Noget om Che? En læser opfordrede mig til at skrive noget i anledning af mandens 40’års dødsdag og et angiveligt forrygende dårligt og tendentiøst indslag i tv-avisen søndag aften. Det tror jeg gerne. Der kommer sikkert endnu mere forlorent vrøvl ud om alle teenageres (og ikke så få mennesker, der burde vide bedres) yndlingsstalinist i anledning af mandens død i den bolivianske jungle i 1967. Den store helt, der kæmpede for de undertrykte. Idealisten, der bød magten trods, osv. Vi kender remsen, og den har naturligvis betydeligt mere med Che-elskernes ønskeforestillinger at gøre end med virkeligheden.
Men jeg synes allerede jeg har skrevet rigeligt om Che (en gammel post her og min kronik her), og hele affæren om mandens groteske berømmelse gør mig ærligt talt utroligt deprimeret. Så der kommer ikke mere fra min hånd. Kun dette:
Én ting er, at forvirrede teenagere tager en t-shirt med Che på, fordi de synes han ser sej ud og vistnok står for noget oprør. Det er jo sørgeligt, at man tager sig idoler, man dybest set intet aner om, men sikkert meget naturligt ikke mindst i en overfladisk tid. Det er langt værre, at alle dem der faktisk har sat sig ind i, hvad manden gik og lavede, bliver ved med at sympatisere med hans hensigter og undskylde hans gerninger, fordi han rent faktisk “gjorde noget”.
Nu tager vi den én gang til: Che Guevara var fanatisk stalinist, der ikke skyede noget middel i kampen mod sine fjender, heller ikke når de var overvundet på kamppladsen. Han bekæmpede aktivt fremkomsten af demokrati og frihed på Cuba og var en af hovedaktørerne bag at gøre det cubanske samfund til et af de fattigste og mest sørgelige steder at bo i verden. Han tilsluttede sig fuldstændigt bevidst og helt uden forbehold en ideologi, der taget i sin konsekvens er den absolutte ondskab. Han gjorde det – som alle blodtørstige ideologer – naturligvis for at gøre verden et bedre sted. Og han havde sin liste over, hvem der skulle dø, før paradis kunne komme.
Så husk det, når du kniber en tåre over stakkels Che i morgen: Han fik den samme behandling, som han gav sine fjender, og forventede vel heller ikke andet. Ingen grund til at græde snot over ham.