Der findes både virkelig islamofobi, og så findes der “islamofobi” som prædikat og retorisk kneb, som en måde at stemple modstanderen som diskvalificeret – lidt ligesom at kalde ham racist eller nazist. Begge dele er problematiske og bør undgås i debatten, for nu at sige det lidt skolemesteragtigt. Et par eksempler til at krydre pædagogikken…
I forbindelse med Johan Norbergs artikel i Expressen, som jeg selv linkede til her, og som jeg kan se Raapil til min glæde har læst med stor interesse, er der i Sverige opstået en kontrovers om hvorvidt Norberg skulle være blevet ‘brun’, og hvorvidt hans artikel skulle være et eksempel på en stadig mere fascistisk neoliberal tendens. Det har naturligvis intet på sig, hvad enhver læser af Norbergs site også vil vide, idet manden eksempelvis går ind for fri indvandring. Men det er interessant at argumenter af en så hysterisk karat alligevel bliver bragt ind i debatten, også når de tydeligvis ingen relevans har. Læs fx denne postering af Ali Esbati, og se også kommentarerne (mere her).
Det virker decideret patetisk, at man i denne forbindelse skal spille fascisme-kortet, og Norberg gør også selv opmærksom på Godwins lov, hvorved en diskussion øjeblikkeligt tabes af den part, som bringer Adolf Hitler eller nazismen på banen som en del af sit argument. Norberg har en tese om, at panikken simpelthen skyldes, at venstrefløjen godt er klar over, at netop udstødelsen af indvandrere og andre svage lavtlønsgrupper kan være den rambuk, der nedbryder velfærdsstatens ideologiske mur, simpelthen fordi den bliver nødt til at vedstå sig en stor del af ansvaret for de utilsigtede konsekvenser af høje mindstelønninger og skatter, og i Frankrig/Tyskland de groteskt stramme regler for fyringer og ansættelser.
Naturligvis gælder panikken ikke alle velfærdstilhængere, og det er fx glædeligt at en ellers erklæret socialliberal som Raapil har fået øjnene op for de negative konsekvenser af positive rettigheder på arbejdsmarkedet (du må godt blive sur nu, Raapil ;-)), så dette er sådan set bare en lille opsang om hverken at lade som om, at islam slet ikke spiller nogen rolle for optøjerne i Paris (selvom de ikke har noget med islams ‘essens’ at gøre efter min mening, da jeg ikke mener en sådan eksisterer), eller at påstå, at islam skulle være hovedårsagen. Muslimer fungerer fint og bidrager til samfundet i lande hvor de får lov af ‘systemet’, og de er gode til at drage nytte af de mere liberale strukturer i USA og Canada. I Paris er kombinationen af islam og social udstødelser på den anden side blevet særdeles giftig, og vil kun blive det endnu mere i fremtiden, i det de radikale (ingen lighed med det danske parti af samme navn i øvrigt) imamer vil bruge urolighederne til at sikre sig endnu mere magt over de ramte bydele – endda med officiel sanktion, som de eneste der kan ‘repræsentere’ og sikre ‘ro og orden’. Det er i hvert fald mit bud.
På den anden side skal man også passe på med at slå for stort islam-brød op over optøjerne, og jeg tror at et udtryk som Paris’ intifada er mere misvisende end hvad godt er (det er i hvert fald mit fromme håb). Bøllerne har lært mindst lige så meget af antiglobaliseringsaktivister, som af stenkastende palæstinensere – men bør da i øvrigt slås ned med hård hånd og ikke forhandles med. Jeg fik i hvert fald bekræftet på weekendens af Jyllands-Posten arrangerede konference om Ytringsfrihed og islam (der går for øvrigt rygter om at man kan se mit billede i avisen!), at nogle debattører er alt for villige til at komme med generelle konklusioner på meget specifikke eksempler – ingen nævnt ingen glemt. Man fortaber sig på den ene side i detaljer og mister det generelle billede, og på den anden side lader man detaljer udviske sig i en generel halvparanoid skyggeboksning med et spøgelsesagtigt Eurabia. Virkeligheden er for kompleks til at blive planlagt, det har altid været mit motto, og jeg har svært ved at se den store eurabiske masterplan bag de ellers nok så problematiske bilafbrændinger…
Sur og sur… egentlig ikke, men du taler i så generelle vendinger, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal synes om det. Er positive rettigheder på arbejdsmarkedet altid af det dårlige f.eks.? Den tanke har jeg nu aldrig tænkt til ende.
