Det er en smuk formiddag i Georgetown, og jeg har været nede og hente en kaffe i Griffin Market, hvor jeg blev mødt med et ”buon giorno” af den italienske indehaver. Da jeg skænkede kaffen op kom deres lille kattekilling – en slank hvid lille fyr. Den var en ”climber” fik jeg at vide, men den nussede sig nu bare lidt op af mig og kravlede så op i kurven. Dens ven kom lidt efter. Så gik jeg ned i Rose Park og satte mig i solen. Det er 18-20 grader også i dag, men det føles varmere, måske fordi der ikke rigtig er nogen vind. Vejret er virkelig dejligt her og træerne er stadig smukke og gule, selvom der falder flere og flere blade af. I den lille børnehave på P Street, ”Muse-skolen” som vi kalder den fordi dens logo er en lille mus, sad ti børn på små stole, mens en mandlig pædagog forsøgte at dæmpe gemytterne. På gaden blev glade børn kørt rundt af deres spansktalende barnepiger og en lille skoleklasse var på udflugt. Solen skinnede fra en næsten skyfri, klar blå efterårshimmel, det var næsten paradisisk.
Nu sidder jeg tilbage i lejligheden med de store panoramavinduer ud imod en række smukke træer og buske. En rødmavset fugl napper røde bær fra et stort træ og i mine hovedtelefoner lyder en af Mozarts violinsonater.
Det er næsten så harmonisk, at man må korse sig. Men det er lige som jeg vil have det, sådan en formiddag i Georgetown.