“Alt er hvidt omkring mig og hvid er farven på sandhed, på renhed, på klarhed, ligesom sort er farven på det modsatte – det dunkle, det dystre, det ubestemte (hvor var det nu jeg lagde den kuglepen?), det det som ingen vil lege med.

Og alt er hvidt og alt er lyst og selv inde i blodet er der lyst op af solen – solen, som ganske vist er gemt væk et sted bag den forhøjede stenhorisont, men alligevel er dér og farver mig hvid. Hvid er jeg.

Hvorfor ved jeg så ikke, hvorfra disse ord kommer? Var de i blodet, i lyset, i fingrene, i computeren? Eller kom de fra et mørke som jeg ikke kan se?”