Smålighed er det sidste, man ville beskylde nordmændene for i så henseende [dvs. offentlige goder]. Privat fråds ser de skævt til, men offentlig luksus vækker deres patriotiske stolthed. I en lille landsby i Østfold så jeg, sammen med tolv andre tilskuere, en gammel amerikansk film. Den gik i en kommunal biograf, som rådede over 1200 herligt polstrede sæder. Og de airconditionerede, med mosaikker rigt udsmykkede rådhuse, jeg har besøgt i de fjerneste egne af landet, var simpelthen monumentale.
Den lære, man kan drage af det, er lige så enkel som beroligende: Ethvert menneskeligt samfund, enhver kultur udvikler sin egen metode til at smide den rigdom, det råder over, ud ad vinduet. Det behøver ikke være til kaviar.
Hans Magnus Enzensberger: “Åh, Europa”, p. 186