Denne film fik premiere forleden, og vanen tro smider jeg lige min anmeldese fra Citadel på nettet.
UNIVERSETS SIDSTE DAGE
Universets sidste dage er noget så eksotisk som et thailandsk-japansk drama, hvor der for at gøre forvirringen total, tales gebrokkent engelsk. Resultatet er heldigvis ikke så rodet, som det lyder, men har i stedet en særegen dragende stemning og makaber humor.
Kenji er en japaner i eksil i Thailand, og hans indestængte bogorme-sjæl har så desperat brug for en pige, at det skriger til himlen. Hun dukker op i form af hippie-rodehovedet Noi, der lige så desperat har brug for en mand, som kan få lidt orden på hendes kaotiske liv. De to umuliusser er hinandens bedre halvdele, som det skal være i sand kærlighed – men de er lang tid om at opdage det, for nogen charmetrolde er de ikke ligefrem. Det er ikke en historie, der opfinder den dybe tallerken, men når suppen koges på thailandsk citrongræs, og vi får en gang japanske wasabi-gangstere oveni, bliver den til gengæld fyldt med en fin og forfriskende smagsoplevelse.
De smukke billeder er skabt af den australske mesterfotograf Christopher Doyle, der er alle steder, hvor det rør sig i asiatisk kunstfilm. Hans billeder er der god brug for, for plottet bevæger sig i eksplosive spring med lidt for lange pauser imellem. Det er en finte, som nogle gange virker sjov og overraskende, men andre gange bare forceret, og instruktør Ratanaruang virker ikke helt sikker på, hvad han skal fortælle, og hvad han skal udelade. Men helheden fungerer fint, og under alle omstændigheder er der godbidder nok til at tilfredsstille appetitten.
(“Universets sidste dage”. Instruktion: Pen-Ek Ratanaruang. Medv. Tadanobu Asano, Sinitta Boonyasak.)