Kategori: Ego

Norberg nordpå

I sidste uge var jeg og Jacob Mchangama i Stockholm for at interviewe globaliserings-forkæmperen Johan Norberg til Djævelens Advokat (interviewet kan høres på www.devilsadvocate.dk). Det var en på alle måder succesfuld tur, og da det oven i købet var første gang, jeg var i Stockholm, kom der også en ny storbyoplevelse oven i hatten.

Norberg er mest kendt for sin bog In Defence of Global Capitalism fra 2001, som nærmest kan ses som et svar til den canadiske journalist Naomi Kleins på det tidspunkt meget hypede No Logo (1999), der blev et kampskrift for antiglobaliseringsbevægelsen. Der er måske ikke så mange, der husker det i disse War On Terror-dage, men da jeg i efteråret 1999 boede i Canada, var der tryk på debatten og tusindvis af demonstranter spredte frygt i Seattles gader. Jeg købte “No Logo” med hjem fra Toronto og læste bogen. Den er ganske vist flottere opsat end Norbergs optimistiske gensvar, men egentlig tror jeg ikke rigtig, at damens – eller antiglobaliseringsbevægelsens – argumenter hænger sammen. Læs bl.a. her The Economists sønderlemmende kritik.

Norbergs bog, der nu har fem år på bagen, har langt mere substans. Det vil sige, at den er langt mere gennemargumenteret og sammenhængende og støttes af lødig og troværdig statistik, i stedet for de følelser og fornemmelser Klein og kohorter alt for tit lader sig rive med af, og som forværrer deres i forvejen manglende forståelse af, hvordan økonomi fungerer. Selvom jeg først har læst Norbergs bog til ende for nylig, har jeg fulgt debatten og hans glimrende weblog længe, og jeg må sige at det var lidt af et scoop og en fjer i hatten at få lov til at møde ham. Men jeg tror i øvrigt ikke, at vi lod os imponere så meget, at vi ikke gav noget modspil. Men det kan man jo selv lytte til.

Stockholm var en flot by med brede alléer og imposante bygninger fra enevældens tid, og den ligger flot i Skærgården med mange fine broer. Byen virker mere tysk end skandinavisk, og jeg følte mig på mange måder hensat til Berlin. Også Gamla Stan, det gamle pussenussede kvarter, hvor vi boede, mindede mere om Prag end om Nyboder. Det virkede også som en lidt kold og renskuret by, og der var lidt for mange slipsedrenge på Östermalm, da vi gik ud og drak et par øl om aftenen. Men det var samtidig helt sikkert en by, som man kunne bruge meget mere tid i. Jeg har uploadet et par billeder på min flickr-konto på tagget stockholm, men jeg viser også lige det sjoveste her: Det er fra det Historiske Museum, hvor man på en væg kunne sætte post-its med meninger og forslag. Her er et bidrag fra en gæst: “Personalet snakker for mærkeligt og for meget”.

You Talk Too Much!

Mandagsbloggen

For nylig har jeg startet en blog med lidt af hvert sammen med nogle gode venner. Den hedder Mandagsbloggen, fordi vi altid mødes om mandagen og hænger ud til forskellige mere eller mindre nørdede ting. Vores interesser vil afspejle sig i bloggen, og tilgengæld vil jeg så bruge denne her blog lidt mindre, men måske med nogle lidt længere og mere personlige ting.

Jeg har store forventninger til den nye blog – på et meget uforpligtende niveau, hvilket netop gør det rigtig sjovt! Du er velkommen til at læse med…

Daddy-O på Copenhagen Film Festival

“Daddy-O”, en Super16 film, som jeg har skrevet manuskript til i samarbejde med instruktøren Esben Larsen, bliver vist sammen med de andre Super16 film på Copenhagen Film Festival den 30. september kl. 16.45 i Cinemateket. Mere info her.

Jeg har ikke selv set den færdige film, og der kom vist en række ændringer i sidste øjeblik, så jeg er nok lige så spændt som alle andre – måske mere.

Stik den, KUA

Fra boghandlen The Coop på Harvard Square: Tre hylder udelukkende tilegnet bøger af forfattere tilknyttet Harvard University (Harvard Faculty). Her kan Københavns Universitet vist ikke være helt med i vognen. Blandt forfatterne: Samuel P. Huntington, Robert Barro og Alan Dershowitz, for bare at nævne et par stykker af de højreorienterede – på et sted, der i øvrigt på paradoksal vis er et af kapitalismens ypperste produkter og en af den amerikanske venstrefløjs højborge.

The Coop (c) Lars Hvidberg, 2006

Ikke mere brok

For snart en del år siden besluttede jeg og en kammerat, at mottoet for vores liv skulle være: Ikke mere brok. Det lyder måske mærkeligt, fordi jeg jævnligt brokker mig her på bloggen, men faktisk ser jeg det som lidt af en ledetråd for, hvordan jeg ønsker at leve mit liv. Der er mange ting, som kan trække én ned, nogle af dem med god grund, men i det store hele handler det om at være konstruktiv i stedet for negativ. Nej, der ligger ikke noget skjult scientology-projekt bag eller anden selvudvikling eller niende-tiende-indsigt. Bare tænk lidt over det. Eller som Nicolaj Moltke-Leth siger: Jo Du Kan.

