, BANK, BANK, KLIRRRR, som smadret glas mod min pande. “ÆrjjjG” råber jeg (sådan staves det faktisk). Det er mit indre pattebarn, min indre Kurt Cobain, der igen hyler. Alt irriterer, og det er mine kolde hænder som ikke kan holde på noget. Endnu et offer for den usynlige bølge som forvandlede kulturens ideal fra en voksen mand til en tudende baby: “Buhu! Makrellen driller,” råber jeg igen, og håber at nogen vil tage hånd om den dumme fisk – eller om mig.”
Forfatter: Lars Hvidberg
“Hvad skulle der til for at gøre mig til optimist? Var det noget jeg manglede, noget jeg oplevede? Var det bare dig? Var det en køligere og lettere luft som fjernede melankolien fra mine græske kropsvæsker? Dovenskab? Alder? Var det et bestemt katalog af oplevelser, en bestemt rækkefølge af oplevelser – først det, så det – og nu det? Var det bare økonomi, bare konjunkturerne, en usynlig hånd, der sådan kom ind og pillede lidt ved DNA’et? Hvad det end var, så var det sgu på tide.”
“Livet er for kort til alt andet end følgende aktiviteter: Skrive, arbejde, elske, læse. (Dette er dog ikke en prioriteret rækkefølge).”
“Der findes kun én moralsk regel, én etisk retningslinje, der er gyldig og relevant, og det er Kants kategoriske imperativ – populært:
“Du skal altid være mod andre som du ønsker de skal være mod dig”.
Den er selvindlysende og der kan hverken argumenteres for eller imod.
Hvis du så kommer rendende og påpeger: “Jamen det er det samme, som Jesus/Muhammed/Buddha (indsæt selv valgfrit religiøst forbillede) siger!” – så svarer jeg: “Blind høne kan også finde et korn.””
“M an k
a n gå iii
sty k
k
er”
“Tiden går for ham som for en ballon, der langsomt fiser ud.
Fsssssssst.
Det var så den dag.”
“”Ja, så er det sidste dag”, sagde han og lukkede døren. Udenfor stod masserne og skammede sig. “Hvad gjorde vi galt?”, spurgte de sig selv. Men de gjorde intet galt – de var bare Masserne, og dem kunne han per definition ikke lide. Men hans definitioner har jo også altid været på grænsen til det latterlige.”
“Dagen før, og der er nedtælling af timer. Forestillingen om en befrielse svæver i luften – lige ud for øjenbrynene. Men befrielse er jo sådan en tåbelig forestilling. Der kommer altid noget bagefter som er besværligt. Og er der ikke andre til at undertrykke én så skal man nok gøre det selv. Således tænkte han da han gik ned af trappen. Og midt i “besværligt”, var han lige ved at snuble: “be —- sv-ær –ups–ligt.””
“Jeg tror jeg dør ung”, siger hun og smiler skælmsk. “Hvad er det for noget at sige”, spørger jeg bestyrtet. “Jo, det tror jeg. Jeg dør ung”, siger hun igen og nikker. Hun ser lige på mig med sine mørke øjne. Jeg er en ørken for ord, min hals eksisterer ikke. Så samler hun sin bog op og læser videre. Vender siden halvt til mig og den hånd jeg har rakt ud imod hende. Men hun smiler, hun smiler bredt for sig selv mens jeg, igen, er tæt på at græde.
“Som Poul Nyrup er jeg sejrende. Jeg strækker fingrene ud: “4 dage til!” råber jeg sanseløst ud i morgenlarmen, mens jeg cykler forbi busser, tog, snublende fodgængere.
Men det er ikke en gave som Nyrups fire år. Det er en frist. Men hvad så bagefter? Henrettelsen? Herliggørelsen? Der er ingen garantier, ikke for Nyrup, ikke for mig. Det er de kortsigtede måls tid, i politikken som i privaten; hvilket jo er nogenlunde den samme ting. Kald mig bare Bill, jeg har nemlig intet bagtæppe af trække til side, intet smuds at afsløre; det er alt sammen her på siden. Næsten da.”