Man kaster vel ikke sin fagforening ud i en langvarig strejke blot for at opnå sammenhold og skabe profilering.
Siger arbejdsmarkedsforsker Jesper Due til Jyllands-Posten som reaktion på beregningerne af, at strejkegælden for sygeplejerskernes vedkommende først er betalt af om 12 år, hvis man alene skal regne med ekstragevinsten for strejken.
Men er det ikke lidt naivt at forestille sig – specielt for en arbejdsmarkedsforsker – at fagforeningerne automatisk har sammenfaldende interesser med medlemmerne? Deres største interesse er vel, at medlemmerne bliver i fagforeningen, uanset om det er en fordel for medlemmerne eller ej. Man kan jo skabe sammenhold på mange måder, og når fagforeningerne har det svært med at begrunde deres eksistens gennem faktiske resultater, så er det jo altid en fordel at kunne pege på en ydre fjende og kalde på solidaritet. Her er det regeringens manglende vilje til at bryde med den danske model, der er skurken. Ikke sygeplejerskernes manglende vilje til at forhandle sig frem til et mere fleksibelt lønsystem. Der er vel ikke noget stærkere og mere bedøvende for de rationelle argumenter, end at piske op til en strejke og finde fanerne frem?
Det er spændende at følge, hvordan markedskræfterne begynder at komme i spil ift. netop sygeplejerskerne: De begynder at forsvinde ud af det offentlige system og ind i de private hospitaler, som tilbyder en løn, der afspejler virkeligheden. Totalt usolidarisk!!!11one – hvis bare vi kunne gøre privathospitaler ulovlige…
Det bliver sikkert næste skridt. Socialdemokraterne har jo allerede forsøgt at stække privathospitalerne, ved at fjerne fradraget for den private sygeforsikring. Vi kan jo ikke have, at sygeplejerskene finder ud af, at de har langt bedre vilkår i det private…
“Deres største interesse er vel, at medlemmerne bliver i fagforeningen, uanset om det er en fordel for medlemmerne eller ej.”
Kun så længe ‘Løn under fagforeningsmedlemskab – fagforeningskontingent > realiseret ikke-unioniseret løn’. Hvis ikke den ulighed holder, er fagforeningerne out of the job på langt sigt, for så har de ingen medlemmer.
Sagt på en anden måde, fagforeningerne er nødt til at internalisere medlemmernes incitamenter, ellers går de konkurs. Jeg er ret sikker på, at uligheden for en del fagforeninger herhjemme vender den forkerte vej. Du har nok ret i, at strejken delvist skal ses i dette lys, som et forsøg på at skabe ikke-monetære incitamenter til medlemsskab, men jeg er ikke sikker på de gør det for at ‘skabe sammenhold’, så meget som de gør det af simpel nødvendighed: De er nødt til at fokusere på ikke-monetære faktorer for at overleve, fordi de monetære- ikke er til stede længere.
Jeg mener bare, at det er naivt at forestille sig, at fagforeningerne altid har medlemmernes interesser i første række. Det er på samme måde som med alle mulige andre forretninger: Man skal efterleve kundernes krav til en vis grænse, men man har også en interesse i at gøre det for mindst mulige ressourcer. Det handler om bundlinjen i sidste ende. Et forsikringsselskab er på mange måder en god sammenligning.
Selvfølgelig er det da det, min pointe var bare at den modsatte opfattelse, at fagforeningerne kan tillade sig at være bedøvende ligeglade med medlemmerne, er lige så naiv.
Jeg kommenterede mest fordi den kritikvariant du lod til at benytte dig af; at kritisere virksomheder for ikke at bekymre sig spor om deres kunder, selvom det er altså er dem, de lever af, er en variant der er meget almindelig at finde på venstrefløjen, (tænk eksempelvis fødevaresikkerhed eller lign.) og også en kritik folk af vores ideologiske opfattelse normalt kritiserer.
Det har du misforstået. Jeg siger bare, at interesserne ikke automatisk er sammenfaldende. Det er kun gennem konkurrence, at der opstår et vist sammenfald. Men jeg har ikke påstået, at de er bedøvende ligeglade med, hvad der gavner medlemmerne (hvis ellers medlemmerne opdager det).
“Jeg siger bare, at interesserne ikke automatisk er sammenfaldende. Det er kun gennem konkurrence, at der opstår et vist sammenfald.”
