“Jeg tror jeg dør ung”, siger hun og smiler skælmsk. “Hvad er det for noget at sige”, spørger jeg bestyrtet. “Jo, det tror jeg. Jeg dør ung”, siger hun igen og nikker. Hun ser lige på mig med sine mørke øjne. Jeg er en ørken for ord, min hals eksisterer ikke. Så samler hun sin bog op og læser videre. Vender siden halvt til mig og den hånd jeg har rakt ud imod hende. Men hun smiler, hun smiler bredt for sig selv mens jeg, igen, er tæt på at græde.