Men jeg synes da, at der kommer mange interessante tanker fra liberal side i disse år. F.eks. din om, at integration først og fremmest handler om, at samfundet giver lov – ikke med sprogkurser, taxiboner og erklæringer om rette samfundssind, men ved at tilbyde muligheder. Det kan USA og Canada, hvorfor lande som dem render med størstedelen af den… hmm… interessante arbejdskraft.
Til gengæld har jeg det lidt svært med, at det altid er USA, liberalisterne fremhæver som (et eksisterende) idealsamfund. Hvor meget jeg end slubrer amerikanske kulturprodukter i mig, og hvor meget jeg end misunder den udbredte frihed og rummelighed, amerikanerne nyder, så har jeg det stadig svært med de negative sider af det amerikanske samfund, som jeg synes, at liberalisterne nedtoner.
USA lykkes godt med at integrere nytilkomne, også muslimer, men har altså ikke på flere hundreder af år lykkedes med at integrere sin store, sorte tidligere slaveklasse. USA har dødsstraf og bruger den alt, alt for flittigt, lissom man når det gælder fængslinger ligger på linie med diktaturstater.
Det synes som om, man tror, at man kan fjerne den fattigdomsskabte kriminalitet, ved at kappe hovedet af den eller spærre den inde.
Det er et mindre sympatisk træk ved USA – og i øvrigt et mindre sidespring i forhold til din tråd. Men du vil jo gerne i debat, så du kan udbrede dit evangelium (ja, du må gerne blive sur nu ;o). Og jeg er sikker på, at du – som liberale plejer at have – har masser af skudklare argumenter i bæltet…
Med positive rettigheder på arbejdet mener jeg ting som ret til en bestemt løn, ret til sikkerhed i ansættelsen, ret til pension, sygesikring og alt muligt andet arbejdsgiverbetalt. Det er alle sammen ting, som jo på papiret ser fantastisk godt ud (wow, hvad nu hvis vi fordobler minimumslønnen, så vil alle jo blive rige!), men som reelt forhindrer dem med mindst kvalifikationer i at komme i arbejde, fordi de får sværere og sværere ved at skabe det som arbejdsgiveren skal have igen til gengæld for alle de rettigheder. Jeg ved godt, at mindstelønnen herhjemme er et resultat af en frivillig overenskomst (som dog opretholdes med voldelige, statssanktionerede blokader), så det er også en opsang til fagforeninger og arbejdsgivere (men desværre har de jo en fælles interesse i at holde nyankomne ude).
USA er ikke et entydigt liberalistisk land, og er sammenstykket af mange forskellige politiske holdninger, både liberale og (meget) konservative, og faktisk er der også (hvilket ofte bliver glemt) en stærk tendens til ‘big government’ indgreb i økonomien og de sociale forhold. Velfærdsstaten blev afprøvet her før den blev i Skandinavien (bare aldrig så udbygget), og der er en lang tradition for protektionisme, priskontol og anti-trustlovgivning. New Deal og Great Society er nogle af kodeordene her, som man ofte glemmer når man skal se på USA fra Danmark.
Man kan jo spekulere lidt på, om den store restgruppe af socialt dårligt stillede sorte i USA, bla. skyldes at de meget tidligt blev ‘ramt af velfærd’. Det er i hvert fald karakteristisk, at de (sorte), som ikke reddede sig selv ud af New Orleans stort set alle var på velfærdsydelser, og dermed var frataget ansvaret for deres eget liv. Det er i hvert fald en tolkning man kan lægge, selvom den ikke harmonerer med normal dansk forståelse. Om det er den rigtige tolkning ved jeg ærligt talt for lidt om amerikanske forhold til at vide. Der er også store problemer med arven fra slaveriet og et betændt raceklima mellem sorte og hvide (men ikke i så høj grad med andre grupper).
