Tag: Satire

Frihed til at fornærme

Jeg har meldt mig i debatten om Muhammed-tegningerne med en kommentar i Berlingske Tidende. Here we go again, er man lige ved at sige, men jeg tror, at jeg har en lidt anden vikel at byde på. Jeg har studeret satire i forbindelse med mit universitetsspeciale, og konklusionen er, at “Satire” og “ansvarlighed” bare ikke hører sammen i samme sætning.

Debatten er afgørende, fordi der på begge fløje af debatten er ved at indfinde sig et mærkeligt kompromis om, at man kan finde ind til en »samfundsgavnlig« og »opbyggelig« satire, hvis spilleregler man skal overholde. Mange forsvarere af Jyllands-Posten hævder nu, at krænkelserne af muslimernes følelser var et uheldigt biprodukt af et oprindeligt godt formål, nemlig at gøre opmærksom på selvcensur. De krænkede muslimer (og deres ikke-muslimske talsmænd) forsøger at opstille krav om den »gode tone«, mens de skinhelligt bekender sig til ytringsfriheden. Det eneste man efterhånden er uenige om, er hvorvidt karikaturerne befinder sig inden for eller uden for den »tilladelige« satire.

Det er en farlig retorisk balancegang, der på den ene side er hyklerisk snik-snak, og på den anden side er et snedigt forsøg på at intimidere den offentlige debat.

Problemet er, at forestillingen om, at man kan afgrænse den »gode« satire fra den »onde« satire, er det rene nonsens.

Kommentaren blev skrevet temmelig hurtigt tirsdag nat, så der er sikkert ting, jeg ville skrive anderledes i dag, men grundbudskabet kan jeg bestemt stå inde for. I øvrigt rimer den sidste sætning, og det er da meget sjovt.

Opdatering: Jeg ser nu, at Berlingske tidende har oprettet en debat-side om satire i forbindelse med artiklen. Jeg kan se, at opbakningen til at begrænse ytringsfriheden for at beskytte folks følelser, lever i bedste velgående, samt at klicheen om den “gode” satire overfor den “onde” latterliggørelse også kører der ud af. Kan være jeg skal skrive et indlæg om, hvordan den modsætning ikke holder æstetisk eller historisk. Beklager den nævenyttige irettesætter i mig 🙂

Obama keeping it cool

Se komikeren Fred Armisen som Barack Obama i denne cool og morsomme video fra Saturday Night Live. (Bemærk der er et par åndssvage reklamer i starten).

Stemmen og manererne er rigtig godt ramt. Men er videoen latterliggørende? Det synes jeg egentlig ikke, snarere let drillende. Det er da bedre at være cool jazz-man end cowboy.

Hvilken karikatur vil i fremtiden passe bedst på Obama? Og hvorfor er det vigtigt. Se her.

Obama er til grin

Jeg har en ny USA I DAG klumme for Berlingske Tidende. Jo, jo, denne gang er det en af de grove:

Men fra den lokale Starbucks er det egentlig nemt nok at se, hvad der er latterligt ved Obama. Måske er det mit kyniske, europæiske perspektiv. Måske er det bare pessimisten, der taler. Men ærligt talt, come on … den mand er bare for meget. Obama er en påtrængende skolemester, der beder dig om at lave dine lektier og holde dig fra stoffer. Han er typen, der siger »Tænk nu på de små børn i Afrika« – og mener det.

Update: Artiklen omtales nu på Uriasposten og Polemiken.

Hvorfor smager ost dårligt på kinesisk mad?

Det fænomenale comedy program The Daily Show med Jon Stewart (der i Danmark sendes med 1 dags forsinkelse på DR2) har haft otte år i solen på George W. Bush’s vagt – hans kontroversielle politik og jævnlige talebøffer (og ikke mindst Dick Cheneys ondeste sider) har været fast inventar i programmet, til stor glæde og moro for seerne. Det er faktisk ikke forkert at sige, at Bush-æraen har været afgørende for Stewarts rejse mod stjernerne blandt amerikansk comedy.

Nu er der en ny mand på posten, og hvad skal man så gøre? Programmet den 20. januar (“Changefest 09: Rebirth of a Nation”) var naturligvis dedikeret til Obamas indsættelse, som der blev gjort tykt grin med – Aretha Franklin havde en åndssvag sløjfe i håret, talerne var for lange og for kedelige osv. Det var lidt sværere at gøre grin med Barack Obama selv, hvis kernevælgere sandsynligvis ret fint svarer til The Daily Shows kernepublikum, men til gengæld ramte satiren mange folks ukritiske forhold til Obama: Han er bare cool, og det er grund nok i sig selv til at elske ham.

Bedst var en lille passage, hvor Obamas tiltrædelsestale blev klippet sammen med forskellige Bush-taler om USAs fremtid og krigen mod terror. Sammenklippet viste hurtigt, at Obama bruger stort set de samme klicheer om håb, fornyelse og fællesskab, som Bush har gjort – og at han også bruger den samme retorik overfor USAs fjender, “We will not excuse for our way of life … and we will defeat you!”