Det er vi enige om.
Og du har ikke sagt, at ‘de er bedøvende ligeglade…’ Men du udtrykte dig i den kommentar, jeg først kommenterede på, således at jeg ikke mente jeg kunne tolke det anderledes, end at du mente antallet af medlemmer var mere eller mindre eksogent, at antallet af medlemmer og fagforeningens medlemspleje var relativt uafhængige variable (‘deres største interesse er vel, at medlemmerne bliver i fagforeningen, uanset om det er en fordel for medlemmerne eller ej’ – ‘nej, deres største interesse vil altid være medlemmerne, for uden medlemmer er der ingen fagforening, og for at have medlemmer skal man have noget at tilbyde dem’).
Den anden pointe jeg også søgte at pege i retning af, men som måske ikke blev klart nok udtrykt, var det forhold, at mange af de traditionelle fagforeningers faldende popularitet i min opfattelse vel netop kan tolkes som et udtryk for, at _de_ ikke har forstået min indvending til den position, jeg mente du havde – altså at de har glemt deres medlemmer.
Vi må hellere stoppe før det går hen og bliver alt for ‘meta’.
*en kortere og mere præcis version af min indvending i parantesen: ‘du kan ikke meningsfuldt adskille de to, selvom du som leder gerne vil, det er gift for virksomheden’ – og for at føje den anden pointe til kunne tilføjes; ‘og det er netop hvad mange af fagforeningerne har gjort’*
Positionen ovenfor leder til udsagnet om, at X og Y _har_ sammenfaldende interesser på langt sigt. Det var egentligt der, jeg gerne ville hen. At fagforeningen kan tillade sig at lege med nogle tradeoffs på kort sigt, men at disse tradeoffs ser meget forskellige ud afhængig af tidsperspektivet, og at de bliver mere eller mindre irrelevante på langt sigt. Tænk på Philipskurven.
Jeg mener nu egentlig, at du ser for simpelt på tingene her. Det er jo ikke entydigt, hvad medlemmernes interesse er, og hvad medlemmerne opfatter som deres interesser er et langt stykke hen ad vejen afhængigt af, hvad fagforeningen kan overbevise dem om, er deres interesser. Altså om hele den kultur der findes omkring fagforeningerne. Går det op for medlemmerne, at de ikke får højere løn af at være i en fagforening, må fagforeningerne spille på nogle andre ting, fx fjendskab overfor arbejdsgivere eller diffuse begreber som solidaritet. Eller gå til grunde, hvad de muligvis kommer til under alle omstændigheder.
Mange mener, at de simpelthen “bør” være medlemmer af en fagforening, for at hjælpe andre i lignende fag, og hvis ikke fagforeningen engang imellem stabler nogle kampe på benene, så kan det være svært at overbevise medlemmerne om, at der rent faktisk kæmpes for rettigheder. Uanset om man så vinder eller ej. Det svarer lidt til brugen af markedsføring for forbrugsvarer – ret beset koster markedsføringen forbrugerne penge, men hvis de ikke bliver opmærksomme på produktet, så køber de det ikke. Coca-cola skal selvfølgelig smage godt, eller have den smag som Coca-cola nu har, men markedsføringen af Coca-cola er også en vigtig del af produktet, uanset om livet faktisk bliver sjovere, når man drikker Coca-cola. At føre arbejdskamp er simpelthen en del af at være en fagforening – uanset om kampen virker eller ej.
Nu tænkte jeg selvfølgelig primært i økonomiske interesser, men var altså også selv inde på, at hvis fagforeningerne ikke har muscle til at forhandle noget fornuftigt hjem der, så må de prøve noget andet for at hæve medlemmernes wtp. Vi er ikke uenige om det du siger her til sidst, jeg havde bare nogle lidt andre ting i tankerne da jeg kommenterede.
(Jeg var i tankerne ved at forsøge at udvikle nogle ligevægtsmodeller, hvor fagforeningerne optimerede over revenue (kender ikke omkostningerne, svarer til en kombination af en optimering af medlemmer*kontingent og en minimering af CS-arealet), market power og medlemmer, for at søge at sandsynliggøre, at modellerne enten gav ækvivalente resultater eller at en eller flere af dem var ustabile på langt sigt – og hvad man kunne udlede af det. Kom ikke så langt, men det var utvivlsomt også en anden diskussion end den, du havde i tankerne).