The Aristocrats

Nu troede du nok lige, at det var noget med Walt Disneys lettere irriterende franske jazz katte – men nej: The Aristocrats er en dokumentarfilm fra 2005 om én bestemt vittighed: “Aristokraterne”. Jeg lejede den forleden, og den var bestemt værd at se, selvom joken i sig selv ikke er for sarte sjæle.

Vitsen, som jeg faktisk ikke kendte i forvejen, er åbenbart en insider-joke blandt komikere, som de kan fortælle til hinanden, når aftenens show er slut. Joken i sig selv er ikke ret sjov, det er en standard vits af variete-slagsen, og ingen komiker med respekt for sig selv ville bruge vitsen som en del af repertoiret. Ingen komikere fortæller længere “vitser” med set-up og punch-line – man fortæller anekdoter, små livsbetragtninger eller brokker sig. Men ingen standard-vitser af slagsen “My wife said she wanted to go somewhere new – I told her: Have you tried the kitchen?” med trommebask for at understege joken (som Henny Youngman her fra “Goodfellas”).

Vitsen i sig selv er simpel og ikke særligt sjov: En mand kommer ind til en talentspejder og fortæller om et nyt show, han har lavet med sig selv og sin familie i hovedrollerne – det indeholder typisk en mand, en kone, to børn, en hund og så incest, sodomi, urin og afføring – som et minimum. Da han er færdig med at fortælle, spørger talentspejderen: “Du godeste gud, hvad kalder du forestillingen?” og manden svarer: “Aristokraterne!” Joken består så i mandens manglende selvkritik og kontrasten mellem de udpenslede begivenheder og den ret flade afslutning, en slags “meta-vits” af den slags Monty Python gjorde til deres varemærke. På papiret: ikke spor sjovt.

Det sjove ved vitsen “Aristokraterne” er da heller ikke punchlinen, men derimod hvad man fylder ind mellem starten og slutningen. Det er komikernes svar på jazz, det er “the singer not the song”, når den enkelte komiker fylder vitsen ud med sit eget indhold – ofte ganske perverst og altid improviseret. Og hvordan dét foregår fortæller i dokumentaren en række amerikanske stjernekomikere om: George Carlin, Whoopie Goldberg, Richard Lewis, Bill Maher, Drew Carey, Jon Stewart og mange, mange flere. ALLE kender vitsen og alle har fortalt den, selv den ellers så familievenlige Bob Saget, der i Danmark mest er kendt fra Full House-serien – men han er altså også kendt som den, der fortæller den mest beskidte og groteske variant af “The Aristocrats”. Jeg skal ikke afsløre den her.

Det er fascinerende at få et indblik i hvad der foregår i komikernes verden, når de kun skal optræde for hinanden, og det er egentlig sjovt, hvor meget selve overskridelsen betyder for dem: Det er det at kunne fortælle den mest perverse og chokerende version, der tæller, og det siger et eller andet om humorens natur – afprøvningen af grænser indenfor den humoristiske ramme.

Men at humor ikke kun er for sjov, bliver klart i en overraskende drejning, hvor vittigheden “The Aristocrats” bliver fortalt ved det årlige komikermøde i Friars Club i New York ganske kort efter 11. september 2001. Her begiver komikeren Gilbert Gottfried (der er kendt for sin maniske stemmeføring) ud i en risikabel 911-vits (“Too soon” råber man fra publikum), men redder aftenen ved i stedet at køre “The Aristocrats” af i fuld offentlighed for rullende kameraer og vild perversitet. Den mærkelige, totale overskridelse bringer latteren frem i det nervøse publikum og stemningen er reddet. Klippet kan ses her:

Gilbert Gottfried fortæller “The Aristocrats”

Vred ung and

Fredag blev jeg inviteret med til at se Anders Matthesens nye stand-up-show “Anden vender tilbage” på Østre Gasværk. Jeg kender ikke så meget til stand-up og har ikke det store sammenligningsgrundlag, men jeg var ret imponeret over Andens tour-de-force gennem Danmarks dårligdomme. Jesper Eising fra Berlingske Tidende skriver det bedre, end jeg kan, i sin glimrende anmeldelse:

Omdrejningspunktet i showet er de regler, der styrer og regulerer vores samfund og sociale sameksistens, og som Matthesen med komisk, kirurgisk skarphed splitter ad og stiller til skue.

I passager fremstår han nærmest som en libertarianer, der med humoren, sarkasmen og satiren som våben piller vor velfærdsstatslige konformitet fra hinanden og prædiker færre regler, færre apostle, som skal styre vort liv og bestemme, hvad der er godt og skidt, mere frihed under ansvar, større tiltro til, at vi godt selv kan finde ud af at leve under samme tag, og frem for alt et diktum om, at det enkelte menneske selv kan gennemskue konsekvenserne af sine egne handlinger.

Stærkest virker samfundssatiren næsten, da han i løbet af aftenen tager en enkelt rekvisit i brug – hvilken skal ikke røbes her – og overraskende bryder med det ellers enkle én mand, én mikrofon-setup.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at det er meget morsomt?