Forfatter: Lars Hvidberg

“Det er mørkt i husene overfor. Selv i opgangene brænder intet lys. Ingen er på vej til himlen. Heller ikke han ville have nogen kirketjeneste gjort, ingen skulle mindes eller sørge over ham. Men jeg sidder her og sørger, og føler mig trist til mode over tabet af en gammel ven. Det er så patetisk: Morse er død og hvad så? John Thaw er død og hvad så? Men de var her og nu er de væk – mutatis mutandis – det gælder også mig.”

“og så regner det igen og det regner de sædvanlige steder, i de sædvanlige huller, i de sædvanlige sko, i de sædvanlige opgange, afgange, nedture, i den sædvanlige grå depression (åh, de skandinaver og deres grå regn), i de sædvanlige replikker (se citat, 11/20/97), i de sædvanlige tørre pletter som min hjerne er så fuld af. Og måske er det godt at få lidt vand, måske er det godt sådan engang imellem at få vasket de udhungrede celler, og man skal jo for øvrigt have mindst to liter om dagen, så jeg stiller mig ud der midt på Istedgade og suger til mig: svovlholdigt vand, som en discount Lourdes-drukmås.”

“Han turde ikke spørge om dét fordi han ikke ville føle sig dum. Men på den anden side forventede alle jo at han vidste dét som det drejede sig om. Men fordi alle forventede det så turde han ikke spørge. Og da han ikke vidste dét så blev han til grin.”

“Den lille skovtrold vinker fra podiet. Nu har han fået nok af al den jubel. “Nu må I godt holde op”, siger hans vinken. “Vil I ikke nok?”, vinker han igen. Og så går han. Og vi griner bedårede af den bedårende gestus – hvor er han dog kær – og ved slet ikke at det for ham er en KRAFTanstrengelse, og at sådan en mængde jubel og larm og opmærksomhed koster en skovtrold mindst en måneds ro i træernes dyb, bare for at komme sig sådan lidt. Hvor modigt at give os sådan en gave. Stakkels skovtrold, tak fordi du kom.”

“Men hvis hvid er farven på renhed og klarhed, så er sort det frodige, det hengemte, det der vokser; som en kartoffel, som en lystenhed, som såsæd, som en virus i mørke rum (lejrskolens forkølelser, vind og vejr og pusten i kolde haller) – HER ulmer det, som man siger, og bliver rødt og senere hvidt. Det er kokosnødeffekten; den sorte vil være hvid – og den hvide kommer af det sorte. Som Europa forholder sig til Østafrika, forholder jeg mig til mørket i min mave.”

“Alt er hvidt omkring mig og hvid er farven på sandhed, på renhed, på klarhed, ligesom sort er farven på det modsatte – det dunkle, det dystre, det ubestemte (hvor var det nu jeg lagde den kuglepen?), det det som ingen vil lege med.

Og alt er hvidt og alt er lyst og selv inde i blodet er der lyst op af solen – solen, som ganske vist er gemt væk et sted bag den forhøjede stenhorisont, men alligevel er dér og farver mig hvid. Hvid er jeg.

Hvorfor ved jeg så ikke, hvorfra disse ord kommer? Var de i blodet, i lyset, i fingrene, i computeren? Eller kom de fra et mørke som jeg ikke kan se?”

“Han har den der lidt krukkede landsbytosse-facon som er så typisk for kunstnere uden universitetsuddannelse; sådan lidt sjusket, lidt svappet, taler om sin jakke, lader som om at han ikke rigtigt ved noget, at det hele bare er intuition: “Spørg mig om noget. Jeg har ikke noget at sige.”

Og det er løgn fra ende til anden, for han ved udmærket hvad det drejer sig om, og selvom han hele tiden opfordrer til spørgsmål så skal han altid, når der endeligt kommer ét, lige tale færdig først – for talestrømmen er i gang, intelligensfacismen er i gang, også selvom han kører den der autodidakte svindelkurs. Han ved godt hvad han taler om. Han vil bare ikke indrømme det.”