Om Dagbladet Information og deres Irak-dækning: (og en lektie i generelle kommunikationsstrategier:)

       “Propaganda man er uenig i er noget værre svineri. Propaganda man er enig i er sandhedens fornuftige stemme og smuk modmagt.”

       Når George Bush ofrer amerikanske soldaters liv for at sikre irakerne demokrati (og amerikanerne – og os – indflydelse i Mellemøsten, forstås), er han et “kynisk magtmenneske” og “imperialist” af den værste skuffe.

       Når Gerhard Schröder pludselig vender på en tallerken og gerne vil sende soldater til Irak, på det han jo ellers havde forudset var et “vanvittigt og forfejlet eventyr”, og gerne vil deltage i fordøjelsen af sejrens frugter, nu hvor andre har trukket det tunge læs (og fortsat vil gøre det), er han lidt af en “improvisationskunstner” og træffer sine beslutninger “intuitivt”. At begge mandens beslutninger tilfældigvis kan forbindes direkte med tyske meningsmålinger er der naturligvis ikke noget i. Schröder er nemlig ikke sådan en beregnende træmand som Anders Fogh, men en følsom fætter med hjertet på rette sted.

       Hvilke andre prædikateter kunne man sætte på de to herrer og deres beslutninger, for at skabe propaganda der passer?

       Forslag modtages gerne her. Evt. kan du vælge at bruge samme forbogstav på alle prædikaterne, for at gøre det lidt sjovere.