Men hvorfor elsker vælgerne de ord, når de kommer fra Obama, og hader dem, når kommer fra Bush? Som en af programmets “udsendte medarbejdere” sagde: “Hvorfor smager ost lækkert på italiensk mad, og dårligt på kinesisk mad?”

Og han afsluttede med: “Forskellen er, at når Obama taler sådan – så håber jeg, at han ikke rigtig mener det.”

Vred ung and

Fredag blev jeg inviteret med til at se Anders Matthesens nye stand-up-show “Anden vender tilbage” på Østre Gasværk. Jeg kender ikke så meget til stand-up og har ikke det store sammenligningsgrundlag, men jeg var ret imponeret over Andens tour-de-force gennem Danmarks dårligdomme. Jesper Eising fra Berlingske Tidende skriver det bedre, end jeg kan, i sin glimrende anmeldelse:

Omdrejningspunktet i showet er de regler, der styrer og regulerer vores samfund og sociale sameksistens, og som Matthesen med komisk, kirurgisk skarphed splitter ad og stiller til skue.

I passager fremstår han nærmest som en libertarianer, der med humoren, sarkasmen og satiren som våben piller vor velfærdsstatslige konformitet fra hinanden og prædiker færre regler, færre apostle, som skal styre vort liv og bestemme, hvad der er godt og skidt, mere frihed under ansvar, større tiltro til, at vi godt selv kan finde ud af at leve under samme tag, og frem for alt et diktum om, at det enkelte menneske selv kan gennemskue konsekvenserne af sine egne handlinger.

Stærkest virker samfundssatiren næsten, da han i løbet af aftenen tager en enkelt rekvisit i brug – hvilken skal ikke røbes her – og overraskende bryder med det ellers enkle én mand, én mikrofon-setup.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at det er meget morsomt?

Et mærkeligt kompromis

For nogle minutter siden hørte jeg et interview med Uffe Østergaard i P1s Oritentering om den tyrkiske regerings håb om at kunne agerer mediator i konflikten mellem Danmark/Vesten og den muslimske verden om de der tegninger I ved nok. Konflikten står jo som bekendt om grænserne for ytringsfrihed, og speakeren forberedte allerede før interviewet bedrevidende lytteren på, at – som det jo sig hør og bør i et kompromis – begge parter måtte være beredte på at give sig.

Det lyder jo rigtigt, at man må give sig, hvis man altså vil indgå et kompromis. So far so good. Det mærkelige kom imidlertid, da Østergaard i slutningen af interviewet konkluderede, at for Vestens vedkommende måtte kompromiset bestå i, at man indrømmede, at ytringsfriheden ikke indeholder retten til at håne og latterliggøre. Det underlige var her, at han aldrig stipulerede, hvad den muslimske verdens bidrag til kompromiset skulle være. Hvis man i Vesten indrømmer, at ytringsfriheden ikke indeholder retten til at håne, så er man vel netop gået ind på de muslimske betingelser? Så er der jo ikke tale om noget kompromis, men derimod bare tale om en indrømmelse. Det kan man jo naturligvis også godt, men så skal man lade være med at pynte det med kompromisets fine blomster.

For det er jo godt nok et mærkeligt kompromis, hr. Østergaard vil have os til at gå ind på – vi indskrænker ytringsfriheden, til gengæld for… hvad? At vores ambassader ikke bliver brændt af? At der ikke udsendes mordtrusler mod bladtegnere? At danskere overalt i den muslimske verden ikke længere er potentielle ofre for gidseltagninger? Hvad er det vi får til gengæld for at indskrænke vores ytringsfrihed? Denne her deal stipulerer jo netop, hvad konflikten handler om: frihed overfor trusler om vold. Ret ind, eller du får bank. Er det også et ‘kompromis’, når jeg lover skolegårdens bølle, at jeg ikke vil nærme mig hans skygge til gengæld for ikke at blive spyttet i hovedet?

Hvad Uffe Østergaard åbenbart slet ikke vil indse er, at der ikke kan være tale om noget kompromis når det drejer sig om ytringsfrihed i den her forstand. Grunden er, at ytringsfrihedens grænser defineres ved domstolene, og de kan ikke bruge halvbagte hensigtserklæringer til noget. Enten må man tegne en karikaturtegning af profeten Muhammed, eller også må man ikke. Der kan ikke være tale om at man godt må tegne lidt, men alligevel ikke rigtig må. “Kun til skægget, tak”. Det er enten eller. Derfor er al den snak om et kompromis og Den Store Dialog også misforstået: Naturligvis kan man sætte sig sammen og klarlægge sine synspunkter på en fornuftig og ikke-voldelig måde. Men tanken om, at man kan mødes på halvvejen holder ikke. I denne sag er det enten-eller.