Kategori: Strøet Frø

“Når man først er begyndt, så skal det afsluttes. Har jeg først skrevet datoen ind, må jeg også afslutte teksten. Det er matematikken, der afgør det. Dette er den 21. september 2002, derfor bliver teksten således: Der er noget særligt ved tallet og datoen, som aldrig gentages. Dette øjeblik kan aldrig gentages. NU! NU! Med mindre man bare læser det igennem igen. Øv.”

“Når man først er begyndt så skal det også afsluttes. Men hjernen bliver bare ved og ved og ruller derudaf. Måske er det en slags sygdom? Eller mangel på kritik? Men dét kan vel også være en slags sygdom. Og dog: vi er jo kun mennesker og mangel på selvkritik er et af vores definerende træk. Alt hvad der ligner en smuk udøvelse af begrænsningens kunst og derfor i sandhed er smuk, harmonisk kunst, er blot rent held, et rent statistisk tilfælde. For hvert kunstværk er der 100.000 bøger fulde af ubrugeligt, overvældende lortlort – skrevet ud over det hele. Kunst er held: Idioten kunne bare ikke komme i tanke om mere lort at lave.”

“Pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, pjat, skal der også være plads til.”

“Så sidder du der forundret og siger igen: “Jamen det har jeg ikke forstand på. Hvordan skal jeg tage stilling når jeg ikke ved hvad det handler om? Nogen brude havde givet mig besked. Hvorfor kan de ikke bare sige det, så jeg let kan tage stilling?” Og jeg deler jo din begæring for det er også et ønske jeg til tider kan bære på mine skuldre, men du skal først og fremmest vide, at du er en IDIOT. Læs om det! Al informationen findes derude! Alt det, du efterlyser, så du kan tage stilling. Så læs, din idiot…

Du skal dog bare vide én ting til: Der er en Catch 22: Desto mere du ved, desto mere du læser, jo sværere får du ved at tage stilling. Det bliver næsten umuligt. Desværre. Du læser for at tage stilling og finder så ud af at du ikke kan. Trist. Sådan kan det gå. Men sådan må det være.”

“Hvis succesen eller fiaskoen vedrørende et hvilket som helst ægteskab kan beregnes via en matematisk formel, og det dermed kan afgøres om vi skal fortsætte eller lade være, har så selve beregningen og den kyniske indstilling til kærlighed som den medfører betydning for formlens udformning? Eller: hvis vi tænker for meget over det, bliver det så værre?”

“Ja, så er ulykkesdagen ankommet endnu engang. Men skulle der virkelig i disse jordens ligegyldige drejninger, solens meningsløse energiudveksling med jorden og verdensrummet, rundt, rundt, rundt, hele dette tilfælde, som ikke bliver mindre af at tid, dag, uge, måned jo bare er noget vi har fundet på og da selv grundlaget for vores latterlige tidsregning er skudt sådan cirka fire år forkert, skulle der så virkelig være noget ved denne dag som får mig til at træde forkert, komme til skade eller på anden måde blive ramt af uheld? Jeg tvivler, og netop da rammer tagstenen mit tænksomme hoved. Tilfældighed eller forudbestemt attentat – betyder det noget, når man blødende ligger der i rabatten, hinsides al debatteren?”

“Og tidligere, da man stod der med hjertet ude på tøjet, nærmest klistret på den grusomme lynlås, der interesserede man sig slet ikke, slet ikke for noget, og slet, slet ikke for fx magtkampene i Socialdemokratiet. Men pludselig blot ti år efter sidder man der, gluet til skærmen og lytter til skælder og vælder hos de gamle røde murbrokker (det som tingene er bygget af, og det som skal brydes ned), og tænker: “Hvor er det dog interessant! Hvor er det dog vigtigt!”

Hvor blev de ti års dumhed af? Hvordan blev man så klog?”