De danske anmeldelser har været blandede, og mine kammeraters reaktioner var også vidt forskellige, men jeg synes i grunden, at Romeros fjerde (og sidste?) film i zombie-serien var ret vellykket. Ok, den har et ulogisk plot, nogle lidt fjollede karakterer og en slap slutning, men zombiescenerne er fede og stemningen virkelig godt ramt – et sted mellem det uhyggeligt dystopiske og tyggegummiagtigt overdrevne. Dennis Hopper er rigtig fed som Kaufman, den griske leder af en menneskelig ø midt i zombie-havet, og faktisk ser vi alt for lidt til ham – jeg ville næsten hellere se en film om ham end om de lidt fjollede heltetyper, der skal gøre det af med de levende døde.
Hele serien er – som Romeros andre film – desværre præget af en ret træls civilisationskritik, som man har hørt så mange gange før, at det er ved at blive decideret latterligt – og det er tydeligt, at dens struktur efterhånden er så indarbejdet i populærkulturen, at man slet ikke behøver at argumentere nærmere for den: det er bare naturligt, at det er sådan verden hænger sammen. Det er selvfølgelig noget med det slemme forbrugersamfund og den grimme storkapitalisme (“Kaufman”=”købmand”, get it?), der gør os alle til zombier, eller noget i den stil. Denne gang er globaliseringsdiskursen rigtig igang på særligt åndssvag vis, med hentydninger til terrorisme, jihad og den onde, racistiske hvide mand, der ikke vil lukke ‘fejlfarverne’ ind i sit paradis. Vi ser, at Kaufman sender sine drenge ud i zombieverdenen for at hente forsyninger (ligesom når Shell er i Afrika, get it?), så de kan bringe dem tilbage til storbyen, hvor han kan sælge dem med fed fortjeneste (ligesom Nike, get it?) – ja, storbyen er endda delt op i en underklasse af … ja, de laver så ikke rigtig noget, men de skal nok forestille en arbejderklasse … og en overklasse, der uvist af hvilken grund har penge til at leve inde i et slags Fields-agtigt storcenter, som Kaufman bestyrer.
Problemet med hele denne model, der skal forestille forholdet mellem ‘de rige’ og ‘de fattige’ i den globale verden, er, at der ikke er nogen som arbejder. Værdierne kommer – som globaliseringskritikerne også ofte synes at forestille sig – dumpende ind af vinduet hos den vestlige verden i fuldt færdig form. Men hvordan kan det så egentlig være, at nogle af dem er rige og nogle af dem er fattige, når ingen af dem laver noget? Vi ser børsmægleragtige typer gå rundt, og en masse andre ‘jakkesæt’, men hvilken storkapital er det egentlig de arbejder for, når verden er brudt sammen og der kun er zombier tilbage? Kaufman holder ‘arbejderne’ hen med brød og skuespil, men hvad er det egentlig for værdier de skaber til ham, når alt hentes ind fra zombieverdenen? Hvorfor har han brug for dem, og hvori består udbytningen? Modellen virker ikke helt gennemtænkt – og fungerede betydeligt bedre i Dawn of the Dead – og det skæmmer filmen, der ellers byder på nogle prægtige zombiescener og god spænding. Men den sidste prik over i’et i ‘zombie’ bliver det næppe.
Jeg syntes tilgengæld Dennis Hopper virkede kedelig og efterhånden som en kliche på sig selv. Det eneste reelle gode i Land of the Dead var effekterne, og ærlig talt havde jeg forventet mig mere af Zombiemesteren selv. Historien virkede rodet og slet ikke så fin og afrundet i sin fortælling som de oprindelige.
Som du selv beskriver, virker det samfund som Romero viser os rimeligt utroværdigt. Folkene på gaden udenfor højhuset går forvirret rundt og snakker om oprør, mod Dennis Hoppers ‘onde’ imperium, mens det eneste der reelt adskiller dem fra at gøre det er et par lusede sikkerhedsvagter og en glasdør…
Og så er der lige den med befolkningen der bliver passiviseret så længe de bare får stoffer, sex og zombieunderholdning. Endnu en underlig placeret scene i undergrundsdiskotektet, der ligesom de fleste andre scener bare virker som en isoleret ide Romero har fået om noget der kunne se godt ud på det store lærred, men som er uden egentlig sammenhæng med resten af filmens (manglende) plot.
Ja, forholdet mellem dem som er ‘inde’ og dem som er ‘ude’ i forhold til storcentret/højhuset virker som det mest underudviklede i filmen. Ligeledes bliver zombiernes nyfundne intelligens heller ikke brugt til så meget som det kunne – for det er jo ellers en ret sjov idé at zombierne pludselig kan tænke… men meget mere kommer der så heller ikke ud af det, andet end at de får nemmere ved at baske menneskene.
Filmen har dog fået gennemgående positive anmeldelser i USA: http://www.metacritic.com/film/titles/landofthedead
mmh zombieunderholdning….
Som Lars er inde på bliver zombie-neger-tænkeren ikke brugt til så meget. Det sidste perspektiv i filmen er vel at hvis zombierne begynder at bruge redskaber, holder op med at reagere instinktivt (holder op med at kigge på fyrværkeriet), og begynder at udvise med-zombisk-hed (skyde den brændende zombie), hvad adskiller dem så fra menneskene? Så er det pludselig de små enklaver af rigtige mennesker der er en cancer på det fredelige zombiesamfund. Og det må selvfølgelig stoppes og ædes.
Men som sagt, den tanke bliver heller ikke rigtigt fulgt til dørs.
Personligt nød jeg mest den meget 80’er agtige dommedagsstemning, meget old school.