Så går det stærkt!

For to timer og fyrre minutter siden lancerede vi interviewet med Johan NorbergDjævelens Advokat. Samtidig udsendte vi en pressemeddelelse og sendte samtidig emails til en række store internationale blogs og websites, som vi regnede med, kunne være interesserede. Klokken præcis 21.50 dansk tid kom vi på Instapundit.com:

Djævelen pa? Instapundit

For dem der ikke kender iInstapundit er der kort at sige, at bloggen drives af juristen Glenn Reynolds og er en af de mest populære blogs i USA med langt over 100.000 læsere dagligt. Mere infor her. Instapundit kan være lidt af en kingmaker i bloggerkredse, så det var lige præcis den opmærksomhed, vi havde håbet på.

Kort efter var vi også på Johan Norbergs egen side med denne fine tekst:

Djævelen hos Norberg

Og så gik det ellers stærkt! Efter 35 minutter på instapundit og 20 minutter hos Norberg så vores besøgskort sådan her ud:

World map efter 35 minutter pa? instapundit

Sådan!

Norberg nordpå

I sidste uge var jeg og Jacob Mchangama i Stockholm for at interviewe globaliserings-forkæmperen Johan Norberg til Djævelens Advokat (interviewet kan høres på www.devilsadvocate.dk). Det var en på alle måder succesfuld tur, og da det oven i købet var første gang, jeg var i Stockholm, kom der også en ny storbyoplevelse oven i hatten.

Norberg er mest kendt for sin bog In Defence of Global Capitalism fra 2001, som nærmest kan ses som et svar til den canadiske journalist Naomi Kleins på det tidspunkt meget hypede No Logo (1999), der blev et kampskrift for antiglobaliseringsbevægelsen. Der er måske ikke så mange, der husker det i disse War On Terror-dage, men da jeg i efteråret 1999 boede i Canada, var der tryk på debatten og tusindvis af demonstranter spredte frygt i Seattles gader. Jeg købte “No Logo” med hjem fra Toronto og læste bogen. Den er ganske vist flottere opsat end Norbergs optimistiske gensvar, men egentlig tror jeg ikke rigtig, at damens – eller antiglobaliseringsbevægelsens – argumenter hænger sammen. Læs bl.a. her The Economists sønderlemmende kritik.

Norbergs bog, der nu har fem år på bagen, har langt mere substans. Det vil sige, at den er langt mere gennemargumenteret og sammenhængende og støttes af lødig og troværdig statistik, i stedet for de følelser og fornemmelser Klein og kohorter alt for tit lader sig rive med af, og som forværrer deres i forvejen manglende forståelse af, hvordan økonomi fungerer. Selvom jeg først har læst Norbergs bog til ende for nylig, har jeg fulgt debatten og hans glimrende weblog længe, og jeg må sige at det var lidt af et scoop og en fjer i hatten at få lov til at møde ham. Men jeg tror i øvrigt ikke, at vi lod os imponere så meget, at vi ikke gav noget modspil. Men det kan man jo selv lytte til.

Stockholm var en flot by med brede alléer og imposante bygninger fra enevældens tid, og den ligger flot i Skærgården med mange fine broer. Byen virker mere tysk end skandinavisk, og jeg følte mig på mange måder hensat til Berlin. Også Gamla Stan, det gamle pussenussede kvarter, hvor vi boede, mindede mere om Prag end om Nyboder. Det virkede også som en lidt kold og renskuret by, og der var lidt for mange slipsedrenge på Östermalm, da vi gik ud og drak et par øl om aftenen. Men det var samtidig helt sikkert en by, som man kunne bruge meget mere tid i. Jeg har uploadet et par billeder på min flickr-konto på tagget stockholm, men jeg viser også lige det sjoveste her: Det er fra det Historiske Museum, hvor man på en væg kunne sætte post-its med meninger og forslag. Her er et bidrag fra en gæst: “Personalet snakker for mærkeligt og for meget”.

You Talk Too Much!

Djævelen er tilbage!

Langt om længe er vores fine udsendelse Djævelens Advokat – Danmarks første politiske podcast – tilbage. Første gæst i efterårssæsonen er lidt af et scoop, nemlig den internationalt kendte økonom og anarko-kapitalist Hans-Hermann Hoppe. Lyt med her.

Nyt blod til Djævelen

Efter 6 udsendelser synes vi godt, vi kan tillade os at kalde Djævelens Advokat for en lille succes. Lytterskaren kan rigtignok ikke sammenlignes med monopolets horder, men lyttet bliver der, og debatteret og tænkt. Men da begge de sataniske sagførere, der er ansvarlige for udsendelserne, har travlt med ”rigtige” jobs og diverse andre aktiviteter, er frekvensen på udsendelserne ikke optimal, ligesom vores reaktionstid på spændende nye historier ikke er så hurtig som man kunne ønske. Derfor søger Djævelens Advokat nu nyt blod til at udvide redaktionen og forbedre udsendelserne.

