Hvem forudså Finanskrisen?

Vi hører tit, at “ingen” havde forudset Finanskrisen og vi derfor er på bar bund med, hvordan vi skal løse den (bortset fra at forbruge endnu mere). Det er imidlertid ikke rigtigt. Hele den gren af økonomer, der tilhører den østrigske skole – og også en lang række andre økonomer af liberal observans (fx bladet The Economist) – både forudså krisen og advarede imod den igen og igen. En af de stærkeste kritikere af den lån- og forbrugsdrevene økonomiske boble var investeringsmanden Peter Schiff, hvis lille video nu er blevet set 1 million gange på youtube. Læg mærke til, hvordan andre økonomer i videoen nærmest griner af Schiffs forudsigelser. Men han havde ret, og østrigerne havde ret (her i en artikel fra 2004).

Problemet er nu, at selvom flere og flere indser, at ‘østrigerne’ havde ret (historikeren Niall Ferguson udtalte for eksempel for nylig, at forsvarerne for guldstandarden havde ret – den ville kunne forhindre de vanvittige rente-drevne bobler), så har vi stadig kun forstået halvdelen: Vi har brug for en rescession for at økonomien kan komme sig igen. Vi har brug for, at nogle går fallit for at få den massive gæld ud af verden.

Problemet er bare, at rent politisk vil ingen betale prisen, og vi forsøger i stedet at fordele omkostningerne ved den massive gæld ved at fordele den ud over hele samfundet i form af inflation. Det bliver dyrt, og det kommer til at gøre ondt på alle (og ikke bare på dem, der har taget for mange chancer). De fattige og ressourcesvage bliver naturligvis dem, der kommer til at betale den højeste pris, deres indkomst og opsparing kommer til at blive meget mindre værd, mens vores politikere smider penge efter store banker og rige mennesker med dyre huslån. Trist og tåbeligt, men det er den politiiske virkelighed.

Opdatering: Schiffs video giver nu også diskussion på 180grader.

2 kommentarer til “Hvem forudså Finanskrisen?”

  1. Ja, det er nok til at man må rive sig i håret i frustration.

    Man kan spekulere på hvad det er der gør at vi ikke lytter til advarslerne. Jeg har de sidste 7 år læst sortseerprognoser for den amerikanske økonomi – uden at jeg kunne tage dem alvorligt. Analyserne var korrekte, men havde jeg lyttet og ageret derefter, havde jeg fuldstændig misset boblen. Så ville jeg i dag sidde med en lejeloftsreguleret lejelejlighed og en guldbarre eller to gemt i klædeskabet – og godtet mig over at alle de, som tjente på boblen, nu måtte indse sandheden i katastrofescenarierne. Men det ville være en temmelig tom glæde.

    Det er (måske) indlysende at kurven på et tidspunkt vil vende. Problemet er at forudsige hvornår. Ingen har endnu kunnet forudsige hvornår en aktiekurs vender ( på trods af alskens teknisk analyse). Det er endnu sværere for en hel økonomi.

    Hvor ville det dog være gavnligt hvis vi i stedet for at spekulere i “booms and busts” kunne regne med en stabil finansiel ramme. Så kunne vi frigøre os fra gætterier på hvornår boblen sprænger. Hvis kontracykliske politiske tiltag virkede, så fint med mig. Men det er der bare ikke noget der tyder på. Derimod ville guldstandarden – eller en privatisering af pengevæsnet – måske kunne redde os ud af den grufulde “business cycle” mølle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *