Man kaster vel ikke sin fagforening ud i en langvarig strejke blot for at opnå sammenhold og skabe profilering.
Siger arbejdsmarkedsforsker Jesper Due til Jyllands-Posten som reaktion på beregningerne af, at strejkegælden for sygeplejerskernes vedkommende først er betalt af om 12 år, hvis man alene skal regne med ekstragevinsten for strejken.
Men er det ikke lidt naivt at forestille sig – specielt for en arbejdsmarkedsforsker – at fagforeningerne automatisk har sammenfaldende interesser med medlemmerne? Deres største interesse er vel, at medlemmerne bliver i fagforeningen, uanset om det er en fordel for medlemmerne eller ej. Man kan jo skabe sammenhold på mange måder, og når fagforeningerne har det svært med at begrunde deres eksistens gennem faktiske resultater, så er det jo altid en fordel at kunne pege på en ydre fjende og kalde på solidaritet. Her er det regeringens manglende vilje til at bryde med den danske model, der er skurken. Ikke sygeplejerskernes manglende vilje til at forhandle sig frem til et mere fleksibelt lønsystem. Der er vel ikke noget stærkere og mere bedøvende for de rationelle argumenter, end at piske op til en strejke og finde fanerne frem?