I går havde jeg igen en USA-klumme i Berlingskes Tidende. Det var lidt en kommentar til Obamas fredspris, men også en generel kommentar om forskellen på den politiske kultur i Danmark og Europa; håbets og entusiasmens rolle, troen på forandringen. Klummen ligger online her. Et lille udpluk fra klummen:
Amerikanerne har en både dynamisk og farlig drøm om, at man kan opnå det perfekte. I USA lanceres storslåede politiske planer oftest med en besværgelse om, at »hvis vi kan sætte en mand på Månen, så kan vi også X« – hvor X er et eller andet ønskeligt, som at afskaffe fattigdom, nedbringe antallet af teenagegraviditeter eller indføre demokrati i Mellemøsten. Følelsen er uafhængig af målet, hvilket er grunden til de mange skuffelser: At sætte en mand på Månen kræver ressourcer og ingeniører, men er i øvrigt en så simpel opgave, at selv Sovjetunionen kunne gøre det, givet uendelig tid. At indrette et sundhedssystem, så »alle« får »den bedste« dækning til »en god pris«, er så komplekst, at det giver selv de mest ambitiøse planøkonomer grå hår på deres pletskaldede hoveder.