Altsky-Hasenhertz – en forfatter med bid i
Af NEFA
Det er blevet på tide at lade de brede masser stifte bekendtskab med den kontroversielle, visionære forfatter: Hermann Altsky-Hasenhertz. Født 1935 i Tyskland, opvokset i Frankrig, bosat i Danmark fra sit attende år er han en sand europæisk forfatter med rødder i den sprogligt bevidste 60’er modernisme og aner tilbage til mellemkrigstidens utopiske kunstnerdrømme.
Nu, med udgivelsen af hans attende roman “http://www.altsky.dk”, er det på tide at se tilbage på et kunstnerliv uden sidestykke. Som en af hans romanpersoner siger: “Fremtiden er som en sursød-sovs, men fortiden kommer i klumper som sure opstød.” Her følger klumperne.
I sin første roman “Melon-drømme” fra 1957 skildrer Altsky-Hasenhertz et fremtidssamfund, hvor sproget kontrolleres af et malignt teknokratisk regime. Langsomt udsletter magten alle sprogets referencer til frugt og grønt og erstatter dem med hollandske verber. Således bliver på et metaforisk plan livets saft og kraft udtørret af sprogets logiske entydighed. Denne sindstilstand formuleres bedst af helten i Altsky-Hasenhertz næste bog “Stjernernes Grønlangkål” (1960); Her siger sprogteknikeren Albert Daggammel: “I kan banke os, stække vore faner, men aldrig skal I få mig til at glemme stavelserne i ‘agurkesalat’.” Oprøret mod magtens sprogterror ender dog nytteløst, og selv Albert Daggammel må glemme agurkesalaten. De tidsyneladende ligegyldige referencer til forskellige rodfrugter og andet grønt rummer et dybere budskab: Kan vi ikke tale om frugt, hvad kan vi så tale om?
Efter endnu to romaner “Atlask Q” (1961) og “På ethvert morgenbord” (1963) afløstes de dystre fremtidsudsigter af den optimistiske, utopiske roman “Det Ny Blomsterbjerg” fra 1967, hvor tidligt fødte hippie-drømme møder maskinstormerne: Blomsterbørnene skal frelse jorden og tildyrke den med radiser. Bogens slutning, hvor radiser i alle regnbuens farver regner ned over de lykkelige BørneBlomster, er vel et af periodens stærkeste udtryk for 60’ernes drømme om et internationalt fællesskab baseret på frugtspisning. “All You Need Is Fruit” som Beatles – næsten – sang.
De glade, men i sidste ende bagstræberiske tanker fra “Det ny Blomsterbjerg” fordrives af Altsky-Hasenhertz’ indtog i filmens verden. I 1970 skrev han manuskriptet til den oversete “Manden der tænkte på frugt”, instrueret af Hasse ‘Abrikos’ Hosfeldt. Dette blev en usædvanligt klarsynet film, der tog et livtag med datalogiseringen af menneskets identitet. Hovedpersonen er grønthandleren Søren S. Sørensen, som indvikles i et spejlkammeragtigt spil med staten. Er Søren Søren eller er han Sørensen? Er Sørensen blot et hulkort eller en binær kode? Filmen er labyrintisk og giver intet svar, men den specielle visuelle stil, hvor hvidlysende scener i sterile rum opklippes med billeder af rådnende frugt, skaber en tilstand af på en gang afklarethed og forvirring.
Efter fremtidskrimien “Rødgrøden koger klokken 22” (1975) og børnebogen “Skal vi male hinanden med frugtfarve?” (1977) gik Altsky-Hasenhertz ind i en længere krise. Bøgerne solgte ikke godt, men omkring ham var opstået et frodigt miljø af unge energiske fritænkere. Altsky-Hasenhertz var på vej imod stjernestatus. I 1984 kom vendepunktet. Altsky-Hasenhertz skrev sin banebrydende roman “Æble”, inspireret af sit køb af en Macintosh-computer. Her så han endelig muligheden for at forene sin interesse for frugt, ‘Edens Have’, og fremtidens filosofiske, cybernetiske og cerebrale informationssamfund. “Apple er frugten fra kundskabens træ” skrev han, og anslog dermed den moderne tids løsen: Computeren er min adgang til fremtiden, tag en bid. Altsky-Hasenhertz forfatterskab fra dette punkt er kendt af enhver, ikke mindst hans vejledning til internettet: “1000 websites om porrer”.
Tak fordi der endelig er nogen der tildeler Altsky-Hasenhertz den opmærksomhed han fortjener. Jeg synes det er en fin introduktion, der dog går lidt let hen over de mere kriseprægede sider af hans forfatterskab. Her tænker jeg særligt på den lettere absurde familieskildring “På ethvert morgenbord”, der hudfletter den borgerlige kernefamilies materialisme og skeletter i skabene – hele tiden repræsenteret ved det som mangler. Især er det jo slående at der netop ikke er grøntsager på morgenbordet hos denne dysfunktionelle familie Carnesen. Ingen radiser eller gulerødder, kun den evindelige marmelade, der også giver anledning til adskillige skænderier, der i virkeligheden handler om noget helt andet (uden at jeg skal røbe mere her).
“På ethvert morgenbord” hører til blandt sværvægtere som Pinter og Panduro, og det er i øvrigt på tide den bliver genudgivet, da den er umulig at opdrive antikvarisk. Men det kræver jo at folk får øjnene op for Altsky-Hasenhertz, og det er godt at Tællepråsen nu har gjort sit. Tak!
Hr. Sangild, tak for de fine kommentarer. Fokus har som udgangspunkt været på de opbyggelige sider af Altsky-Hasenhertz forfatterskab, men det har bestemt ikke været i et forsøg på at feje noget under gulvtæppet – eller under blomsterbedet, som Altsky-Hasenhertz nok ville skrive! Beretningen om familien Carnesen og deres ubehagelige hang til marmelade har haft betydelig relevans og sat sig dybe furer i det litterære landskab, og bør erstatte familien Gregersen som pligtlæsning i gymnasiet. Et genoptryk bør allerede nu være på vej!
Ærbødigst,
NEFA
Tillad mig at udtrykke min store glæde over, at hr. Altsky-Hasenhertz omsider opnår blot en smule af den anerkendelse, han så længe har haft til gode.
På min hjemegn læser vi hovedsagelig ældre telefonbøger, dette mest for at holde kendskabet til alfabetet ved lige, stundom måske også for at slippe latteren løs over navne, titler og adresser i Holstebro, men digteren Altsky-Hasenhertz har alligevel en særlig plads i vore hjerter, idet han under et svagbørnsophold i Klamhuse i 1971 besvangrede avlsgeden Mathilde Blåhjerte XXIV og derved blev stamfader til en race af eksemplariske dyr med intellektuelle grå hageskæg, fast benmuskulatur og en utrættelig parringsvillighed.
Blandt geder og digtere kan jeg kun forestille mig en, der har nået samme olympiske tinder som hr. Altsky-Hasenhertz, og det vor egen Jasper Jamsborg, der trods et noget afbranket ansigt nu omsider kan smile til verden. Tillad mig at henvise til en reportage af høj lødighed om denne digterskæbne:
http://www.landsbytossen.dk/Digtertriumf.htm