Forfatter: Lars Hvidberg

“Så sidder du der forundret og siger igen: “Jamen det har jeg ikke forstand på. Hvordan skal jeg tage stilling når jeg ikke ved hvad det handler om? Nogen brude havde givet mig besked. Hvorfor kan de ikke bare sige det, så jeg let kan tage stilling?” Og jeg deler jo din begæring for det er også et ønske jeg til tider kan bære på mine skuldre, men du skal først og fremmest vide, at du er en IDIOT. Læs om det! Al informationen findes derude! Alt det, du efterlyser, så du kan tage stilling. Så læs, din idiot…

Du skal dog bare vide én ting til: Der er en Catch 22: Desto mere du ved, desto mere du læser, jo sværere får du ved at tage stilling. Det bliver næsten umuligt. Desværre. Du læser for at tage stilling og finder så ud af at du ikke kan. Trist. Sådan kan det gå. Men sådan må det være.”

“Hvis succesen eller fiaskoen vedrørende et hvilket som helst ægteskab kan beregnes via en matematisk formel, og det dermed kan afgøres om vi skal fortsætte eller lade være, har så selve beregningen og den kyniske indstilling til kærlighed som den medfører betydning for formlens udformning? Eller: hvis vi tænker for meget over det, bliver det så værre?”

“Ja, så er ulykkesdagen ankommet endnu engang. Men skulle der virkelig i disse jordens ligegyldige drejninger, solens meningsløse energiudveksling med jorden og verdensrummet, rundt, rundt, rundt, hele dette tilfælde, som ikke bliver mindre af at tid, dag, uge, måned jo bare er noget vi har fundet på og da selv grundlaget for vores latterlige tidsregning er skudt sådan cirka fire år forkert, skulle der så virkelig være noget ved denne dag som får mig til at træde forkert, komme til skade eller på anden måde blive ramt af uheld? Jeg tvivler, og netop da rammer tagstenen mit tænksomme hoved. Tilfældighed eller forudbestemt attentat – betyder det noget, når man blødende ligger der i rabatten, hinsides al debatteren?”

“Og tidligere, da man stod der med hjertet ude på tøjet, nærmest klistret på den grusomme lynlås, der interesserede man sig slet ikke, slet ikke for noget, og slet, slet ikke for fx magtkampene i Socialdemokratiet. Men pludselig blot ti år efter sidder man der, gluet til skærmen og lytter til skælder og vælder hos de gamle røde murbrokker (det som tingene er bygget af, og det som skal brydes ned), og tænker: “Hvor er det dog interessant! Hvor er det dog vigtigt!”

Hvor blev de ti års dumhed af? Hvordan blev man så klog?”

“Og 911 skulle endnu engang blive et holdepunkt, en udsmider, en lammende pause, der først kan genoptage sindsbevægelsen to uger efter (se HTML-filernes datoer for dokumentation), ligesom sidste år, hiin navnkundige dato, som har givet os alle noget at snakke om, noget at se på, noget at væmmes over, noget at måle os i forhold til – og hvor sammenligningen for en gang skyld falder positivt ud og vi kan ånde lettet op og sige: “SÅ slemme er vi dog ikke”.”

“Så slasker lyden igen, under cyklen. Det er asfalten der smelter af mit varme tråd. Jeg er på vej igen, til og fra, i trædemøllen, rotteræset, derude hvor pengene ruller og sveden drypper og alt står stille i solens sitren. Men det er godt at være tilbage, godt at være ude af sit alt for lyse værelse, der hvor man ikke kan gemme sig. Kun når solen er væk, og varmen med den, kan jeg vende tilbage og koldt og kirurgisk gøre det som jeg er kommet hjem for at gøre.”

“En ung mand taler om ‘den legendariske nummeret-på-servietten-ting’ i et Dating-program, og selvom han endnu ikke er helt klar over det, har han allerede tabt alt. Du kan ikke institutionalisere kærligheden, selvom du kan forsøge. Men det er dømt til at mislykkes. Forhåbentlig.”