Det er naturligvis et komplekst problem, og jeg plejer blot ganske pragmatisk på, at det altså lykkes i USA og Canada (og til dels også andre steder, fx Australien) at integrere indvandrere i langt højere grad end i Danmark. Her er arbejdsmarkedspolitikken (og manglen på en mere liberal model) en del af problemet, men naturligvis ikke hele problemet. Og man behøver jo ikke indføre dødsstraf, bare fordi man lemper på arbejdsmarkedspolitikken vel? Det er jo ikke en samlet pakke. De har heller ikke dødsstraf i Canada (og de har endda en offentlig sygesikring), og alligevel går integrationen langt bedre.
“…. men som reelt forhindrer dem med mindst kvalifikationer i at komme i arbejde, fordi de får sværere og sværere ved at skabe det som arbejdsgiveren skal have igen til gengæld for alle de rettigheder…”
Det tror jeg da du har ret i. Skal Danmark og Europa klare sig fremover, så må der mere dynamik i sagerne. Hvis man så kunne undgå de negative sider af den amerikanske løsning, så var meget nået. Risikoen er, som situationen er pt., at de muslimske indvandrere ryger ud i en permanent fattigdomsrolle lig den, de sorte amerikanere har.
Canada er i øvrigt ikke noget dårligt bud på en ‘gylden middelvej’ mellem liberal økonomi og statsintervention.
I Canada har man – så vidt jeg ved, jeg er ikke ekspert – gjort det fornuftige, at selvom man fører en multietnisk politik, så gør man det mest i forhold til tale og kultur (hvilket nogen gange kan få de kristne canadiere til at være lidt undskyldende for sig selv), og ikke i så høj grad med positiv særbehandling og sociale ordninger til særlige grupper (hvilket man i høj grad har gjort i USA overfor de sorte, med blandede resultater). Man har også i Canada gode erfaringer med en meget fri handelspolitik overfor USA. Det bliver dog interessant at se, hvad der kommer til at ske, nu hvor den liberale (dvs midtersøgende) regering er gået af efter 12 år ved magten, og der bliver valg til januar.
Mine oplevelser af Canada var generelt meget positive, og jeg tror det er værd for europæiske politikere at se lidt nærmere på, hvad det er man gør rigtigt i Canada og USA, og som desværre mislykkes så fælt i Europa.
Man skal nu i øvrigt passe på med ikke at idyllisere de canadiske forhold. I Toronto fandtes der altså også rent sorte ghettoer, med grimt højhusbyggeri og ingen nævneværdige fremtidsudsigter.
I et foredrag af en canadier for mange år siden fik jeg at vide, at en af forskellene mellem amerikansk og canadisk kultur er, at mens amerikanerne bruger “melting pot” princip, benytter Canada et “mosaik”-princip. Melting pot-princippet går ud på, at man kommer til USA, og så er man ikke dansker, tysker, afrikaner, osv., men amerikaner. Mosaik-princippet går derimod ud på, at man ganske vist rent juridisk opfattes som canadier, men i overvejende grad får plads til ens egen kulturelle specialiteter, der i væsentlig udstrækning opfattes som positive.
Jeg gætter på, at det har en meget positiv effekt på ens integration, hvis man møder anerkendelse på grund af ens kulturelle særheder i stedet for at blive udstødt på grund af dem.
Jeg tror forskellen på Canda og USA ang. multikultur er forholdsvist teoretisk, man kan i hvert fald se nogenlunde de samme bosættelsesmønstre i storbyerne, fx, nemlig at selvom man blander sig på uddannelsespladser og arbejde, så bor man ‘blandt sine egne’ og har sin egen kultur (der dog over tid blander sig mere og mere). I begge lande bruger man elementer af melting pot og mosaik, men der skal nok være nogle forskelle på overordnet niveau, officiel politik, osv. Canada har i hvert fald officielt en multikulturel politik. Jeg ved ikke med USA.
Jeg gætter på, at det har en meget positiv effekt på ens integration, hvis man møder anerkendelse på grund af ens kulturelle særheder i stedet for at blive udstødt på grund af dem.
Det lyder rigtigt, men også som et lidt retorisk gæt 😉