Holder det? Lige nu er 2.560 html-links med på trenden. Skal du også være med?

Hvorfor bliver man kunstner?

I forlængelse af min forrige post om udsættelser og overspringshandlinger kom jeg til at tænke på noget, som min gode ven Christian Fonnesbech engang sagde:

Man bliver kunstner, fordi man gerne vil have en behagelig døgnrytme.

Og det tror jeg i grunden er rigtigt, i det mindste i starten. En berømt forfatter, som jeg desværre ikke husker navnet på lige nu, men det kan være en begavet læser kan hjælpe, skrev noget lignende om en karakter i en roman: “som alle andre unge døgenigte drømte han om at blive forfatter”. Der er en vis romantisk boheme-version forbundet med forfatteren og kunstneren, og det får nok de fleste til at tro, at det er et rent gravy train med masser af fritid og café latte. Det er på sin vis også rigtigt. Man har i høj grad mulighed for at planlægge sit liv selv (især hvis man vælger at være kunstner på dagpenge, som mange gør, og ikke skal arbejde ved siden af) og kan tage en slapper, hvis man har brug for det. Man SKAL ikke være på kontoret klokken 8.

Men der er en bagside. Bøgerne skriver ikke sig selv, og det giver en nagende, evig dårlig samvittighed, der kan være svær at have at gøre med. Og derfor kan man have brug for en gang oversprings-Civilization, men det bringer jo desværre ikke én nærmere en færdigskrevet bog. Derfor kan det godt være, at man ikke SKAL være på kontoret klokken 8. Men det er søreme en god idé, hvis man er det alligevel. Pisken slipper man aldrig for, for man er jo født protestant (men aldrig døbt og aldrig troende; pisken sidder der nu alligevel, i det mindste resterne af den).

Derfor er det måske mere rigtigt at sige, at selvom man måske bliver kunstner, fordi man gerne vil have en behagelig døgnrytme, så bliver man det først rigtig kunstner, når man virkelig vil være kunstner, og ikke bare gerne vil have alle de rare ting, som følger med. Og i stedet møder på kontoret klokken 8, ligesom alle andre ordentlige mennesker.

Don’t I know the feeling

Science fiction forfatteren Iain Banks (der bl.a. har skrevet den glimrende The Algebraist, som jeg er ved at læse) har måttet bede om en tre måneders udsættelse på sin næste roman på grund af sin afhængighed af computerspillet Civilization. Banks har udtalt til The Independent:

“It’s all because I became a serial addict of the computer game ‘Civilisation’,” Banks said at this month’s Edinburgh book festival.

“I played it for three months and then realised I hadn’t done any work. In the end, I had to delete all the saved files and smash the CD.

“It is very unprofessional of me. I had to ask for an extension for the first time, which made me feel just like I was a student again.”

Jeg kan godt genkende fornemmelsen, og det tror jeg de fleste, som har spillet Civilization kan … just one more turn … Men det berører jo et dybere problem: trangen til at udsætte opgaverne. Computerspil er en af de væreste prokrastinator-hjælpemidler derude. Men hvad er endnu værre? Internettet. Internettet er den største – og bedste – tidstyv, der har set dagens lys. Mens jeg skriver dette, kunne jeg skrive mit filmmanuskript færdigt. Men det gør jeg ikke. Hvorfor? Nogle bud?

Måske giver udsættelse af opgaverne værdifuld tænketid. Det har jeg i hvert fald selv oplevet. Man sidder med et problem, men løser det egentlig først, når man begynder at lave noget helt andet – fx gå sig en tur eller vaske op. Ideerne kommer dog desværre sjældent, når man i stedet bruger al sin energi på at udtænke strategier til, hvordan man bedst kan sende sine legionærer ind over grænsen til de stygge indere, så man kan erobre deres værdifulde ressourcer. Og så alligevel. Måske bliver Banks’ nye roman hans bedste, fordi han har haft mere tid til at tænke sig om? Måske ikke.

Under alle omstændigheder må den store gåde i det kreative arbejde være at styre, hvordan man forhindrer inspirationsøvelserne i at få overtaget. Lidt inspiration er konstruktivt – fx et godt spil Civilization – men for meget er katastrofalt. Måske har man bare brug for en manager – eller en dyretæmmer?

