“Den lille skovtrold vinker fra podiet. Nu har han fået nok af al den jubel. “Nu må I godt holde op”, siger hans vinken. “Vil I ikke nok?”, vinker han igen. Og så går han. Og vi griner bedårede af den bedårende gestus – hvor er han dog kær – og ved slet ikke at det for ham er en KRAFTanstrengelse, og at sådan en mængde jubel og larm og opmærksomhed koster en skovtrold mindst en måneds ro i træernes dyb, bare for at komme sig sådan lidt. Hvor modigt at give os sådan en gave. Stakkels skovtrold, tak fordi du kom.”

“Men hvis hvid er farven på renhed og klarhed, så er sort det frodige, det hengemte, det der vokser; som en kartoffel, som en lystenhed, som såsæd, som en virus i mørke rum (lejrskolens forkølelser, vind og vejr og pusten i kolde haller) – HER ulmer det, som man siger, og bliver rødt og senere hvidt. Det er kokosnødeffekten; den sorte vil være hvid – og den hvide kommer af det sorte. Som Europa forholder sig til Østafrika, forholder jeg mig til mørket i min mave.”

“Alt er hvidt omkring mig og hvid er farven på sandhed, på renhed, på klarhed, ligesom sort er farven på det modsatte – det dunkle, det dystre, det ubestemte (hvor var det nu jeg lagde den kuglepen?), det det som ingen vil lege med.

Og alt er hvidt og alt er lyst og selv inde i blodet er der lyst op af solen – solen, som ganske vist er gemt væk et sted bag den forhøjede stenhorisont, men alligevel er dér og farver mig hvid. Hvid er jeg.

Hvorfor ved jeg så ikke, hvorfra disse ord kommer? Var de i blodet, i lyset, i fingrene, i computeren? Eller kom de fra et mørke som jeg ikke kan se?”

“Han har den der lidt krukkede landsbytosse-facon som er så typisk for kunstnere uden universitetsuddannelse; sådan lidt sjusket, lidt svappet, taler om sin jakke, lader som om at han ikke rigtigt ved noget, at det hele bare er intuition: “Spørg mig om noget. Jeg har ikke noget at sige.”

Og det er løgn fra ende til anden, for han ved udmærket hvad det drejer sig om, og selvom han hele tiden opfordrer til spørgsmål så skal han altid, når der endeligt kommer ét, lige tale færdig først – for talestrømmen er i gang, intelligensfacismen er i gang, også selvom han kører den der autodidakte svindelkurs. Han ved godt hvad han taler om. Han vil bare ikke indrømme det.”

“…og makrellen bliver ved med at spilde af rugbrødet, ned på bordet og ligge der og irritere – i større og større mængder, i en veritabel bunke af rødt fiskekød. Føj! Og knive og gafler falder og klirrer og klinker og jeg forsøger at koncentrere mig om avisen, men det hele bliver ved med at skurre og falde omkuld og selv det bløde fiskekød larmer, BANK, BANK, KLIRRRR, som smadret glas mod min pande. “ÆrjjjG” råber jeg (sådan staves det faktisk). Det er mit indre pattebarn, min indre Kurt Cobain, der igen hyler. Alt irriterer, og det er mine kolde hænder som ikke kan holde på noget. Endnu et offer for den usynlige bølge som forvandlede kulturens ideal fra en voksen mand til en tudende baby: “Buhu! Makrellen driller,” råber jeg igen, og håber at nogen vil tage hånd om den dumme fisk – eller om mig.”

“Hvad skulle der til for at gøre mig til optimist? Var det noget jeg manglede, noget jeg oplevede? Var det bare dig? Var det en køligere og lettere luft som fjernede melankolien fra mine græske kropsvæsker? Dovenskab? Alder? Var det et bestemt katalog af oplevelser, en bestemt rækkefølge af oplevelser – først det, så det – og nu det? Var det bare økonomi, bare konjunkturerne, en usynlig hånd, der sådan kom ind og pillede lidt ved DNA’et? Hvad det end var, så var det sgu på tide.”

“Der findes kun én moralsk regel, én etisk retningslinje, der er gyldig og relevant, og det er Kants kategoriske imperativ – populært:

“Du skal altid være mod andre som du ønsker de skal være mod dig”.

Den er selvindlysende og der kan hverken argumenteres for eller imod.

Hvis du så kommer rendende og påpeger: “Jamen det er det samme, som Jesus/Muhammed/Buddha (indsæt selv valgfrit religiøst forbillede) siger!” – så svarer jeg: “Blind høne kan også finde et korn.””