“Jeg ville skrive noget om EU, for det var ligesom tiden hvor det skulle gøres. Men der var noget som distraherede mig, noget som stillede sig i vejen.

Måske var det Ungarns floder, eller Estlands skove (hvor Arvo Pärt hviler og puster ud efter sit Københavnereventyr) som grønne og dybe fik mig til at snuble; måske var det udsigten til 15, 25 eller 35 stjerner der blændede mine øjne. Hvoromaltinger fik jeg heller ikke i dag skrevet noget om EU. Men en dag kommer den måske, dagen (ikke avisen, altså, den kommer ikke igen).”