Livvagterne – med livrem og seler

Livvagterne – DRs nye flagskib og Peter Thorsboe og Mai Brostrøms efterfølger til “Rejseholdet” og “Ørnen”. Creme de la creme i dansk krimi-fiktion er forventningen, og den bliver indfriet. Med forbehold. Og så stor er konkurrencen altså heller ikke.

Spændingselementerne fungerer upåklageligt. Flot og dragende filmet, afsnit 3 holdt mig fanget i fuld varighed, hvilket ellers sjældent sker foran fjernsynet – jeg er rastløs og begynder at lave noget på computeren i samme sekund, jeg keder mig. Det gør jeg ofte, men ikke her.

Velspillet, godt med nye ansigter – omsider nye ansigter! Manuskriptet stramt og ambitiøst, vel det mest handlingsmættede og potentielt forvirrende, DR endnu har givet sig i kast med. Jeg var ikke forvirret, selvom jeg ikke har set de to foregående afsnit.

Lidt for mange replikker bærer dog præg af at være eksposition – når man ser en karakter, man ikke har set før, springer der heldigvis en anden karakter til og forklarer hvem det er. “Morten Friis? Var det ikke ham, der i 2006 blev fængslet for at bombe et somalisk kulturcenter” (citeret efter hukommelsen) osv. Det er kluntet, men det går 1-2 gange per afsnit. Ikke 5 eller 6.

Politisk eller kulturkritisk er serien indtil videre for tynd. Der er gået grønt segment i den. Plottet om en velintegreret, sympatisk borgerlig iransk-født kvinde, der bliver kulturminister er fint nok, men så skal der også balanceres balancegang til den helt store guldmedalje. Det er svært, og nok også for svært.

En højreekstremistisk gruppering af vanvittige skydebrødre – alle mænd men ledet af en samvittighedsløs kvindelig partileder (godt nok udbryder af Dansk Folkeparti, men ikke så lidt en klon af Pia-musen) og en ondskabsfuld og beregnende godsejer med en fortid på venstrefløjen (der fik du den, Pittelkow! Eller Hedegaard … eller Camre). De taler om det “rene” Danmark og hader “gode eksempler på integration”, og vil hjertensgerne slå en dansksindet indvandrer ihjel. Undskyld, er vi i 1940? Til Broholmmøde med hofjægermester Jørgen Sehested? Den køber jeg ikke, ikke som hovedplot i hvert fald, og med mindre der kommer et overraskende spin på højrefløjs-historien, burde Thorsboe og Brostrøm heller ikke gøre det. Måske havde det fungeret, hvis Waffa Larsen var blevet justitsminister? Så kunne man i hvert fald stille relevante spørgsmål om sharia. Men minister for gøgl og benspjæt? Who cares…

Hvis vi skal tage historien alvorligt, må vi også kunne tage skurkenes projekt alvorligt. Det er svært her.

Den eneste højtprofilerede indvandrerpolitiker vi har herhjemme er Naser Khader, og han er skam også under PETs beskyttelse – men fra mordlystne islamister. Dem ser vi ikke meget til i serien, selvom det antydes, at frafaldne muslimer kan være i fare. Jasmina, en PET-agent med egyptisk baggrund, er i hvert fald bevidst om, at hun står på dødslisten – men indtil videre er det altså kun danske højreekstremister, der har fingeren på aftrækkeren.

En enkelt vred muslim dukker der op, men han kommer sølle og ensom gennem regnvejret på cykel og råber noget truende efter den nye kulturminister. Undskyld … på cykel!? Hvad med en scooter i det mindste?

En anden radikal muslim skal skydes som syndebuk for drabet på PET-agenten Jasmina. Han er også tidligere fængslet – men frikendt, får vi at vide. I modsætning til den ovennævnte Friis tilføjes der ikke “men vi ved, det var ham”. Om han virkelig var uskyldig får vi nok at se – forhåbentlig. For der må være meget mere i serien end den lidt tynde eksposition, der er kommet ud i afsnittet her.

Som helhed: Lovende. Kan gå begge veje. Bør strammes på det politiske tidssignalement.

P.S. – bruger en højreekstremist virkelig en mac? Den har jeg – også – svært ved at tro på.