Kategori: Bøger

I Berlinske Tidendes “Groft Sagt” afdeling skrev Egon Balsby i går om en artikel i Ekstra-Bladet, hvor Kultur-og-kanon-minister (bum!) Brian Mikkelsen fortalte, at en bog, som optog ham meget lige nu, var “Per V. Knudsens Birkeland“. Den bog har jeg ganske vist aldrig hørt om, men mon ikke han mener den her? Det forlyder ikke, hverken fra Kulturministeriet eller Ekstra-Bladet, om det er ministeren eller journalisten, der er skyld i brøleren, men pinligt er det under alle omstændigheder. Det er ganske vist en glimrende bog, Peter Øvig Knudsen har skrevet, men hvad ville “Jens J. Johansen” dog sige til at komme i Kultur-Kanon (bum!) for romanen Kongens spring? (eller var det Sommer Christiansen for Hjortens Fald?)

Artiklen findes desværre ikke online.

Så fik jeg endelig læst Dan Browns The Da Vinci Code, sikkert som den sidste i verden. Som det måske anede mig var det ikke den vildeste fængende oplevelse, selvom det var en ganske sjov bog – til tider ret spændende og trods alt lidt af en page turner: man skal liiiige se hvad der sker på næste side af røverhistorien. Nu er jeg i forvejen ikke nogen særlig fan af krimier (faktisk overhovedet ikke), så at jeg trods alt blev så grebet, som jeg gjorde, skal ses som en anbefaling.

Men det at læse bogen fik mig til at tænke på noget helt andet: Manuskriptskrivnings-guruen Robert McKee skelner i sin banebrydende bog Story mellem ‘litterært talent’ og ‘fortælletalent’. Litterært talent er at kunne sætte ord sammen på en begavet måde, der vækker interesse og forundring: poetiske beskrivelser, overraskende formuleringer, osv. Lad os bare være ærlige og sige, at Dan Brown ikke har for fem flade øre litterært talent – og hvis han har, så viser han det ikke. Sproget er hele tiden den fladeste brugsprosa: så skete der det, og så skete der det. Karakterne er rene papfigurer fuldstændigt uden dybde og deres replikker er de sløjeste klicheer. Alligevel fungerer bogen, og det er fordi Dan Brown har en enorm portion fortælletalent: Det er nemlig noget helt andet end at kunne formulere sig poetisk: Det er evnen til at dreje situationer på den rigtige måde, så det skaber spænding – at overraske i handlingen, tage røven på læseren, så at sige. Og det kan Dan Brown, han har fortælletalent, og han bruger det skamløst. Lad det være en lektie for alle forfatterspirer: Lad være med at bruge for meget tid på at finde den helt rigtige beskrivelse af hvordan ‘hun kommer ind af en dør’ – brug mere tid på at finde på ‘den gode historie’ – det er der publikum er.

Hunter S. Thompson har taget sit eget liv. Et bizart endeligt på en journalistist- og forfatterkarriere, der ellers aldrig vendte foragten indad, men udad mod hykleri og råddenskab i det amerikanske samfund, set gennem gonzo’ens egne skæve briller. Bare HST nu ikke bliver trendy som Jim Morrison. Så kan vi ikke have “Fear and Loathing In Las Vegas” i fred for gymnasieeleverne.

Det er svært at vide, om det stadig holder stik, men Tolkien var i lange tider indbegrebet af dårlig smag på det litterære parnas – en international inkarnation af Morten Korch. Stephen Carson forsøger at give et bud på hvorfor.

Tag i øvrigt et kig på hele Lewrockwell.com’s Tolkien arkiv. Om hans politiske indstilling (libertær anarkisme) og hvad der hører til. Spændende læsning, og ikke urelevant, når man skal diskutere hvad Ringenes Herre egentlig ‘handler om’.

Ja, så dukkede den også op på mit natbord: Dan Browns The Da Vinci Code, bogen som på ni måneder solgte 5 millioner eksemplarer, og er blevet et fænomen på linje med Harry Potter. Igennem de sidste par måneder er den dukket op overalt; venner læser den, medier omtaler den, alle refererer til den og dens tilsyneladende uimodståelige kraft. Travle journalister, der ellers burde have bedre at tage sig til, flår dage ud af kalenderen for at læse; nybagte mødre, der burde beskytte deres nattesøvn som en huntiger sine unger, vender sider til langt ud på natten, fordi de bare lige må se hvad der sker i næste kapitel.

Min far havde købt den på engelsk i lufthavnen, og nu har jeg overtaget den. Jeg fik læst to kapitler i går aftes inden søvnen overmandede mig, så så spændende er den måske heller ikke. Alligevel glæder jeg mig allerede til at læse videre i aften, for jeg skal lige se hvilken forfærdelig gerning ham præsten havde gjort ved sig selv, da han var låst inde på Louvre, og hvad Robert Langdon har tænkt sig at gøre ved det. Godt drive i historien, selvom den allerede nu er temmelig far-fetched og lufthavns-litteratur-agtig. Præsentationen af Langdon virkede heller ikke specielt indbydende, en noget klodset sekvens hvor en person, der skal introducere ham til en konference, af uransagelige årsager vælger at læse (rigtig meget) op af et sladderblad, hvor han står omtalt. Det virker ikke ligefrem indlysende, at nogen ville gøre sådan til en stor, international konference, men så får vi selvfølgelig som læsere den basale information, som vi har brug for, om vores Indiana Jones-agtige hovedperson. Tja, lad os se hvad der sker…

Så er det frem med de sorte sørgebind: Per Højholt er død.

Ak ja, jeg husker selv engang i midten af 80’erne hvor jeg ungpurk holdt meget af at lytte til kasettebånd om aftenen før jeg skulle falde i søvn. Jeg lyttede til Beach Boys, The Beatles, Linie 3 og hvad jeg elllers kunne finde på mine forældres hylder (Ok, Linie 3 var min egen opfindelse). En dag faldt jeg over et bånd med den morsomme titel Kvababbelser, der lød så latterlig at jeg bare måtte høre båndet.

På coveret sad en bebrillet mand med gedebukkeskæg iklædt en (tidstypisk) cowboyjakke og pegede bestemt op i luften med sin højre arm, ikke til ‘romersk hilsen’ forstås, men for ligesom at slå en pointe fast. Køn var han jo ikke, og jysk snakkede han også, men min lille, sarte 12-årige barnesjæl sloges med forundring af hvad der gemte sig bag oplæsningen af titler som “Opfordring til Oprør”, “Mig og 6,5 millarder” og “Virkeligheden i Thisted”.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke helt forstod hvad manden med den tørre midtjyske humor egentlig snakkede om, men noget må det have ramt – for jeg kan stadig i dag gentage stort set hver eneste vending fra de præcise snakkedigte: “Jeg kunne egentlig godt tænke mig at gøre oprør… men det er ikke til at nå altsammen”, næsten ala Gittes monologer, og den onde kapitalistiske boss i “Fælles overenskomst”, der gemmer sin udbytning af folkn’ bag gæv bilsælgerjysk snusfornuft.

Jo, samfundskritikken lagde man mærke til, men det var jo indpakningen som for alvor gjorde det morsomt – og godt – og det var den som satte sig og levede videre, helt til Auriculas snurrede ørengange. Per Højholt var en gavstrik, en bluffhusar, en turbodreng, der gjorde digtoplæsning til en kunst, kunsten til et løgnagtigt digt og løgnen til en højere sandhed.

Thomas Bredsdorff har en nekrolog i Politiken.