Vi søger som udgangspunkt to meddjævle, der vil skulle kunne operere både sammen med de to eksisterende redaktører og som et selvstændigt team, hvilket indebærer identifikation af nye udsendelser, research, kontakt til ”ofre”, gennemførelse af udsendelsen, redigering og uploading.

Hvem er du?

Du er interesseret i og vidende om både dansk og international politik og følger samfundsdebatten tæt (abonnerer du på The Economist er du allerede foran). Du ved, hvad der rører sig i den danske og internationale blogosfære, måske er du endda selv blogger. Du brænder for at formidle historier/debatter med en anderledes vinkling end den, der kan opleves i danske dagblade eller på Danmarks Radio. Du er ikke bange for at stille kritiske spørgsmål eller slagte hellige køer. Du har flair for IT (kendskab til Garageband og/eller Audacity et plus).

Hvis ovenstående har vækket din interesse så skriv en ansøgning indeholdende et CV, samt et oplæg til en udsendelse, som du mener kunne være interessant for Djævelens Advokat.

Kontakt

Jacob Mchangama tlf: +45 24664220 mail: jmchangama@yahoo.com
Lars Hvidberg tlf: +45 61677309 mail: lars.hvidberg@gmail.com

I luften igen

Min mac er endelig kommet tilbage fra sygehuset, så vi har kunnet få redigeret vores næste Djævelens Advokat. Det er, når jeg selv skal sige det, blevet et ret interessant interview med Katrine Winkel Holm om “Kristendommen som frihedens religion”. Vi taler om hvorvidt man kan se kristendommen som en katalysator for udviklingen af det liberale demokrati eller tværtimod som en hæmsko, der har måttet bekæmpes gennem oplysningen og rationalismen. Sandheden er jo nok en god portion begge dele, så der bliver givet og taget i af et godt hjerte i en god debat, der kommer vidt omkring fra Athen og Rom over Den Lutherske Ortodoksi under Enevælden i Danmark og frem til den franske/engelske/skotske oplysning. Lyt med!

Friske abekatte!

Der er en ny udsendelse i Djævelens Advokat på plakaten. Denne gang havde vi fornøjelsen af at have MF for DF, Jesper Langballe, i studiet til en snak om kulturkamp, velfærdsstat og behandlersamfundets åndløshed – og naturligvis noget med indvandring, selvom det ikke var på programmet. En livlig omgang. HUSK at RSS-feedet virker igen, så brug det endelig. Det er noget sjovere end selv at skulle downloade.

Ny udsendelse, ny server

I lørdags kom det tredje program i serien Djævelens Advokat op. Det er med David Bakkegård Karsbøl, kendt fra bl.a. Berlingske Tidende og Liberator, som forsvarer den anarkokapitalistiske idé. Samtidigt er hjemmesiden flyttet til vores egen server på www.devilsadvocate.dk – så nu skulle RSS-feedet virke. God medlytning! Næste program bliver med Jesper Langballe, og herefter møder selveste Preben Wilhjelm op – naturligvis på den 1. maj.

Er Djævelens Advokat folkets stemme?

Lidt forsinket bringer vi her et uddrag fra en mediekommentar af Henrik Føhns (også kendt som Funza) i Information den 24. marts 2006, “Folkets stemme”. Der ringer jo nok en klokke, allerede med de første linjer.

“De store statskanalers monopol på meningsdannelsen er forbi. For i fremtiden kommer vi alle til at have vores egen radiostation.”

Så svulstige er ordene fra ‘Djævelens Advokat’, en ny podcast, der vil angribe sine emner og interviewpersoner ud fra en liberal grundholdning. Formen er en P1-kopi, hvor indholdet får ros og skaber debat på advokaten.wordpress.com, men den tekniske udførelse halter. Og det skriver jeg ikke for at nedgøre de to producenter bag podcasten. Mange andre podcasts lider også under dårlig teknisk kvalitet, for lyd er nu engang sværere end skrift, ligesom tv er sværere end radio. Hvis man vil beherske hele fødekæden vel at mærke. Og det skal man, hvis man vil podcaste.

Herefter fortæller Føhns om en del andre podcasts. Kommentaren findes desværre kun i uddrag på Informations side.

Det er jo virkelig fedt, at Djævelens Advokat har givet genlyd på den måde – og så er vi selvfølgelig kede af, at der er så meget ekko og støj på lyden i udsendelserne. Men som Føhns også skriver, er mikrofonarbejde lidt af en videnskab, men jeg synes i al beskedenhed at vi bliver bedre hele tiden. (I har dog endnu den første udsendelse vi optog til gode, den kommer sandsynligvis på lørdag – så skal I altså høre mikrofonstøj).

Er de bange på P1? Har udfordringen virket. Ja.

Ny Djævelens Advokat

Udsendelse nr. 2 i Djævelens Advokat er nu oppe. Det er Christopher Arzrouni og Kasper Støvring som diskuterer forskelle og ligheder mellem konservatisme og liberalisme. Jeg kan godt love, at det er et rigtig spændende program, hvor bølgerne går højt. Lyt med!