Pelle & Pind

Så ligger den i min CD-afspiller! Den længe ventede Pelle & Pind: Aznavour på dansk – Fra i dag (Airborne records, 2003), som jeg lovede en anmeldelse af, frisk hjemkommet fra biblioteket på Danasvej. Første reaktion: Meget, meget positivt overrasket. Det må være en af de mærkeligste og ‘against the odds’ mest vellykkede danske pladeudgivelse i det sidste års tid.

Jeg må indrømme, at jeg ikke selv er den store kender af Charles Aznavour, men både Pelle Voigt, den tidligere MF’er for SF og nuværende leder af Hjemløsehuset på Falkevej, og Søren Pind, medlem af Borgerrepræsentationen i København og ungløve i Venstre, har åbenbart en særlig kærlighed for den franske visesanger. Den har de taget så langt, at de simpelthen har indspillet en plade med 10 af mesterens bedste sange, oversat til dansk af Pelle Voigt. På trods af politiske uoverensstemmelser, ren con amore, simpelthen.

Det er Søren Pind der synger, og hvem skulle nogen sinde have troet det? Men her kommer overraskelsen: han gør det rigtig godt. Det vil være forkert at sige, at Søren Pind har nogen stor stemme, for det har han ikke. Men det er just det gode, for han har amatørens gå-på-mod og connaiseurens kærlighed til materialet og er ikke bange for at slå en skævert af og til, og det giver en velfungerende og indtagende stemning af inderlighed og friskhed. Han synger fordi han synes det er sjovt, og fordi det er nogle sange han har lyst til at synge – ikke fordi han gerne vil have folk til at elske ham eller købe hans plader, som mange popsangere. Det giver i virkeligheden langt mere nærvær end fx lignende projekter, hvor danske professionelle sangerinder skal indspille jazz-standarder, og man er ved at gabe kæben af led, allerede inden cd’en er gået i gang.

Det er Pelle Voigt som spiller guitar, men hans indsats som fordansker skal man bestemt heller ikke underkende. Sproget er mundret og direkte, samtidigt med at de store følelser kommer til deres ret, i sange som “Fra i dag” eller “Græd her ved min skulder”. De fleste er virkelig fine sange, og Aznavours talent som sangskriver spiller selvfølgelig også en stor rolle for projektet (selvom jeg godt kunne have undværet rocknummeret “Giv de seksten år”), og sangene er habilt (men traditionelt) arrangeret af Kristian Fogh. Det er en bizar udgivelse, men faktisk én som jeg – utroligt nok – selv kunne finde på at investere i, nemlig fordi den ikke er poleret og ikke er professionel, men skudt lidt fra hoften