DR2 sender om mindre end en time klassikeren Midnight Cowboy med Dustin Hoffman og Jon Voight. Under den sleske X-ratede overflade er det en utroligt elegant og smuk venskabsfilm om wanna-be-gigolo’en ‘Joe Buck’ (Voight), der kommer til storbyen for at tjene penge på at gå i seng med rige enker på Manhattan. Hans naive cowboypersona rammer dog ikke rigtig i plet på andre end forhutlede homoseksuelle uden penge, og snart rammer Joe bunden i storbyen og finder en usandsynlig ven i den ynkelige hustler Rico “Ratso” Rizzo (Hoffman).
Waldo Salt skrev manuskriptet – der fik en oscar – fra James Leo Herlihys bog, og det er et af den slags nuancerede karakterstudier, der på en gang er vittigt, tragisk og sofistikeret opløftende på så mange planer, at Hollywood helt har opgivet at følge med i dag. Den er “varm” og “menneskelig” på en meget troværdig og uforceret måde, fordi alle hændelser er minutiøst bygget op gennem karaktererne. Skuespillet er eminent og studiet i Manhattan anno 1969, hvor de glade hippiedrømme om free love og det frie liv er ved at gå over i stoffer og misantropi, er meget præcist ramt. Rent dramaturgisk er det i øvrigt en af de bedst strukturerede amerikanske film i de sidste 40 år. Så hvis du lige sidder og ikke ved, hvad den sidste del af søndagen skal gå med, så er det bare om at tænde.
Jeg har allerede timet harddiskoptageren (jeg lever i det 21. århundrede – her behøver man ikke se eller høre ting når de bliver sendt…)
Harddiskophvaffornoget???
Det var for øvrigt et dejligt gensyn med Midnight Cowboy.
Et par bemærkninger: Filmen var betydeligt hårdere end jeg huskede den, og det er i sig selv ret interessant.
Den er tilsyneladende rå og lurvet og fuld af sex og perversioner (deraf X-ratingen), men i virkeligheden handler historien om noget helt andet: nemlig venskab, og hvordan man kan forandre sig ved at indgå i nære relationer med andre mennesker. Det er virkelig en elegant balancegang, og det er den sidste del man husker, når alt det, der chokerede samtiden, er glemt.
Helt enig. Noget der chokerede mig lidt var at hovedpersonen tilsyneladende faktisk begår et mord. På en der ikke truer ham. Det er da hardcore.
Det er da uvist, om han begår mord? Tolkede du det sådan?
Mnjaeh, Rico spørger ham om han slog ham ihjel, og han svarer at han ikke vil snakke om det. Det er ikke en indrømmelse, men heller ikke en benægtelse. Jeg ved det ikke, nej, men sagen er at det er et tilfælde (held) hvis han ikke har dræbt ham efter sin umådeholdne aggression mod en svag person.
Ja, pænt var det i hvert fald ikke af ham. Jeg tror nu ikke, at han ville være i stand til at begå mord, når det kommer til stykket, men han forandrer sig selvfølgelig en del til sidst.