For alle os, der er lidt forvirrede omkring, hvad den internationale finanskrise egentlig går ud på, kommer det fantastiske radioprogram This American Life til hjælp.
I programmet The Giant Pool of Money møder vi en lang række spillere i den store amerikanske pantebrevs-bonanza, fra Wall Street-hajen, der sammensætter top-ratede AAA gældspuljer ud af ekstremt dårlige boliglån, til ejendomsmægleren, der tjener millioner på at sælge huslån til folk, der ikke har “a pot to piss in”, og den enfoldige eks-marinesoldat, der har været godtroende – og grådig – nok til at låne 540.000 dollars til et hus, der svarer til 15 gange hans årsindkomst – før skat.
Det er spændede lytning, og fælles for de medvirkende er, at de egentlig godt vidste, at det ikke kunne passe. Marinesoldaten ville aldrig kunne betale lånet tilbage, og ville aldrig have lånt sig selv pengene, ejendomsmægleren vidste godt, at de fleste låntagere ville ende på tvangsauktion, og Wall Street-mæglerne vidste godt, at de lån, de solgte videre i store bundter i virkeligheden var junk. Men fælles for dem alle var også, at det så enormt godt ud på papiret – “the data was good” – fordi man baserede udregningerne på forældede erfaringer, der ikke tog højde for de nye ekstremt billige lån. Det var en slags hallucination, et selvbedrag – for alle de involverede – og så en god del løgnagtighed. Det fungerede så længe huspriserne blev ved med at stige og låneafdragene kunne afbetales med nye lån i friværdien.
Men en dag brast boblen, nærmest fra den ene dag til den anden. Lånene blev dyrere. Ejendomspriserne faldt. Lånene kunne ikke betales tilbage. Og så er vi, hvor vi er nu med en gigantisk kreditkrise.
Hvad var årsagen? Først og fremmest billige penge og store mængder risikovillig kapital. Udsendelsen omtaler “the giant pool of money”, som er den samlede mængde kapital, der er til rådighed i verden. Takket være den store indkomstfremgang i lande som Kina og Indien fordobledes “the giant pool of money” på få år fra 36 billioner dollars til 70 billioner dollars (det er 70.000 millarder). Pengene skulle have et sted at søge profit, og da den amerikanske centralbank samtidig havde sat renten ekstremt lavt, blev det attraktivt at tage store risikoer – og samtidig meget lidt attraktivt bare at lade pengene stå i banken eller opkøbe kedelige obligationer, der ingen rente gav.
Da bankerne samtidig begyndte at udvikle en række værktøjer til at sammenkøre risikoen ved boliglån i store puljer, var vejen åben til pantebrevs-bonanzaet, hvor man begyndte at tilbyde enorme lån til mennesker, der aldrig ville have en jordisk chance for at betale dem tilbage – fordi man kunne sælge de risikable lån videre på en måde, der virkede attraktiv. Så længe der var risikovillig kapital, renten var lav og huspriserne steg. En dag var huspriserne imidlertid steget så meget, at folk ikke engang kunne betale første afdrag på de store lån, og så vendte bøtten på ganske kort tid. Og de risikovillige investorer var ikke længere villige til at tage risikoen.
I programmet hører vi desværre ikke så meget om, hvordan den politiske regulering har spillet med i katastrofen – den urealistisk lave rente, fastsat af centralbanken, de lovmæssige krav til banker om at give lån til minoritetsgrupper, den statslige garanti til kreditgiganter som Fannie Mae og Freddie Mac, det politiske ønske om at give fattigere grupper eget hus, selvom de ikke havde råd, osv. Der var advarsler nok, bl.a. fra liberale økonomer som Greg Mankiw, der var økonomisk rådgiver for præsident Bush, men alligevel blev der ikke skredet ind.
Bankerne har investeret ufornuftigt og mod bedre vidende, og nu falder hammeren – hvis den ellers får lov. Politikerne har fremmet en politisk situation, hvor der var “kredit til alle”, også selvom man ikke havde råd – og her burde hammeren også falde. I stedet sker det modsatte. Bankerne reddes med en stor plan, der tørrer regningen for de idiotiske investeringer over på skatteborgerne, og politikerne får endnu flere redskaber til at regulere med. Selvom de i forvejen alt for rigelige reguleringsredskaber har været årsag til en del af krisen.
Opdatering: Andre nyere indlæg om finanskrisen: Mchangama saboterer myten om, at finanssektoren er ureguleret, mens Poul Høi Niels Krause-Kjær (sorry, Poul) lider af den misforståelse, at man forsvarer bankerne, hvis man påtaler reguleringens rolle.