5 tanker om “Føler du dig provokeret…”

  1. En mildere udlægning af denne “venstreorienterede racisme” kunne være, at der i USA (som så mange andre steder) er sket et skred mellem lovgivningen og dens forudsætninger. Befolkningssammensætningen og kulturen er ikke længere den samme, som dengang The Constitution blev skrevet i 1787, og derfor er den ikke længere så neutral, som den (forhåbentligt) var dengang. Lovgivningen i USA er ligesom i fx Danmark skrevet ud fra hvide europæeres tankegang og ud fra tanken om en homogen monokultur. Dette er ikke længere tilfældet, og derfor får lovgivningen en undertrykkende virkning på befolkningsgrupper, som falder uden for forudsætningerne.

  2. Interessant bud. Men lovgivningen som den er i dag er nu også temmeligt anderledes end lovgivningen i 1787 – men stadig hovedsageligt skabt af hvide mænd, det er rigtigt. Jeg tror at plakaten primært vender sig imod de love som er designet til at hjælpe minoritetsgrupper, designet af hvide, velmenende mænd.

  3. Angrebet på statens skole-monopol drejer sig om og andet og mere end velmenende lovforslag. Efter min mening er det også misvisende: For det første er der ikke noget statsmonopol på skoler i USA, for det andet er privatskoler da i høj grad med til at forringe den sociale mobilitet.

  4. De ‘velmenende love’ er min fortolkning.

    Der er skam et (næsten) statsligt monopol på grundskole i USA. Grunden er især, at selvom du kan gå på privatskole (der oftest er af religiøs slags), så er den ofte meget dyr (den vil ikke være i stand til at konkurrere på prisen, og man vælger den under alle omstændigheder alligevel af andre grunde end pris), og desuden skal du stadig betale skat for den offentlige skole, hvilket er rigtig mange penge (penge der altså kunne være brugt på at finansiere en skole for dine egne børn – det offentlige bruger i USA en obskøn mængde penge på skoler, meget mere end Danmark, men får ikke meget for pengene). Monopoler er altid skadelige for pris og kvalitet, og især et statsligt monopol vejes ned af voldsomme administrative hensyn, et kæmpe bureaukrati og en lige så monopoliserende lærer-fagforening.

    læs fx: http://www.findarticles.com/p/articles/mi_m1272/is_2694_131/ai_98829803

    http://www.npri.org/issues/issues04/i_b040504.htm

    http://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?cfid=107947&cftoken=31306486&abstract_id=96470

    Desuden: hvorfor er privatskoler dårlige for den sociale mobilitet? Jeg kan ikke forestille mig andet end at det giver børn bedre chancer for at klare sig, hvis de kommer i en skole hvor deres forældre selv betaler for undervisningen, og derfor vil engagere sig langt mere i hvad der foregår, og holde barnet til ilden.

  5. Jeg er enig i, at monopoler er skadelige for pris og kvalitet, og jeg er enig i, at den tvungne skattebetaling til skoler er monopol-lignende (dvs. i praksis et monopol for fattige, men mindre for de rige, som har råd til alternativer). Problemet med privatskoler er, at de giver de rige muligheder for en god uddannelse, mens de fattige må nøjes med mindre. Idéen med en fælles skole er jo, at alle betaler til det fælles bedste (de rige burde også være interesseret i en veluddannet underklasse), og at alle samfundslag bliver blandet fra start af, i stedet for at befolkningen lever i små, isolerede enklaver. Men idéen er langt fra indfriet i realiteten, hvor begavede børn bliver understimuleret, og ubegavede laver ballade, fordi de bliver forkert stimuleret. Jeg har ikke en færdig løsning. Men man må se på, hvad man ønsker, og hvilke problemer der er… hmmm, jeg må vist snart skrive et indlæg om dette emne på min egen blog 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *