“Han bad om bank og fik bank, han bad om slag og fik slag, han bad om tæsk og fik tæsk, han bad om nederlag og fik nederlag, han bad om stryg og fik stryg, han bad om krabask og fik krabask, han bad om ydmygelser, ydmygelser, ydmygelser og fik ikke andet end ydmygelser. Til sidst bad han i stedet om kærlighed, forståelse og harmoni, og det fik han: kærlighed, forståelse og harmoni. Og dertil må man sige: Sådan kan det gå.”

“Båden sejler, menneskerne flyder, vandet er grønt, glæden blå, og i vinden blæser de stolte fangere, som kæmpe, ligeglade måger og skaber den energi vi forbruger, som vi dén dag forbruger den energi, verden har skabt. Alle med armene ude – fangere såvel som mennesker. Det hele er af metal, bortset fra os og havet.”

“Da jeg først hørte Olatunji-mesteren kunne jeg ikke forstå hans musik. Jeg havde lært at stor kunst skulle være negativ. Skulle brokke sig. Skulle undgå at se nogen mening i noget som helst, skulle behændigt kigge den anden vej når glæden og meningen kom væltende os i møde – som de jo så ofte gør. Og hvor var det naivt, perverst og vulgært ligefrem at lave en hel plade for at sige ‘tak for alt’. Svineri. Jeg var rystet. Men så lyttede jeg efter. Og hørte at det var mig der tog fejl. At De Gamle havde løjet for mig. At de i virkeligheden ingenting vidste. Men at Olatunji-mesterens saxofon vidste alt. Den virkelige kunst er at se alt det onde i øjnene, inklusive leverkræften og den tredje verdens elendighed – og alligevel elske det hele.”

“Er alle vinduer åbne hører man ubestemt summen fra gaden, larmende børn fra gården (ondt, ondt boldspil), hamren, banken, negermusik, larm overalt, og det er umuligt at finde ro. Lukker man vinduerne til gården hører man nu tydeligt det brudne køleskabs snerren, og det er umuligt at finde ro. Lukker man døren til køkkenet bliver gadens støj tydelig, mere banken, knallerter, biler, musikanter (kun ved pinse-karneval), og det er umuligt at finde ro. Lukker man vinduet til gaden, bliver overboens trampende trissen tydelig, klump, klump, klump, hans trebenede sko, hans hvislende kat, hans evindelige boogiemusik, og det er umuligt at finde ro. Lukker man for overboen (baseballbat), lukker alt ude, vinduer, døre, huller mellem gulvets brædder, så står det stadig der: det lille klikkende, dumme æggeur, formet som en pingvin – og det er umuligt at finde ro.”

“Hvordan vil de fortsætte? Sæt kryds.

Jeg fortsætter med samme fart, ca. 5 kilometer i timen.

Jeg advarer med horn og lygter.

Jeg drejer til højre med det samme (gør aldrig noget med det samme!)

Jeg sætter hastigheden op.

Jeg giver plads til indfletning fra bilen til højre.

Jeg regner med at bilen til venstre fortsætter.

Jeg venter med at køre til betjenten ser på mig. Da kører jeg ham ned.”