Den Digitale Hukommelse i Berlingske

Så er turen kommet til Lars Hvidbergs digitale hukommelse – altså den blog du læser nu – i Berlingske Tidendes serie om borgerligt-liberale webloggere. Artiklen kan læses her. Jeg er selv lige kommet hjem fra en længere rejse, og har ikke haft tid til at læse de andre artikler i serien, men jeg skriver nok en kommentar op af dagen. Interviewet blev lavet per skype-telefoni (leve web 2.0!) og per mail med Bent Blüdnikow, mens jeg var i Boston, men jeg synes da egentlig, at det er blevet meget godt. Under alle omstændigheder er det morsomt at se sig selv i avisen (med billede!) og også ganske rart at få noget anerkendelse for det betydelige arbejde jeg trods alt har lagt i bloggen i de sidste par år. Det pirrer naturligvis hovedsageligt forfængeligheden, men giver også lyst til at skrive mere. Det kan være jo også være, at et par nye læsere kigger forbi.

Update:
Her er de to første, indledende artikeler i serien Borgerlige Bloggere: Det er borgerligt at blogge og Ej blot til lyst. Det er jo glimrende, at vi bloggere får så meget opmærksomhed, men jeg tror også, at vi på et tidspunkt skal til at nuancere, hvad det vil sige at være borgerlig. Jeg tror faktisk, at sammenkoblingen mellem primært islamkritiske blogs som Little Green Footballs eller den hjemlige Uriasposten og blogs som min egen nok ikke er helt holdbar, selvom jeg i øvrigt læser de to flittigt. Man er ikke nødvendigvis borgerlig, fordi man er kritisk overfor politisk islam og pro-israelsk, hvilket fx bloggen Harry’s Place beviser ved at følge en George Orwellsk/Christopher Hitchensk tradition, hvor man ganske vist vender sig imod venstrefløjen som den er i dag, men ikke er blevet pro-kapitalister af den grund. Ikke at hverken LGF’s Charles Johnson eller Uriaspostens Kim Møller er socialister eller det der ligner – især Uriasposten har ofte glimrende irettesættelser af DR’s anti-kapitalistiske dagsorden – men deres blogs handler nu en gang mest om islam, som hverken borgerlige, socialister eller dem midt imellem har en entydig holdning til. Det er en større diskussion, og jeg tror den fortjener en fyldigere postering på et andet tidspunkt.

Uriasposten har – som sædvanlig – en fyldig gennemgang med flere links. Der var også tidligere på Uriasposten en lille diskussion om udvalget af blogs til artikelserien.

Borgernes journalistik

Tag'n'coffee (c) Lars Hvidberg, 2006
Mandag i denne uge var jeg til en meget spændende konference på The Berkman Center for Internet and Society, der lige nu laver den absolut mest cutting edge forskning i internettet og dets relation til samfund, lovgiving, politik og meget andet. Konferencen havde titlen Citizen’s Journalism (se detaljeret program på link), og var en underafdeling af den store Wikimania konference, der kørte hele weekenden.

Ordstyrer var den navnkundige Dan Gillmor, hvis bog We The Media fra 2004 forsøgte at beskrive IT-teknologiens betydning for nyhedsjournalistik i fremtiden, hvor brugerskabt indhold og amatørjournalistik sandsynligvis kommer til at få en endnu større betydning (se fx min forrige post om hvordan ihærdige bloggere har afsløret svindel med krigsbilleder). Konferencen var et af de første arrangementer for det nystartede Center for Citizen’s Media, der er affilieret med Berkman, og ligeledes hører under Harvard Law School.

Konferencen var en stor succes med omkring 100 deltagere (mit bud), hvoraf de fleste var eksperter indenfor feltet, forskere, journalister, bloggere (jeg tror at næsten alle til stede havde deres egen blog). Folk var virkelig ihærdige og villige til at diskutere og komme med indskud, men alt foregik i en meget konstruktiv, positiv og optimistisk atmosfære, hvilket er noget jeg sjældent har oplevet på danske universiteter. Der var måske en tendens til, at lidt for mange af deltagerne ikke helt kunne få styr på, om de var akademikere eller demokratiaktivister (et genkommende problem i den amerikanske universitetsverden), og der var måske også lidt for mange ældre typer, af den slags som havde store forhåbninger til public access lokal-tv, som aldrig rigtig blev indfriet, og som nu havde kastet deres kærlighed på internettet som det store nye medium for den demokratiske konsensus-samtale. Om de har ret, vil tiden vise. Under alle omstændigheder er der enorme nye muligheder i IT-teknologien, og jeg tror at folk har ret, når de siger, at vi i disse år oplever en medierevolution, der kun kan sammenlignes med Gutenbergs opfindelse af trykpressen.

Mine billeder fra arrangementet på flickr. Flere her.
Detaljerede noter fra konferencen her.

P.S. På billedet kan du forøvrigt se min nye, utroligt garvede Moleskine-notesbog, der endelig, omsider, efter ti år har løst mit notesbogsproblem. Jeg tør nu sige, at jeg har fundet den perfekte notesbog i Moleskines linjerede 9×14 cm Note Book. Den ligger perfekt i hånden, kan uden problemer ligge slået ud helt plant, uden at folde til den ene eller den anden side; har tynde, men alligevel holdbare sider, en stofsnor til bogmærke og en elastikrem til at holde bogen sammen. Jeg har virkelig dyrket optur over det her, og skrevet som en gal, gal vædder!