Filmversionen af Anthony Swoffords fantastiske Golf-Krigs-selvbiografiske roman Jarhead sutter åbenbart mere end den burde. Det er ærgerligt, for det er en virkelig medrivende og velskrevet bog – men sådan nogle bliver jo ofte halvsløve film. Jeg skal ind og se filmen i aften, og så poster jeg mine two cents senere… I øvrigt er jeg ofte uenig med anmelderne i deres dom, så det kan jo være jeg kan lide filmen.
Dagen efter, mit bud [spoiler alert!]:
Jeg tror desværre, at Jarhead kun vil være en tilfredsstillende oplevelse, hvis man har læst bogen, før man ser filmen. Det skyldes, at en af de centrale pointer i bogen er, at hele marinekorpsets opgejlede krigsliderlighed fuser ud i ørkensandet, fordi det faktisk aldrig lykkes Swofford at få et confirmed kill – faktisk lykkes det ham ikke engang at få affyret sin riffel, så længe krigen varer. Det er en dybt utilfredsstillende oplevelse for Swofford og co., og selvfølgelig en central, satirisk pointe for forfatter-Swofford – men den luften-af-ballonen oplevelse kan være svær at sætte pris på, hvis man som biografgænger efter den første halvdel (der virkelig er sjov og medrivende) håber at NU kommer der bare de helt store kampscener, hvor der bliver nakket en masse iraqi motherfuckers. Det gør der ikke. Der sker faktisk ingenting, og den eneste action Swofford oplever er friendly fire fra en A10 warthog. Pointen er, at marinedrengene tror, at de skal ind og have en rigtig autentisk krigsoplevelse, ligesom i Vietnam-filmene, men i mellemtiden har krigens natur forandret sig, og det hele bliver afgjort af luftvåbenet. (Det er jo så en pointe, der ikke helt holder i forhold til nutidens krig i Irak, men det er jo en anden sag).
Jeg nød faktisk filmen og fandt den både morsom og af og til rørende, selvom den ikke helt kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på, sådan rent indlevelsesmæssigt: hvor meget satire, hvor meget seriøsitet. Men jeg vil tro, at ham teenagedrengen, der sad ved siden af mig og gned sine hænder i ekstase over det ventende slagteri, blev ret skuffet. Saving Private Ryan it ain’t.
Efter filmen gik jeg hjem og læste de første par kapitler af Swoffords uforlignelige prosa. Vi er altså helt oppe i Michael Herr klassen (manden der bl.a. skrev monologerne til Apocalypse Now). Anbefales. Først bog, så film.
Jeg har også set den – Enig, først bog så film. Genlæste også starten, da jeg kom hjem, især definitionen af sand:
Most unstable material or medium that will make futile all effort or endeavor.
Han skriver virkelig flot.
Jeg er ikke utilbøjelig til at give dig ret i, at man muligvis (for en gangs skyld) kan drage fordel af at læse bogen før man ser filmen. Jeg læste Jarhead for nogle år siden, og det var en stor læseoplevelse.
“There is talk that many Vietnam films are antiwar, that the message is war is inhumane and look what happens when you train young American men to fight and kill, they turn their fighting and killing everywhere, they ignore their targets and desecrate the entire country, shooting fully automatic, forgetting they were trained to aim. But actually, Vietnam war films are all PRO-WAR, no matter what the supposed message, what Kubrick or Coppola or Stone intended.” (p.6, min fremhævning)
Selv om jeg ikke er ekspert udi det filmiske, gætter jeg på, at filmen Jarhead også ender med at blive en krigsfilm, snarere end en anti-krigsfilm, som de fleste filmanmeldere ellers (håbefuldt?) proklamerede.
For en god ordens skyld, må jeg hellere skynde mig at skrive, at min kommentar var rettet til Lars Hvidberg.
Bielefeldt, du har lige der fat i et af de sejeste citater fra bogen, og i øvrigt noget, der også fungerer enormt godt i filmen, fx scenen hvor marinesoldaterne jubler til valkyrieridtet i Apocalypse Now. Drengen ved siden af mig i biografen så da heller ikke ud til at være grebet af væmmelse over krigen, men derimod glædede han sig meget til blodsudgydelserne. Det var i hvert fald min tolkning.
Men anmelderne automat-tænker som sædvanligt. De forestiller sig altid, at en krigsfilm af en dygtig instruktør per definition må være en anti-krigsfilm. Fx blev “Saving Private Ryan” omtalt som en antikrigsfilm af anmelderne, men det giver altså ikke nogen mening: det er en (trods alt) pro-krigsfilm i den forstand, at den fremhæver at krigens ofre nytter.
Aye, aye Lance Corporal Hvidberg!
Her kommer mere fra Swoffords hånd: ”Still, my vision was blurred – by wind and sand and distance, by false signals, poor communication, and bad coordinates, by stupidity and fear and ignorance, by valor and false pride. By the mirage. Thus what follows is neither true nor false but WHAT I KNOW.” (s. 2)
Dette er min yndlingspassage fra bogen, fordi Swofford her formulerer, hvad vi alle inderst inde godt ved, men som ingen af os er villige til at indømme: At vores blikke er slørede af dumhed, af stolthed, af fejlkommunikation, af uvidenhed, af illusioner. Hvor befriende. Jeg elskede bogen. Også filmen.
”Hvo kand drage Slutninger med Vished her i Verden?”
Ludewig Ferdinand Rømer (dansk slavehandler, cit. i Thorkild Hansens ’Slavernes Kyst’, s. 69)
Staff Seargent Bielefeldt (retired)
Nu har jeg også fået set den. Lidt sjov, men ellers jævn kedelig, bortset fra hver gang Jake Gyllenhaal smider kludene 🙂 Nu venter jeg så bare på at se Brokeback Mountain, hvor Jake jo spiller homo. Rimelig alsidig gut må man sige.
Jeg er enig i, at bogen er overraskende velskrevet, når man tager forfatterens baggrund i betragtning (han er ikke bare almindelig soldat), og jeg nød også at læse den på kort tid. Men jeg mener nu, at den er en smule overvurderet. Den er god, fordi den på en gang er dybt personlig og samtidig har noget objektivt over sig, som ser det hele sådan fra oven og hverken tager parti for eller imod nogen eller noget som helst. Og den er en indsigt i en verden, vi hører en helt masse om hver dag, men som vi alligevel ikke kender rigtigt, fordi det er så ensidigt set gennem medierne og på meget lang afstand. Derfor kan man – som jeg – betragte den som en yderst interessant “politisk” tekst. Men som litterært udtryk mener jeg nu ikke, at den når de store højder.
Jeg glæder mig til at se filmen!
Hvis man skal tage forfatterens ikke-litterære baggrund med i anmeldelsen af Jarhead, skal man så også tage læserens ikke-litterære baggrund med i anmeldelsen af anmeldelsen af Jarhead?
Den biografiske hævner
Ouch!
Var den henvendt til mig? I så fald ramte den ved siden af :-p